Rapport: Lave ydelser fører til mismod og gæld - ikke arbejde

Afmagt, modløshed, gæld, øget fattigdom og ulighed, som især rammer børnene, er lave ydelsers resultater, viser en rapport fra landsdækkende forskningsprojekt. En af projektets fem forskere, sociolog Maja Müller, forklarer her resultaterne, der viser, hvordan fattiges overlevelsesstrategier på lave ydelser for det meste fører til meget andet end arbejde - inklusive stiftelse af rockergæld.

De senere års reformer af dagpenge til ledige og syge, kontanthjælp og førtidspension bygger på en tro på at lave ydelser virker som incitamenter, der får flere i uddannelse og arbejde. Det gør de ikke. Resultatet af lave ydelser er afmagt, modløshed, gæld, øget fattigdom og ulighed, som især rammer børnene. Det er hovedresultaterne af et forskningsprojekt gennemført for Rådet for Socialt Udsatte af en gruppe forskere - herimellem jeg selv - i 2007–2011: ”Konsekvenser af at have de laveste ydelser som forsørgelsesgrundlag”. Undersøgelsens resultater aktualiseres i forlængelse af Debattens fokus på den stigende ulighed i Danmark, som blev vist på DR2 d. 27.3.2014.

Undersøgelsen omfattede bl.a. 252 personer som fik nedsat deres ydelser. 49 % af de 252 blev mere modløse eller opgivende, samtidig med at de ikke blev mere tilskyndede til at søge job.  For 26 % var situationen uændret. 20 % blev mere jobsøgende, men samtidig mere modløse eller opgivende. Kun 5 % blev mere tilskyndet til at søge et ordinært job uden at blive mere modløse eller opgivende. 

Følg Fattigdoms-debatten

Fattigdomsdebatten bidrager med ny viden til fattigdoms-området. Læs tidligere indlæg her:  

Temaredaktør Per K. Larsen har beskæftiget sig med fattigdom og socialt udsatte gennem årtier, og er i dag landssekretær i EAPN. 

Gæld og afmagt

Nedsatte ydelser førte til strategier præget af fx gældsstiftelse og afbetalingsaftaler, eller til at forsøge at tilpasse sig ved at skære ned i udgifterne, købe brugte ting, gå på tilbudsjagt, skære i madbudgettet og særligt i udgifter til sociale aktiviteter som afholdelse af børnenes fødselsdage, fritidsaktiviteter etc. 

Gældsstiftelsen var en af de mest drastiske handlinger, som havde langtidskonsekvenser for familierne, idet det var en ond spiral, som var svær at komme ud af. De færreste i denne gruppe kunne låne i banken. Derfor skete gældsstiftelsen ofte på meget dårligere vilkår hos private kreditvirksomheder, hos tvivlsomme lånefirmaer og på det ”grå lånemarked”. Nogle lånte penge af venner, familie og bekendte, selvom det ofte var forbundet med en følelse af stor skam, mens andre begav sig ud i mere desperate løsninger som at låne af lånefirmaer eller af rockere.

En mand fortalte om, hvorledes der pga. ubetalte regninger var blevet lukket for elektriciteten i familiens hjem. Efter et stykke tid at have levet af varmet dåsemad over en fyrfads-fondue, ikke at kunne få vasket tøj og ikke at have lys, hvilket påvirkede deres 11-årige drengs trivsel, så faderen i familien sig nødsaget til at låne penge af nogle rockere. De kunne ikke låne andre steder. Det betød, at de skulle betale lånet af med meget høje renter samt med trusler hængende over hovedet, som handlede om at få revet fingre og øre af, hvis betalingen ikke kom. Familiens situation, som var præget af arbejdsløshed og et økonomisk pres, førte dem ud i desperat låntagning – en desperat form for coping, som var udtryk for afmagt, som blot forværrede deres situation på sigt. Afdragene på gælden havde indflydelse på rådighedsbeløbet fremover og dermed deres levekår i en lang periode. En anden far fortæller om, hvorledes deres voksne søn tog lån i banken for dem, fordi de ikke kunne låne af andre (”Livet på de laveste sociale ydelser – et år efter”. Müller, Andersen, Ejrnæs og Larsen, 2011)

Modløshed

En anden form for coping som viste sig, var en passiv form, hvor folk blev modløse. De følte afmagt, for de kunne hverken varetage eller opnå et ordinært job. De økonomiske pisk de fik i forlængelse heraf, væltede dem psykisk, og de kunne ikke handle problemløsende og proaktivt i forhold til deres situation. Over 60 % af modtagerne af de laveste ydelser, som ikke var kommet i arbejde, nævnte helbredsproblemer som en barriere for at komme i job, herefter nævnedes manglende uddannelse/ kvalifikationer og sprogkompetencer som væsentlige barrierer. Ved at sætte ydelserne ned, løste man ikke disse familiers problemer. Tværtimod marginaliserede man de borgere og familier som i forvejen var i en udsat position.

Fattigdom og ulighed rammer især børnene

Risikoen for social eksklusion, som følger i kølvandet på fattigdom, påvirker, ikke kun den voksne borger, der blev udsat for en lavere ydelse, men også resten af familien. Særligt børn er afhængige af, at de har mulighed for at være en del af det fællesskab, som danner rammerne for et normalt børneliv i Danmark. Kan man fx være en del af fællesskabet uden adgang til internettet i dag? Og ja, man kan få adgang via biblioteket, men fx al skolelærer/forældre-kontakt og meget anden kontakt foregår virtuelt i dag, og fattige familier risikerer at blive marginaliseret herfra, hvis de ikke har en åben og tilgængelig adgang hertil.

Den sociale eksklusion som er relateret til fattigdom handler om afsavn og goder, som er nødvendige for at være en del af det danske samfund i dag. Dette handler ikke om et liv i luksus eller absolut fattigdom, men om den relative fattigdom, hvor ”individer‚ familier og grupper i befolkningen kan siges at leve i fattigdom‚ når de mangler ressourcer til at opnå den kost‚ deltage i de aktiviteter og have de levekår og behageligheder‚ som er normale eller i det mindste vidt anerkendte i det samfund‚ som de hører til. Deres ressourcer er så langt under gennemsnittet for individer og familier‚ at de udelukkes fra almindelige livsmønstre‚ vaner og aktiviteter.” (“Poverty in the United Kingdom : A survey of household resources and standards of living”, Townsend, 1979)

Denne definition af den relative fattigdom er vigtig at huske på, hvis vi som samfund begynder at synes, at den økonomiske ulighed er ligegyldig (jf. fx Inger Støjbergs udtalelse i Debatten på DR2 d. 27.3.2014). Den økonomiske ulighed skaber store skel mellem rig og fattig, som kan resultere i at børnene i de fattigste familier ikke kan holde fødselsdag for klassekammeraterne, når normen er at holde den på Mc Donalds eller i bowlinghallen. Disse børn kan heller ikke komme med til fødselsdage, fordi det er normen at give dyre gaver, de kan ikke være en del af fællesskabet i fritiden, for de går ikke håndbold, dans eller har et løbehjul. De har ikke det smarte, dyre tøj, mobiltelefon eller andet. Vi lever i et moderne forbrugssamfund, og det kræver personlige ressourcer at tage afstand fra de materielle værdier. Ressourcer som mange af de personer, som i forvejen er marginaliseret fra arbejdsmarkedet, har helbredsproblemer, er socialt isoleret etc., ofte ikke har. Derfor er der ingen grund til at marginalisere dem yderligt økonomisk. 

Emneord: Fattigdom, Lave ydelser, Maja Müller, Fattigdomsdebatten
Fattigdomsdebatten på DenOffentlige.dk Fra 1999 til 2010 steg antallet af fattige i Danmark med 38 procent. En stabilt stigende kurve, der prikker hul i vores forestillinger om, at velfærdsmodellen kan holde borgerne ude af fattigdom....
Aktivitet: Artikler: 38 | Events: 1 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 23.04.14 Dennis
    Hvad med dem der slet ikke er berettiget til nogen ydelse?

    Det er benhårdt som pårørende at være vidne til en sygedagpengeperiode der løber ud før sygdommen er færdigudret og -diagnosticeret. Sygemeldingen kan ikke fortsætte fordi perioden er udløbet, personen kan ikke raskmelde sig pga. sygdom og hvis der er en forsøgerpligt (f.eks. ægteskab) glider personen fuldstændigt ud af systemet. Når der ikke skal udbetales ydelse er sagen lukket og hjælpen ophører. Der er ingen opfølgning, ingen sagsbehandling, ingen interesse. Kun komplet og aldeles værdiløshed.

  • 21.04.14 Lars Arredondo
    Grundlovens § 75 Stk. 1:

    ” Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse. ”

    Er man kun arbejdsduelig hvis man kan klare 37 timers arbejdsuge, 5-10 timers ugentlig transport, har gode skolekundskaber og, stort set, aldrig er syg?

    Det er noget vrøvl at hævde at der kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden pga. små årgange. Arbejdet vil nok blive yderligere effektiviseret i mange år frem i tiden.
    Som det er nu er der jo mange der ekskluderes fra arbejdsmarkedet.

    En basisydelse og/eller lavere skat, samt lavere løn, til de lavestlønnede vil kunne fordele arbejdet på flere personer. Hvis man får 1500 Kr. mindre i månedsløn og betaler 2000 Kr. mindre i skat, bliver der udbetalt 500 Kr. mere, men ikke nok med det.

    Vi får billigere dagligvarer og serviceydelser. Det kommer derfor også højtlønnede til gode, og iværksættere pga. billigere arbejdskraft. Vi vil få større eksport og flere turister. Vi ville få et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til personer der ikke kan klare kravene, som de er nu. Vi ville have lettere ved at bevare arbejdspladser i Danmark.

    Jeg har skrevet andetsteds om basisydelse. Der kalder jeg det bare borgerløn. jeg mener dog ikke at det bør være en ydelse der er så høj at mange vælger at leve permanent, udelukkende af den.

    Ovenstående vil gøre alle rigere, og uligheden vil blive mindre. Man kunne forenkle det sociale sikkerhedsnet, og dermed den omfattende kontrol og administration. Den arbejdskraft der derved frigøres, kunne så bruges til noget der skaber reelle værdier. Man kunne undgå at så mange borgere gøres til klienter.

  • 21.04.14 Lars Arredondo
    Del arbejdet på flere

    LEV OG LAD LEVE DEL ARBEJDET

    Man kunne SÆNKE SKATTEN for de lavestlønnede, som jeg foreslår, i stedet for at lave reformer der driver folk ud i desperation.

    • Selvmord
    • Psykisk sygdom
    • Vold mod sagsbehandlere (Måske endda drab)
    • Berigelseskriminalitet
    • Prostitution
    • Livsstilssygdomme

    Det er nogle af konsekvenserne af reformer, ydmygelser og kontrol. For hver krone der udbetales i kontanthjælp koster det en krone i sagsbehandling, kontrol og en beskæftigelsesindsats, der kun får ganske få i arbejde.

    Der findes andre veje til at få flere i arbejde, og skabe sikkerhed for dem der er syge.

    • Arbejdstiden kunne justeres efter hvor meget arbejde der er.
    • Ubetinget basisindkomst kombineret med en meget lavere mindsteløn.
    • Lavere skat til de lavestlønnede kombineret med en lavere mindsteløn.
    • Særlig indsats for langtidsledige, f.eks. midlertidigt løntilskud.
    • Skattefordel for virksomheder der tager socialt ansvar.
    • Ret til enten rehabilitering eller førtidspension, for dem der er alvorligt syge.

    Tryghed for dem der er syge, eller kan blive det, mere fritid til dem der har for travlt, arbejde til alle der kan og vil.

    Det interesserer ikke CEPOS, eller regeringen i landet med ”verdens lykkeligste folk”.

  • 07.04.14 Margrethe
    Fører til værre, når især fattigdom er det mindste problem.

    Det er mere forrygt hvordan sagsmapperne bliver videregivet, som om man ikke har kræfter nok i forvejen om at skal kæmpe for sin egen sag, som kronisk syg og med analyseret/ikke diagnotisficeret lidelse, men skal kæmpe med enhver højrøvet sagsbehandlere eller anden autoritære - læg mærke til man er syg i båtten i første omgang, og man har kronisk sygdom i form af slidgigt, ergo smerter, og skal konstant vedligeholde sine behandlere (for deres job) skal smides af sygedagspenge og kastes ud i kontanthjælp og arbejde, på trods af de ved hvilke økonomiske og personlig problemer man i hverdagen kæmper med i forvejen, og vil skabe, så er det jo ikke reelt afhjælp for nogen.. hverken børnefamilier eller for de enkelte.
    Mere forrygt at man først kan få hjælp, når vedkommende har børn, eller anden form af akut sygdom at kan bede om hjælp.
    Det er forrygt at skal dumpe folk sådan - og mere frustrerende og magtløsende system.. utroligt hvordan I kan behandle jeres egne, i nød.
    jeg takker meget for den sølle hjælp, jeg får (kontanthjælp) men hvis mine mapper viser, så har jeg så stor problemer, at jeg nok ikke vil være den første valg arbejdsgiverne tager, så jeg skal rokeres rundt i dette system godt styk tid endnu, og snart i øvrigt et år.. uden at have kommet videre, og i større privat gæld ved siden af oprindelige gæld.

  • 06.04.14 Inger Marie Lund
    BLIVER MAN RASK AF AT FÅ EN UDDANNELSE?

    Vores svigerdatter er fysisk syg efter en hest på 740 kg væltede ned over hende. Hun får daglig morfinagtig medicin - og har fået det i ca 16 år for at få en tålelig hverdag. For et par år siden fik hun først en depression og derefter en reaktiv psykose, da hun mistede sin mor,
    som var den eneste hun havde tilbage af familie. Hendes halvbror ser hun ikke noget til og hendes far forlod hende og moderen, da hun var
    2-3 år. Ingen bedsteforældre, onkler, tanter eller søskende. Hun er i
    dag 34 år, og mor til 3 børn, som ingen kontakt har til deres far. Efter ophold på den lukkede afdeling og et længere sygeforløb fik hun til sidst fik at vide, at hun ikke kunne få sygedagpenge mere. Hun gik over på kontanthjælp (hun er stadig under jævnlig tilsyn af lokalpsykiatrien). Pr. 1. januar 2014 blev kassen smækket i og hun blev henvist til forsørgelse af vores søn, som hun bor sammen med. Dee bor i hans hus, som han havde længe før han lærte hende at kende. I alle disse år har han lånt store summer på at modernisere huset, så hele hans løn i dag går til faste udgifter. Dels pga. etablering af tre børneværelser.
    Da vores svigerdatter fik den barske besked var hun lige ved at knække, for hun ved at hvis de skal flytte, går de fra huset med en stor gæld. De har undersøgt boligmarkedet og kan ikke finde noget billigere at bo i. Kommunen har sagt, at de først skal sælge deres campingvogn (den var i forvejen til salg for at forsøge at skaffe penge)dernæst skal vores søn opsige sin pensionsopsparing og hæve den. Først når pengene er brugt, kan "de" se på, om de evt kan hjælpe. Den pensionsopsparing, som vores søn har, er via arbejdsgi-veren, han har ikke privat opsparing.
    Det råd svigerdatteren fik af kommunen var, at hun kunne læse enkelt-fag på nettet. Hun kan nemlig ikke sove, har svært ved at være sammen med for mange og fremmede mennesker ad gangen. Hun har problemer med at fungere før langt op ad dagen, og har dage hvor det er en kamp at få kræfter til at holde hjemmet. Det siger sig selv, at vores søn derfor har meget at gøre for at få det til at fungere.
    Da hun derfor følte sig nødsaget til at gå i gang med at læse, betød en nedgang på ca 50%. De har derfor under 5000 kr om måneden at eksistere for. De 3000 kr, hun får i børnepenge om måneden, er regnet med i budgettet. Så der er kun børnechecken "at rutte med". Det er ikke meget, med tre halvstore børn, der skal have sko, tøj og mad og madpakker med i skole. Dertil kommer penge til hendes medicin og uforudsete udgifter. Det kan ikke hænge sammen. Børnene får ingen lommepenge, de får kun tøj og sko fra genbrugsbutikker, de har måttet sige nej til børnefødselsdage, for der var ikke penge til gaven.
    Da det gik op for os, hvor katastrofalt det var, måtte vi gå ind og hjælpe. Det skal siges min mand er folkepensionist, og jeg er på laveste førtidspension. Når vore faste udgifter er betalt, har vi ca. 7000 kr. tilbage om måneden. Vi giver dem halvdelen af dette. Først på måneden går vi på tilbudsjagt og fylder i fryseren. Vi køber næsten kun varer, der er på tilbud eller nedsat, fordi det er sidste salgsdato. Alligevel har jeg i et par måneder måttet leve for 30 kr om dagen, for vores vaskemaskine gik i stykker og skulle repareres. Det er utrolig så sparsommelig man kan blive. Mælk kan erstattes med vand ellers må der vælges en anden menü - rasp er billig fuglebrød fra bageren, som tørres og knuses. Æg til panering erstattes med meljævning osv osv. Vi inviterer ikke gæster, så sparer vi på mad og kaffe, for der er jo heller ikke penge til at bage for. Øl, vin og vand er otopi, for der er vand i hanen. Når børnene kommer på besøg får de et par glas billig orangade, og hvis de er heldige en marie-kiks til. Vi har ikke råd til at give dem en lille skilling, eller et lille påskeæg. DET ER SVÆRT AT VÆRE FATTIG - men vi vil jo heller ikke vise omverden hvor svært det står til, for vores svigerdatter har jo ingen hun kan ty til.
    Underskrevet
    Den bekymrede svigermor.
    Mit navn må ikke komme offentligt frem, da svigerdatteren ikke er stærk nok til at blive genkendt af naboer og venner.

  • 04.04.14 Charlotte
    Fattigdom

    Denne artikel rammer næsten 100% plet, ja børnene bliver ramt socialt, det gør de voksne også samtidig med at alle overvejelserne om hvordan man får fattigdomsydelsen til at slå til, skammen ved at det ikke lykkes og man skal låne for at overleve, overvejelserne om hvad man bedst kan undvære af internet, lys, varme, mad osv, alle overvejelserne om hvordan man bedst overlever og hvordan man bedst kan ændre situationen ligger hos de voksne, dem har og bør børnene ikke tage del i, derfor er det en misforståelse at børnene rammes hårdest.At det er hårdt for børn at være fattige skal ikke underkendes men det skal det absolut heller ikke at det er ekstremt hårdt for voksne at være det, det er en syg tendens at der kun skal gøres noget sålænge der er børn involveret, hvor vil børnene være og ende uden voksne som har det godt.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også