Prishop på hovedstadens supersygehuse

Infrastruktur

07/11/2014 09:01

Nick Allentoft

Supersygehuse: Region Hovedstaden står over for ny prisudfordring på 250 milliarder kroner til hospitalsbyggerier. Det skriver Frederiksborg Amts Avis torsdag.

Nordsjælland: Faren for, at der skal skæres yderligere i Region Hovedstadens hospitalsbyggerier, ligger og lurer. Årsagen er, at byggepriserne er steget meget mere end statens pris- og lønudvikling, siden regionen fik grønt lys til at gå i gang med byggerierne. 

Og da regionerne kun har lov til at bruge et bestemt beløb, som reguleres efter pris- og lønstigningsindekset, så kommer der til at mangle penge. De kan kun hentes ved at skære funktioner eller senge ud af projekterne.

Således oplyser Region Hovedstaden til Frederiksborg Amts Avis, at differencen mellem de to prisindeks samlet udgør cirka 250 millioner kroner for regionens seks kvalitetsfondsprojekter. 
Alene for Nyt Hospital Nordsjælland er forskellen mellem byggeomkostningsindekset og løn- og prisindekset hele 60 millioner kroner.

Bent Hansen raser
Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), skal mødes med sundhedsminister Nick Hækkerup (S) i dag, og her vil han ifølge Morgenavisen Jyllandsposten forsøge at forklare sundhedsministeren, at regionerne bør kompenseres for generelt stigende byggepriser, hvilket sundhedsministeren afviser over for samme avis.

Region Hovedstaden har ikke været fremme med sine tal før nu. Men meldingen fra regionen er, at man forsøger at tage højde for udfordringen ved at afsætte tilstrækkelige reserver i byggeriernes budgetter til at håndtere differencen. 

Omkring Nyt Hospital Nordsjælland lyder meldingen, at differencen kan håndteres inden for det nuværende budget og ikke giver anledning til budgetvalidering på nuværende tidspunkt.

Mangler information 
Frederiksborg Amts Avis har forsøgt at få en kommentar til tallene fra regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), men det har ikke været muligt. 

Regionens 1. næstformand Henrik Thorup (DF) er dog overrasket over, at Region Hovedstadens kvalitetsfondsprojekter står med en udfordring på en kvart milliard kroner. 

- Jeg har indtil nu opfattet det sådan, at det er Region Midtjylland og Bent Hansen, der har problemer med at få deres byggebudgetter til at gå op. Så det overrasker mig, at det også rammer os. Hverken regionsrådet eller forretningsudvalget er blevet orienteret om, at man i administrationen har lavet denne beregning eller resultat af den, siger Henrik Thorup. 

Han kalder situationen grotesk.

- Især fordi man jo har været inde og skære køkkenet væk fra det nye hospital i Nordsjælland - og nu siger man, at man godt kan håndtere en ekstraudgift på 60 millioner kroner. Det hænger ikke helt sammen, siger Henrik Thorup.

 

 

 

 

Mest Læste

Annonce