Storbyer udvikler idéer til fremtidens arbejdsmarked

Hvad kan vi gøre for at udvikle medarbejdernes kompetencer, så Danmark kan klare sig i en globaliseret verden? Hvordan åbner vi fremtidens arbejdsmarked for udsatte borgere, som er langt fra det ordinære arbejdsmarked?

Disse og mange andre spørgsmål drøfter repræsentanter fra seks af Danmarks største kommuner på en stor fælles konference i Aalborg tirsdag d. 13. marts 2012.

De seks kommuner København, Aarhus, Aalborg, Odense, Esbjerg og Randers vil i fællesskab udvikle idéer til fremtidens arbejdsmarked. Resultaterne fra mødet vil blive sendt til regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen. Disse tre parter indleder snart de såkaldte trepartsforhandlinger.

Uddannelse betyder alt

På konferencen skal deltagerne blandt andet drøfte idéer til, hvordan vi styrker alle medarbejdergruppers kompetencer.

- Om nogle få år mangler vi 160.000 fagligt uddannede borgere. Og vi har til gengæld et overskud af 122.000 borgere uden tilstrækkelig uddannelse. Disse tal er skræmmende og kræver politisk handling, fortæller Mai-Britt Iversen (S), rådmand for Familie- og Beskæftigelse i Aalborg Kommune og initiativtager til konferencen.

- Alle vil få brug for nye kompetencer på fremtidens arbejdsmarked. Uanset om man er ufaglært eller højt uddannet, skal vi konstant videreudvikle vores kompetencer. Kompetenceløft og konkurrencekraft hænger meget tæt sammen på fremtidens arbejdsmarked, fortsætter rådmanden.

Kommunerne – tæt på hverdagen
- Vi er som kommuner tæt på virkelighedens verden. Vi oplever sammen med borgerne og erhvervslivet konkret og direkte arbejdsmarkedspolitikken. Og vi kan som kommuner bidrage aktivt med idéer til en positiv udvikling på arbejdsmarkedet, slutter Mai-Britt Iversen.

Målet med konferencen er, at de seks kommuners politikere i fællesskab vedtager en samlet politisk udtalelse. Udtalelsen vil ifølge planen indeholde anbefalinger til trepartsforhandlingerne mellem regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverne.

Fakta om konferencen ”Fuld kraft bag beskæftigelsesindsatsen”:

I alt ca. 80 politikere og embedsfolk fra de seks kommuner er inviteret
Konferencen finder sted på 6. etage i Nordkraft, Kjellerups Torv, 9000 Aalborg

Programmet byder på oplæg fra forskere med speciale i arbejdsmarkedet. Herefter skal alle deltagerne i arbejdsgrupper drøfte emner som ”En kvalificeret arbejdsstyrke”, ”Fremtidens forsørgelsessystem” m.fl.

Til slut skal alle politikerne samles for at vedtage en fælles udtalelse, som vil blive sendt til regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen forud for de såkaldte trepartsforhandlinger.
 

Emneord: Ledige, Arbejdsmarked, Innovation, Jobcenter, Storbyer, Netværk, Udsatte, Erhverv
Aalborg Kommune på DenOffentlige.dk Aalborg Kommune
Aktivitet: Artikler: 74 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også