Nu bliver det lettere at være elbilist i Aarhus

02/11/2012 14:39

Niels Buch Johannsen

En aftale mellem Aarhus Kommune og elbiloperatøren Better Place betyder, at der i de kommende måneder skyder mere end 50 ladestandere til elbiler op i Aarhus. De kan benyttes af alle moderne elbiler og de første er allerede på plads.

Aarhus, 2. november 2012 – Aftalen betyder at i alt 51 ladestandere, som hver kan lade to elbiler ad gangen, bliver sat op i midtbyen og tilstødende bydele. Standerne kommer til at stå 17 forskellige steder, som er udpeget af Aarhus Kommune og Better Place i fællesskab. Det betyder, at elbilister aldrig får langt til en opladningsmulighed i Aarhus.

De første ladestandere står allerede klar til brug på Viby Torv og på Jens Baggesens Vej i Aarhus Nord, men inden længe er også ladestandere på fx Vesterbro Torv, i Telefonsmøgen og Klostergade på plads.
Elbilernes potentiale er stort i byerne, hvor mange mennesker færdes, fordi de hverken støjer eller udleder skadelige partikler. Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek, er derfor glad for, at det nu bliver lettere at oplade elbilen i Aarhus;

”Udbredelsen af elbiler er et af midlerne i arbejdet for at nå Aarhus Kommunes mål om CO2-neutralitet i 2030. Jeg glæder mig derfor over, at vi med opsætningen af offentlige ladestandere gør det endnu lettere for ejere af elbiler at få ladet batteriet op,” siger Bünyamin Simsek.

Kan bruges af alle
For Better Place-medlemmer vil der være gratis brug af ladestanderne, men også elbilejere uden en Better Place-aftale kan benytte ladestanderne med betaling via betalingskort.
En af elbilens store fordele er, at 90% af danskernes køreture kan klares inden for batteriets rækkevidde. Med en ladestander ved hjemmet kan elbilejere altså vågne op til et frisk batteri hver morgen. I Aarhus har det hovedsagligt været en mulighed for villaejere indtil nu.

”De offentlige ladestandere åbner nye muligheder for de mange aarhusianere, som bor i lejlighed. Med et nationalt netværk af batteriskiftestationer og ladestandere gør vi elbilen til et reelt alternativ, så jeg er overbevist om at ladestanderne kan være med til få flere elbiler ud i det aarhusianske bybillede ”, lyder det fra Susanne Tolstrup, Kommunikationsdirektør i Better Place, som også glæder sig over, at elbilister fra resten af Østjylland nu har gode opladningsmuligheder, når de besøger Aarhus.

Better Place har netop indviet en batteriskiftestation for elbiler på Østjyske Motorvej ved Skanderborg. 15 af 18 batteriskiftestationer er allerede åbne og de sidste tre står klar inden jul. Det betyder, at østjyder allerede i dag kan køre både til Skagen og København i elbilen Renault Fluence Z.E. – med indlagte batteriskift på fem minutter.

Mest Læste

Annonce