Rundbordssamtale om tilbud til børn og unge

15/02/2013 10:22

Varde Kommune

Varde Kommune opretter et partnerskab for at udvikle skoler og daginstitutioner. Det sker med lån fra Canada og Ny Nordisk Skole.

Forældre, lærere, pædagoger, forskere, forenings- og fagforeningsfolk, politikere, udviklingsråd, erhvervsliv, unge og andre med andel i skoler og daginstitutioner får nu tilbud om at blive repræsenteret i et nyt partnerskab i Varde Kommune.

Det er udvalget for børn og undervisning, som med inspiration fra den canadiske Ontario-model og regeringens Ny Nordisk Skole, vil samle alle vigtige parter for i fællesskab at sætte mål for tilbud til børn og unge.

- Vi ser perspektiv i, at man sætter sig sammen om et bord og udvikler skole og dagtilbud. Vi vil forsøge at tale samme sprog, og målet er, at vi sammen taler området op, selv om vi selvfølgelig stadig har hver sin rolle, siger formand for udvalget for børn og undervisning Karl Haahr (K).

Partnerskabet er tænkt som et supplement til de eksisterende bestyrelser og beslutningsorganer.

- Det erstatter på ingen måde de nuværende aktører. Forældrebestyrelser, skoleledere, faglige organisationer og politikere vil have samme rolle som hidtil, men partnerskabet vil være et fælles samtaleforum, hvor vi kan vende nye ideer, siger udvalgsformand Karl Haahr.

Partnerskabet vil få omkring 20 faste medlemmer og kan inddrage flere i arbejdsgrupper. 

Mest Læste

Annonce