Vi sætter os gerne for bordenden for at samle regionale og kommunale kræfter i en konstruktiv dialog med staten for at skabe klarhed over lovgivningen og finansieringen i forbindelse med at forebygge de massive ødelæggelser, som et voldsomt skybrud eller stormflod medfører - på tværs af kommune og regionsgrænser.
Vejret har endnu en gang vist tænder med stormen Urd mellem jul og nytår og stormfloden i de første dage af det nye år. Oversvømmelserne har haft store konsekvenser for den enkelte familie, som har fået oversvømmet huset eller virksomheden, der har fået ødelagt lager eller maskinpark. Mange familier skal nu trækkes igennem forsikringssager, ombygninger og meget bøvl i forbindelse med en oversvømmelse. De virksomheder, som har lidt skade, har også mange tabte arbejdsdage, som i stedet for at blive brugt på at lave forretning, nu skal bruges på oprydning og reetablering.
Sagen er den, at det desværre ikke er helt entydigt lovgivningsmæssigt, hvem der må, kan og skal gøre hvad, når det gælder sikring mod vandmasserne, ligesom ansvaret for finansiering af de forbyggende tiltag heller ikke er soleklart. Derfor skal der være klarere regler, så alle ved, hvilke spilleregler, der gælder, og kan handle ud fra det. Og så er det vigtigt, at reglerne ikke kompliceres mere end højst nødvendigt. Det vil være en fordel, hvis kystsikring og skybrudssikring kan iværksættes og planlægges uden for meget unødigt bureaukrati.
Vi skal også dele de gode erfaringer, der eks isterer på området, så vi ikke behøver at genopfinde den dybe tallerken. Region Hovedstaden har ikke myndighedsansvaret i kystsikringssager, men vi bidrager gerne til løsninger og til at udbrede »best practice« på tværs af kommunegrænserne. Fx har vi en regional task force, som hjælper kommuner og forsyninger med at gribe klimatilpasning an i en koordineret indsats.
Samtidig har Region Hovedstaden igangsat et ambitiøst initiativ, der er et såkaldt »living lab for klimatilpasning«. Det går ud på, at man tester, demonstrerer og kvalitetssikrer klimatilpasningsløsninger og samtidig også udvikler klimaløsninger, som vi dels kan få glæde af i Danmark, men som også kan eksporteres til udlandet.
Men for at det hele kan lykkes, kræver det politisk handling. Lovgivning og regler skal være så smidige, enkle og gennemskuelige som muligt. Derfor stiller Region Hovedstaden sig meget gerne til rådighed i forhold til at hjælpe en dialog i gang mellem regionerne, kommunerne og staten, så vi kan få fundet gode løsninger til gavn for os alle i kampen om at begrænse skaderne, som fremtidens vilde vejr ellers vil forårsage.
For desværre bliver det vilde vejr ikke roligere - tværtimod viser prognoserne, at vi skal forvente højere vandstand i havene, flere oversvømmelser i de heftige storme og hyppigere skybrud. Det forventes fx at den generelle vandstand i havene vil stige en meter fra 1990 til 2100, og at oversvømmelserne derfor vil blive voldsommere i stormvejr - hvis ikke vi gør noget for at sikre vores værdier. Fremtidens vilde vejr er altså et vilkår, vi bliver nødt til at indrette os efter.
I stedet for at stikke hovedet i busken, skal vi hellere forsøge at forebygge ødelæggelser så meget som muligt. Det kan ikke betale sig at lade være med at gøre noget. Eksempelvis ødelagde stormen Bodil værdier på Nordkysten for ca. 100 mio. kr. og i Isefjorden for ca. 400 mio. kr. Der er efterfølgende blevet anbefalet tekniske løsninger i omegnen af 150 mio. kr., som ville kunne sikre kysterne mod ødelæggelser. Har vi råd til at lade være? Heldigvis kan meget teknisk set lade sig gøre indenfor forebyggelse, og vi er blevet dygtige til at kunne sikre os mod vandmasserne, som truer os både fra himlen og havet. Men fordi disse vejrfænomener og ødelæggelserne, som følger med, ikke kender grænser, er klimasikring af private hjem, virksomheder og offentlig ejendom en opgave, vi må løse i fællesskab på tværs af kommunale og regionale grænser.
Et eksempel på udfordringerne er, at der langs en å primært vil ske ødelæggelser i den lavtliggende del af åen ved forhøjet vandstand, mens forebyggelsen af problemet bedst sker i de højere liggende dele af åens løb - og de to steder ligger måske i hver sin kommune og har derfor ikke samme økonomiske interesse i at investere. Her gør forskellige regler det ofte meget kompliceret at samarbejde om at lave de nødvendige klimatilpasningstiltag. Det må vi kunne gøre smartere.
