»Når ansatte i ministerierne bliver presset for hårdt, betyder det i sidste ende, at betjeningen af borgerne bliver dårligere. Det kan eksempelvis føre til lange sagsbehandlingstider,« siger Peter Raben.

Regeringen stresser sine ansatte

Embedsfolk der arbejder for ministre som Christine Antorini (S) og Mette Frederiksen (S) skal løbe stærkt – nogle gange for stærkt. Flere medarbejdere går nemlig helt ned med stress og bliver syge i månedsvis.

Det viser en stor kortlægning af ministeriernes arbejdsmiljø foretaget af Ugebrevet A4. Den dokumenterer, at stress har været et voksende problem i en række ministerier under den nuværende regering.

Ugebrevet A4 har via aktindsigt fået udleveret såkaldte arbejdsplads-vurderinger (APV’er) fra alle 20 ministerier. Her kan man se de ansattes vurderinger af deres trivsel og psykiske velbefindende på arbejdet. Og de viser, at travlheden er så stor i flere ministerier, at medarbejderne lider under det.


Eksperter i arbejdsmiljø Hans Hvenegaard og Karen Albertsen fra arbejdsmiljø-firmaet TeamArbejdsliv har gennemgået APV’erne fra ministerierne for A4 og har et tydeligt billede af udviklingen.

»Når man skrålæser APV’erne, får man indtryk af, at arbejdspresset er steget i ministerierne i de senere år,« siger Hans Hvenegaard, som er direktør for TeamArbejdsliv.

Ifølge de to eksperter fra TeamArbejdsliv tyder APV’erne på, at der er alvorlige problemer med stress i en række ministerier. De ser blandt andre alarmerende oplysninger om stress/arbejdspres i APV’erne fra Skatteministeriet, Undervisningsministeriet, Fødevareministeriet, Justitsministeriet og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.

Farlig stress og jag går ikke alene ud over ministrenes mænd og kvinder. Det rammer i sidste ende også borgerne i form af eksempelvis alenlange ventetider, når klagesager skal afgøres. Lovsjusk og dårlig kvalitet i arbejdet kan blive resultatet, når embedsmænd er topstressede. 
Det forklarer Peter Raben, som er næstformand for fagforbundet HK Stat.

»Når ansatte i ministerierne bliver presset for hårdt, betyder det i sidste ende, at betjeningen af borgerne bliver dårligere. Det kan eksempelvis føre til lange sagsbehandlingstider,« siger Peter Raben.

Lars Qvistgaard. der er formand for Djøf’s Overenskomstforening samt formand for Akademikernes arbejdsmiljøpolitiske udvalg, er ikke i tvivl om, at den reformivrige regering har bidraget til stress i ministerierne.

»Vi har en regering, som har valgt at lave om på rigtigt, rigtigt mange ting. Også på indretningen af centraladministrationen. Derudover har vi en økonomisk krise, hvor mange er blevet meget mere bevidste om, hvad det betyder, hvis de mister deres job. Det kan være med til at give stress og bekymringer, når der jævnligt sker besparelser og nedlægges stillinger i staten,« siger Lars Qvistgaard.

Djøf organiserer de mange jurister, statskundskabere og økonomer i det, som blandt embedsmænd kaldes centraladministrationen – altså ministerierne.

»Der er sket noget i centraladministrationen. Kravene til at levere – og levere hurtigt – har været stigende i de senere år,« fortæller Lars Qvistgaard. 

Læs mere hos Ugebrevet A4

Emneord: Stress, NPM, Ledelse, Centraladministrationen, Slotsholmen, Djøficering, Konkurrencestat
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også