Psykiatriens indiskretioner

En ny undersøgelse fra Kræftens bekæmpelse viser, at en fjerdedel af kræftpatienterne på de danske sygehuse oplever, at deres grænse for privatliv overskrides. Jeg føler med dem. Mennesker i meget følsomme situationer såsom alvorlig sygdom er ekstremt sårbare, og det skal vi vise forståelse for. 

Forståelsen for diskretion er uden tvivl til stede i sundhedsvæsenet, men spørgsmålet er, om der alle steder er ressourcer nok til at efterleve det. For det er ikke kun hos kræftpatienter, at filmen knækker.

Man kunne vel ikke forestille sig, at blive mødt i venteværelset hos lægen med beskeder som “Ja, din blodprøve ser ikke så godt ud, så lægen vil godt tale med dig om dit alkoholforbrug” eller “Nå, virkede fortrydelsespillen ikke?” Men det er ikke desto mindre sådan det nogle gange foregår i akutmodtagelsen i psykiatrien.    Det er jeg ofte blevet mindet om fra de fortællinger, jeg får fra mine ansatte, når de har været på akutmodtagelsen med en af de unge, som bor på vores bosteder.   Når en person henvender sig (eller ledsages af pædagoger/behandlere) til akutmodtagelsen i psykiatrien, så er det af meget personlige og følsomme årsager. For eksempel fordi vedkommende skader sig selv, eller fordi han eller hun i et stykke tid har nægtet at tage sin medicin og nu er truet af en psykose (eller allerede befinder sig i den), eller fordi pædagogerne omkring personen vurderer, at han eller hun er selvmordstruet.    Prøv lige at forklare den slags midt i venteværelset med andre mennesker til stede. Og hav så i øvrigt in mente, at den psykisk syge ofte – i kraft af sin sygdom – vil være benægtende overfor det, som de ledsagende pædagoger fortæller. Mine medarbejdere har flere gange oplevet at måtte sidde i et venteværelset og argumentere for, hvorfor de mener, at den unge, de har bragt med, bør indlægges. Disse samtaler bliver tilmed ført med frontpersonalet, og altså ikke en psykiater. 

Det er ikke kun “vores” udsatte unge, der ind imellem har brug for akut psykiatrisk hjælp. For nogen tid sad en af mine medarbejdere i venteværelset sammen med to betjente og en ung mand, som var bragt til akutmodtagelsen med nødvendig hjælp fra betjentene. 

I venteværelset sad også en ældre herre, med hvem akutmodtagelsens frontmedarbejder indledte en samtale:   “Nå hvad er der så galt med dig…osv osv.”   Det var i sagens natur en meget følsom snak, og en af betjentene afbrød derfor og bad frontmedarbejderen tage samtalen et andet sted. Frontmedarbejderen svarede, at det var ellers normal procedure..! Og så forlod hun lidt befippet lokalet, hvorefter den ældre mand kiggede på betjenten og sagde “tak”. Kort efter kom frontmedarbejderen tilbage og førte den ældre mand til et rum, hvor de kunne tale privat og uforstyrret.    Et venteværelse med fremmede mennesker er i øvrigt i sig selv utryghedsskabende for de fleste af de unge, vi har med at gøre, eftersom man her sidder omgivet af fremmede syge mennesker, hvis tanker og adfærdsmønstre, man ikke kender.   En anden form for indiskretion, vi også har oplevet, er, når frontmedarbejderen fortæller den unge, at… “jeg kan se, at sidste gang, du kom her, da fik du den og den medicin. Det kan vi give dig igen.” Det er ikke blot indiskret og grænseoverskridende, det ligner også et forsøg på at overtale den unge til at blot at takke ja til mere medicin, endnu inden han eller hun er blevet tilset af en psykiater. Hvis manøvren lykkes, sparer frontmedarbejdere psykiateren for at skulle tilse den unge og tage stilling til en eventuel indlæggelse på en i forvejen presset afdeling.    Psykiatriske patienter er også mennesker med krav på privatliv. I de øjeblikke, hvor det skrider ud for en psykiatrisk patient, er det ikke unormalt, at vedkommende ikke er det mindste opmærksom på sine omgivelser og ikke ænser, at et helt venteværelse sidder og lytter med på hans eller hendes sygdomshistorie og akutte situation. Men der kommer – heldigvis – en tid efter, hvor roen atter indfinder sig hos patienten, og så kommer virkeligheden krybende tilbage i bevidstheden.    Det er vores oplevelse er, at en person, som i forbindelse med en psykose f.eks. har begået vold, typisk bliver ramt meget hårdt på samvittigheden, når det efterfølgende går op for vedkommende, hvad han eller hun har gjort. På samme måde kan oplevelsen af at have fået sin sygdom eksponeret fuldstændigt over for et venteværelse med fremmede mennesker være en rigtig ubehagelig genkaldelse af begivenheder.    Skal vi respektere hinandens privatliv og skal vi gøre en særlig indsats for at værne om folks personlige historie, når de er i særligt følsomme situationer f.eks. som patienter? Det mener jeg helt sikkert. Og husk at tænke de psykiatriske patienter med, de bliver nemlig så nemt overset.