Professor: Statslige arbejdspladser på landet løser intet

Velfærd

15/01/2015 11:39

Suleman Haider

Byboer skal lokkes ud på landet ved at flytte statslige arbejdspladser ud i landet.

Det mener Venstres Landdistriktsordfører, Thomas Danielsen: 

- Vi skal jo have flyttet nogle af de statslige arbejdspladser ud til at sikre vækst til hele landet og ikke kun i de største universitetsbyer, siger han til DR Midt & Vest.

Men den ide er i følge Anne-Mette Hjalager professor ved Center for Landdistriksforskning nemmere sagt end gjort:

- Det er en rigtig svær øvelse at flyttet statslige arbejdspladser, det viser historien, siger hun.

Thomas Danielsen påpger, at det tidligere er lykkedes for Venstre: 

- Vi havde gode erfaringer i vores tid med at flyttet 3000 statslige arbejdspladser ud i landet. 

Men Anne-Mette Hjalager tror ikke, at 3000 arbejdspladser gør den store forskel: 

- Hvis vi ser på det samlede danske arbejdsmarked, så er der over 2,5 millioner arbejdspladser. I det perspektiv virker 3000 jo som meget lidt, det er også meget lidt i en landdistriktssammenhæng, siger hun til DR Midt & Vest. 

Men er der først et godt job at flytte efter, så lyder fuglefløjt og friluftsliv attraktivt for mange byboere. 

En ny undersøgelse fra KL's nyhedsbrev Momentum viser, at fire ud af ti byboere gerne flytter på landet for et job.

Præcist jobbet fik for nyligt friskoleleder Morten Mosgaard til at flytte til Ryde ved Holstebro:

- Hvis ikke jeg havde fået det her job i Ryde, så var jeg formentligt flyttet til Aarhus. Men når man ved, man har et fast arbejde, så giver det også mere mening at flytte alt det, man har til det nye sted, siger friskolelederen til DR Midt & Vest. 

Og det er den flyttevilje, som Thomas Danielsen vil understøtte med flere offentlige job. 

- Man flytter ikke nogen steder hen, hvis man ikke kan få et arbejde. Derfor så er vores hovedprioritet at sikre en fortsat udflytning af statslige arbejdspladser. Det støtter op om, at vi får flere job i den private sektor, siger landdistriktsordføreren.

Borgmesteren i Holstebro H.C. Østerby vil også gerne have statslige arbejdspladser. Men ligesom Thomas Danielsen mener han, at de private job er mest afgørende:

- Det fylder langt mere, når vi får skabt nogle private arbejdspladser. Og i Holstebro og samarbejder vi med Struer om et stort bioethanol projekt. Hvis det lykkedes, så er det cirka tusind arbejdspladser. Det er virkelig noget, vi kan mærke, siger han til DR Midt & Vest. 

Undersøgelsen er lavet af Yougov for Momentum blandt et repræsentativt udsnit af de 18 til 74-årige, der i dag bor i en by med over 50.000 indbyggere.

Mest Læste

Annonce