Millioner til børn i udsatte boligområder

Infrastruktur

07/01/2013 13:07

Nick Allentoft

Der er udsigt til flere og bedre fritidsaktiviteter for børn og unge i Riddersborgparken, Birkevænget og Nørrevænget i Nakskov. Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har nemlig uddelt midler fra puljen ”Styrket indsats for økonomisk vanskeligt stillede børn i udsatte boligområder” og Lolland Kommune modtager næsten 3,8 mio. kr.

”Vi ved, at fritidsaktiviteter er vigtige for at hjælpe sårbare børn og unge videre i livet. Men vi ved også, at mange af de børn og unge, der har mest brug for det, ikke har tilstrækkelig adgang til fritidsaktiviteter. Det kan vi nu gøre noget ved,” forklarer udviklingschef Birgitte Rønnow.

Det er sektor for Udvikling og Erhverv, der har stået for ansøgningen, men projektet er blevet til i tæt samarbejde med bl.a. Ungdomsskolen og de gadeplansmedarbejdere, der allerede er i området.

”Projektet skal både udvikle en lang række nyskabende aktiviteter i områderne og skabe en bedre sammenhæng mellem de initiativer, der allerede findes.” forklarer Birgitte Rønnow. ”Der er ingen tvivl om, at nogle unge hellere vil deltage i street-aktiviteter end i traditionel foreningsidræt. Andre vil bare gerne have mulighed for at spille fodbold. Vi skal give plads til begge dele.”

Tanken er, at gøre boligområderne til en ”oplevelsesHUB.” Dvs. et sted og et netværk, hvor kommune, foreninger, skoler, boligforeninger og andre går sammen om at skabe positiv social forandring gennem konkrete aktiviteter.

De nye fritidstilbud skal være tilbud til alle Nakskovs børn og unge, men rent fysisk skal de afvikles ude i de tre boligområder. Synlighed og tilstedeværelse er nemlig afgørende for at få fat i dem, der ikke nu deltager i eksisterende tilbud. Det skal også give byen et mere positivt indtryk af Riddersborgparken, Birkevænget og Nørrevænget som steder med et aktivt og spændende fritidsliv.

Mange udsatte familier har meget lave indkomster, og derfor skal aktiviteterne være gratis eller meget billige.

”Det er rigtigt, at der er sociale problemer, men disse boligområder har masser af kvaliteter at byde på, og dem kan hele Nakskov få glæde af,” siger Birgitte Rønnow. ”Vi er stolte over, at ministeriet kan se ideen i projektet, men det er nu vi skal vise, at vi kan samarbejde og lave resultater i praksis.”

Mest Læste

Annonce