Professor: Besparelser i regionerne er omprioriteringer

Hospitalerne i Region Hovedstaden har lagt deres forslag til besparelser på 360 millioner kroner på bordet. Ingen dramatik for området har fået tilført flere penge, påpeger professor.

Mandag fandt Region Midtjylland 224 millioner kroner i besparelser og tirsdag har Region Hovedstadens hospitaler indsendt spareforslag til 360 millioner kroner. Hospitalerne og virksomhederne i regionen har fremlagt deres forslag til, hvor pengene kan findes. Her står specielt Rigshospitalet for skud, men der lægges også op til millionbesparelser på en række andre sygehuse.
 
- Besparelserne er nødvendige for, at regionen kan få budgettet for 2017 til at hænge sammen, skriver Region Hovedstaden i en kortfattet pressemeddelelse om tallene, der er publiceret på regionens hjemmeside fredag.

Politikerne i regionen skal nu forhandle forslagene og vil fremlægge et endeligt budgetforslag den 5. september.

I forslaget fremgår det, at 97,5 millioner kroner skal findes på Rigshospitalet, mens Herlev og Gentofte Hospital vil spare 65 millioner kroner og Region Hovedstadens Psykiatri 50,9 millioner kroner.
 
For det første skal der ske en række effektiviseringer, der skal spares på konsulentydelser og administrationen skal effektiviseres.
 
- En række hospitaler har forslag om effektiviseringer og optimering er af patientforløb. Det drejer sig i væsentligt omfang om omlægninger fra indlæggelser til ambulante forløb, dagbehandling eller dagkirurgi. Herved spares aften, nat og weekendbemanding, står der i oplægget.
 
Lukninger er også i spil, blandt andet jordemoderkonsultationer, blodprøvetagning flere steder og akutmodtagelsen på Frederiksberg.
 
Professor: Ingen dramatik i Region Hovedstadens spareplaner
Det lyder værre, end det er, vurderer professor ved Kora, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, Jakob Kjellberg.
 
- Det er vigtigt at huske, at dette her ikke betyder, at der bliver skåret ned på de samlede udgifter. Netto kommer der flere penge. Den stakkels, undrende offentlighed må jo snart tro, at der ikke er et sundhedsvæsen tilbage. Men der er altså mere tale om omprioriteringer, siger professoren.
 
Han forklarer, at de spareplaner, der bliver fremlagt og vedtaget i denne periode, mere er et spørgsmål om at skabe et råderum til nye områder og nye prioriteringer.
 
- Sundhedsvæsnet ændrer sig hele tiden i takt med, at der kommer nye behandlingsmuligheder, ny teknologi og nye ting, der er mulige. For at skabe plads til det, så er der andre steder, der skal spare, siger Jakob Kjellberg.
 
Det gør selvfølgeligt ikke livet sjovere for den enkelte afdeling, der får færre ressourcer mellem hænderne, understreger Jakob Kjellberg.
 
- Der er nogle mennesker, der bliver ramt. Men så er der stillinger, der bliver oprettet andre steder, hvor de nye ting skal laves.
 
Med spareplanerne kan det samtidig gøres muligt, at der er ressourcer til politiske prioriterer.
 
- Man vil gerne nationalt politisk have et råderum. Det ville ikke undre mig, hvis der kom flere penge til eksempelvis en ny kræftplan, siger professoren og afslutter:
 
- Men når man taler om, hvorvidt det er en besparelse, så skal det mere ses om, hvis man sparer en ferie i husholdningen for at få råd til en bil. Man har jo sparet et sted, men samlet brugt de samme penge.
 
/ritzau/
Emneord: Hospitaler, Region Hovedstaden, Jakob Kjellberg, Besparelser, Sundhedsvæsnet, Herlev Hospital, Gentofte Hospital, Rigshospitalet, Konsulenter, Psykiatrien
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også