Private tager over når folkeskolen lukker

Rekordmange privatskoler slår dørene op i 2015. Politikere frygter ikke, at det vil skade folkeskolens kvalitet og fremtid.

Når der i år åbner 21 nye privatskoler i Danmark, så er det ikke nødvendigvis et udtryk for, at forældrene fravælger folkeskolen.

Det siger landsformanden for foreningen Skole og Forældre, Mette With Hagensen.


- En stor del er begrundet i, at mange kommuner stadig lukker skoler. Vi oplever typisk folkeskoler i tyndt befolkede områder, som har kæmpet mod lukning. Når lukningen bliver gennemtrumfet alligevel, så åbner man en lokal friskole i stedet, siger hun.

        Læs også: Tre ting du ikke vidste om den danske skole

- Vi ser, at forældre først og fremmest er interesserede i en lokal skole, og så er det sådan set næsten underordnet, om det er en folkeskole eller en friskole, siger Mette With Hagensen.

Ifølge Politiken åbner 21 nye privatskoler dørene for første gang efter sommerferien. Det er første gang i mange år, at antallet er så højt, viser Undervisningsministeriets institutionsregister, som går tilbage til 2000, skriver avisen.

Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, siger til Politiken, at udviklingen er et udtryk for modstand mod folkeskolereformen, der blandt andet har gjort skoledagene længere.

Men det afviser foreningen Skole og Forældres formand. 

- Vi får ingen henvendelser fra forældre, der siger, at de vil lave en friskole, fordi de er imod skolereformen. Men det er selvfølgelig også noget, der bliver talt om, siger With Hagensen.

Anni Matthiesen, som er undervisningsordfører for Venstre, mener heller ikke, at man kan give folkeskolereformen skylden for de mange nye privatskoler.

- Den uro, der har været de seneste år omkring folkeskolereformen, har privatskolerne nok nydt godt af. Men jeg vil ikke sige, at det udelukkende er reformens skyld, siger hun.

16 procent af de danske skoleelever går i privatskole, og det tal finder Anni Matthiesen ikke foruroligende, men lige tilpas. 

Hun ser ikke åbningen af de 21 privatskoler som en trussel mod folkeskolen, og det er Dansk Folkepartis undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen, enig i.

- Jeg vil advare imod bare at kigge isoleret på et enkelt tal fra et enkelt år. Før vi kan bruge tallet til noget som helst, så skal vi vide, hvor mange folkeskoler der er blevet lukket, og hvor i landet de nye privatskoler bliver åbnet, siger han.

Ifølge Alex Ahrendtsen går op imod 30 procent af børnene i Nyborg på Fyn på fri- eller privatskole, mens det i Odense er omkring 20 procent. Og det giver ingen problemer.

- Var tallet 50 procent, så synes jeg, vi havde et problem. Jeg synes ikke, at man skal gøre dette til et særskilt problem, for det er det jo slet ikke, siger han.

/ritzau/

Emneord: Folkeskoleavisen, Ny folkeskole, Privatskoler, Mette With Hagensen, Skole & Forældre, Anders Bondo Christensen, Danmarks Lærerforening
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også