I disse dage sidder mange unge fra folkeskolens afgangsklasser med en stor beslutning – i marts skal de vælge, hvilken ungdomsuddannelse de vil starte på efter sommerferien. Men deres valg har måske ikke så afgørende betydning, som de føler. Både en gymnasial og en erhvervsrettet uddannelse giver nemlig mulighed for videre uddannelse og flere karriereveje.
Derfor er en række parter på Vestegnen gået sammen om projektet ’Flere unge i erhvervsuddannelse’, hvor vi netop har afholdt opstartsevent. Vores erfaring er, at mens mange unge og deres forældre her i regionen har en god fornemmelse af, hvad det vil sige at gå på gymnasiet, kniber det mere med viden om, hvilke muligheder man får med en erhvervsuddannelse i rygsækken.
Det skal vi gøre noget ved, for en erhvervsuddannelse giver langt flere karriereveje, end de fleste ved, og i mange brancher er der rigtig gode jobmuligheder både nu og fremover. For eksempel er der på industriområdet behov for industrioperatører til at styre de avancerede robotter og kvalitetssikre produkterne. Hvis du senere vil uddanne dig videre, kan du både specialisere dig inden for bestemte produktionsområder, og du kan tage en akademiuddannelse som for eksempel produktionsteknolog og hér lære også at udvikle og konstruere maskiner og anlæg.
Sammen om fælles indsats på Vestegnen
I projektet vil vi nytænke erhvervspraktikken i 8. klasse, vi vil aktivere faglærte forældre som rollemodeller, og vi vil etablere et tæt netværk med virksomheder om praktik.
Og så skal vi oplyse eleverne om uddannelse, erhvervspraktik og karrieremuligheder tidligere, end man ellers har gjort. Allerede fra 6. klasse skal eleverne have en fornemmelse af, hvad det vil sige at gå på arbejde, og hvilke muligheder en erhvervsuddannelse giver. De unge skal have sat tanker og overvejelser i gang. Når de så senere skal vælge ungdomsuddannelse, kan de bedre træffe valget på et oplyst grundlag, fordi de i praksis har mødt erhvervsuddannelserne, og for eksempel sammen med en erfaren handelsuddannet har købt råvarer ind til en virksomhed og fået varerne leveret til tiden.
En smagsprøve på arbejdslivet
Som en del af projektet vil de unge møde faglærte rollemodeller, der præsenterer deres arbejde og arbejdsplads. Eleverne kommer meget tættere på end tidligere tiders erhvervspraktik og får en smagsprøve på, hvordan arbejdslivet ser ud i forskellige brancher.
Der bliver også skruet op for netværket mellem vejledningscentre, folkeskoler og erhvervsliv for at understøtte, at en erhvervspraktik i 8.klasse også kan være døråbner til en praktikplads.
Der bliver brug for unge faglærte
Forhåbentlig kan projektet få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Der er et stort generationsskifte på arbejdsmarkedet på vej. Der er brug for flere faglærte, især inden for bygge- og anlæg, industrien, restauranter, transport og handel. Hvis der ikke uddannes flere, kommer vi i hovedstadsregionen til at mangle mindst 7.000 faglærte allerede i 2020.
Hovedstadsregionen er det sted i Danmark, hvor færrest unge i 9. eller 10. klasse vælger en erhvervsuddannelse. Selv om unge fra Vestegnen er med til at trække gennemsnittet på 14 pct. op, er der stadig et stykke vej til målsætningen på 25 pct. I Glostrup er tallet ca. 16 pct., i Ishøj ca. 17 pct., mens flest – 23 pct. – vælger en erhvervsuddannelse i Høje Taastrup.
Region Hovedstaden har investeret 4,5 mio. kr. i det 3-årige projekt, der har et samlet budget på 6 mio. kr.