Social- og integrationsministeriet og KL indgår partnerskab om socialområdet

24/11/2011 23:40

Nick Allentoft

Et partnerskab om socialområdet og særligt Barnets Reform mellem KL og Social- og Integrationsministeriet markerer en ny start i samarbejdet med fokus på resultater og effekter frem for på processer. Kommunerne er godt i gang med at implementere Barnets Reform, der trådte i kraft 1. januar 2011 for at styrke og udvikle indsatsen over for udsatte børn og unge.

Men samtidig viser undersøgelser, at reglerne og intentionerne bag Barnets Reform samt tidligere reformer på området på en række delområder endnu ikke er fuldt ud implementeret. Derfor igangsættes nu en undersøgelse af området, der bl.a. skal vise, om plejefamilierne får den lovpligtige efteruddannelse og supervision, og om kommunerne gennemfører de lovpligtige tilsynsbesøg.

Læs også: Minister: Ekstremt bekymrende børnerapport

Kommunerne bliver det centrale omdrejningspunkt for indsatsen, som skal baseres på nærhed og inklusion.

”På trods af mange gode ting i kommunerne, så må vi konstatere, at rapporter og forfærdelige enkeltsager viser, at indsatsen overfor de svageste i samfundet skal blive bedre. Jeg er glad for, at KL viser ansvar og handling ved at indgå i et forpligtigende partnerskab, der sikrer færre fejl og bedre service,” siger social- og integrationsminister, Karen Hækkerup.

”Vi har at gøre med et vanskeligt område, som kræver stor opmærksomhed fra alle parter. I 2010 var godt 13.000 børn anbragt, og vi skal lave løsninger, der giver børnene de bedste forudsætninger. Jeg er glad for, at vi nu på KL’s initiativ i fællesskab gør en indsats for at sikre alle et godt børneliv,” siger KL’s formand, Jan Trøjborg.

Samtidig er Social- og Integrationsministeriet og KL er enige om, at der er brug for at nytænke socialpolitikken. Der skal fokus på resultater frem for proces, til gavn for borgerne.

Læs aftaleteksten her

Parterne er derfor enige om at indgå i et strategisk partnerskab baseret på samarbejde om tre centrale principper:

Fastsættelse af klare mål for centrale initiativer samt for indsatsen i kommunerne. Klare, konkrete mål er en forudsætning for at kunne følge op på, om initiativerne virker, og kan samtidig give grundlag for færre krav til processen.
Støtte til kommunerne til at kunne vælge og anvende de indsatser, der virker, og som er til størst gavn for borgerne i forhold til ressourcerne som grundlag for en stærk lokal opgavevaretagelse med sammenhæng mellem økonomi og faglighed. Det stiller krav til parterne om at medvirke til at opbygge og formidle anvendelig viden om metoder og indsatser, der virker, og sikre en tættere kobling mellem forskning, uddannelse og praksis.
Opfølgning på om indsatserne virker, og om målene nås. KL og Social- og Integrationsministeriet vil i tæt samarbejde tilvejebringe det nødvendige datagrundlag for at kunne vurdere dette og vil følge op i forhold til kommunerne på de områder, hvor målene ikke måtte være nået.

Mest Læste

Annonce