Regeringen vil sikre demokratisk dannelse i friskoler

Politik

11/03/2016 11:44

Nick Allentoft

Regeringen er ved at tjekke tilsynet med friskoler, forklarer Venstres uddannelsesordfører Anni Matthiesen. Hvis formålet alene er at ramme muslimske skoler er det ulovligt, siger eksperter.
Regeringen styrker tilsynet med friskoler, fordi det ikke længere er nok at lade en tilsynsførende eller forældrene tjekke skolens kvalitet. Venstres uddannelsesordfører, Anni Matthiesen, påpeger at børnene ifølge friskoleloven skal lære demokratisk dannelse.   - Vi skal have strammet tilsynet med de frie skoler. Vi skal finde løsninger, som også kan fange nogle rådne æbler i kassen. Der er helt klare regler om, at man skal leve op til demokratisk dannelse i vore frie skoler, siger Anni Matthiesen

Allerede i november 2015 krævede børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) skærpet tilsyn. Jylllands-Posten refererede en rundspørge, der viste at en lærer på en kristen friskole fører tilsyn med kristne friskoler.

En lærer på en Rudolf Steinerskole tjekker andre Steiner-skoler, og en forstander på en friskole for indvandrerbørn fører tilsyn med andre indvandrerfriskoler.    - Vi kommer til at stramme reglerne, og det har jeg talt med skolerne om, sagde Ellen Trane Nørby dengang til Jyllands-Posten.   - Vi bliver nødt til at sikre os, at tilsynene er uvildige nok, og at de tilsynsførende tør løfte en pegefinger, hvis de oplever noget, som ikke er godt nok.   Pengene kanaliseres imidlertid over i en koranskole.   I dag vælger forældrebestyrelsen, hvem der fører tilsyn med skolen. Den tilsynsførende skal være certificeret og godkendt af ministeriet, påpeger Anni Matthiesen.   - Vi må sikre, at der leves op til de krav, vi allerede har. Vi går tilsynsreglerne igennem. Er der nogle steder, hvor vi kan ramme nogle ting, men så vi fortsat kan drive frie skoler, siger Anni Matthiesen.   Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, kræver også skærpet tilsyn, efter at TV2 har afsløret, at en forening bag en moské får offentligt tilskud som socialt værested med fysisk aktivitet for børn.   Eksperter: Ulovligt at skærpe tilsyn med muslimske skoler Men man kan ikke alene kigge de muslimske friskoler efter i sømmene, påpeger en lektor og en professor.   - Jeg har meget svært ved at se, at det ville være lovligt at føre særligt tilsyn med muslimske friskoler, siger Sten Bønsing, lektor ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet.   - Det strider mod to ting: Dels, at man skal have en konkret mistanke eller et sagligt kriterium – og så det særlige forhold, at der er en beskyttelse af religionsfriheden.   Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, har længe krævet skærpet tilsyn og pointerer, at muslimske friskoler "taler med to tunger".   Men hvis man retter lovgivningen mod muslimske friskoler, vil det være i strid med diskriminationsbestemmelserne i Grundloven omkring religionsfrihed, vurderer Jørgen Albæk Jensen, der er professor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet.   - Man kan skærpe det generelt ved eksempelvis at ændre på, hvem der fører tilsyn – og at man i særlig grad eksempelvis skulle være opmærksom på, at demokratiske værdier bliver varetaget. Så har man måske indirekte sagt, hvilke skoler det retter sig mod, men ikke direkte sagt, at det er de muslimske, siger han.   Venstres uddannelsesordfører, Anni Matthiesen, forsikrer, at tilsynet vil blive skærpet. I dag kan en forstander på en friskole med indvandrerbørn føre tilsyn med andre muslimske friskoler.   - Man kunne også lade tilsynsmyndigheden være en offentlig myndighed. Det er et relativt nemt greb, siger Jørgen Albæk Jensen.   FAKTA: Om regler for tilsyn med friskoler Frie grundskoler skal vælge mellem selv at evaluere eller få ført tilsyn af en tilsynsførende. Den tilsynsførende på en fri grundskole skal være certificeret. Kravet om certificeringen har været i kraft siden 1. august  Forældrene på en fri grundskole vælger en eller flere tilsynsførende til at føre tilsyn med undervisningens kvalitet. De tilsynsførende vurderer, om undervisningen og elevernes faglige niveau kan stå mål med folkeskolen. Den tilsynsførende kan ikke overtage forældrekredsens tilsyn.   Den forældrevalgte tilsynsførende skal være certificeret til at føre tilsyn med frie grundskoler. Skolerne kan vælge mellem tilsynsførende, der er certificeret af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.   Skolen skal orientere Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om, hvem der er valgt som tilsynsførende og offentliggøre valget af tilsynsførende på skolens hjemmeside. Skolen kan vælge at bede kommunen om at udpege en eller flere tilsynsførende.   Kilde: Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce