Ny mobil-app viser ventetider på skadestuen

11/01/2012 09:22

Nick Allentoft

Region Syddanmark lancerer ny app til smartphones, der oplyser borgerne om, hvilke skadestuer der har den korteste ventetid. Regionen håber, at app’en kan medvirke til en generel kortere ventetid.

Region Syddanmark lancerer ny app til smartphones, der oplyser borgerne om, hvilke skadestuer der har den korteste ventetid. Regionen håber, at app’en kan medvirke til en generel kortere ventetid.

En skadestue med fyldte stole, allerede læste magasiner, ventetid i sigte og en blødende finger kan være en frustrerende oplevelse.

I et forsøg på at give patienterne muligheden for at opsøge andre skadestuer eller skadeklinikker og dermed reducere ventetiden har Region Syddanmark netop lanceret en ny applikation til smartphones.

App’en skal aflaste

Applikationen giver lynhurtigt et overblik over, hvor travlt hver enkelt skadestue og skadeklinik har, hvor lang afstand borgerne har til hjælpen samt en ruteplan.

- Vi har ønsket at lave en app, der giver borgerne overblik over, hvor de kan få den hurtigste hjælp. Vi håber, at det vil betyde, at flere borgere vælger at benytte sig af vores udmærkede skadeklinikker, hvor borgerne kan få hjælp til mindre skader, så vi på den måde kan aflaste skadestuerne og dermed sikre en generel kortere ventetid, fortæller regionsrådsformand Carl Holst (V) og tilføjer׃

- Vi kan desuden håbe på, at idéen med app’en vil brede sig til resten af landet, så danskerne altid - uanset hvor de befinder sig - kan holde sig opdateret med, hvor de hurtigst muligt kan få akut hjælp.

App’en Akuthjælp er gratis og kan hentes i Apples App-store og på Android Market. Se mere om hvordan du henter Region Syddanmarks akuthjælp-app her: Akuthjælp på mobilen

Ventetiderne på regionens skadestuer og skadeklinikker bliver desuden vist på Region Syddanmarks hjemmeside på adressen www.regionsyddanmark.dk/skadestueventetid.

Kan hjælpe på servicemålene

Region Syddanmarks politikere besluttede i 2010 at indføre servicemål for ventetid på skadebehandlinger på skadestuerne. Målene er, at 75 procent af alle patienter skal behandles inden for én time, og 95 procent er behandlet inden for tre timer, og på skadestuerne har man indført forskellige tiltag for at leve op til målene.

Konkret har indsatsen resulteret i, at Region Syddanmark i november 2011 kunne fortælle, at den gennemsnitlige ventetid var faldet fra 41 minutter til 33 minutter fra januar til august. På de store skadestuer var den gennemsnitlige ventetid faldet fra 47 minutter til 38 minutter. Tendensen med korte ventetider ser ud til at forsætte i årets resterende måneder, selv om perioden endnu ikke er endeligt færdigregistreret. Forhåbningen er, at app’en kan være med til at forbedre disse tal.

Visse forbehold

Da skadestuerne naturligvis ikke kan forudsige større ulykker, kan Region Syddanmark ikke garantere, at borgerne bliver behandlet efter den oplyste ventetid, ligesom eventuelle elektroniske nedbrud kan forhindre, at de rigtige data kommer ud til borgerne.

Mest Læste

Annonce