Regnvejret får en fest

Bæredygtighed

24/08/2017 15:23

Kolding Kommune

Er der ligefrem grund til at fejre, at det regner mere end tidligere? Ja, siger Klimavand, som er Kolding Kommune og BlueKoldings samarbejde om klimatilpasning, og har derfor stablet en regnvejrsfest på benene.

Nyt vejr, nye muligheder. Sådan lyder Klimavands slogan og hvad det helt konkret betyder, kan gæsterne til Danmarks første regnvejrsfest blive klogere på. Festen bliver skudt i gang fredag den 25. august kl. 16 i Søndergade i Kolding – som en del af Kolding Kulturnat.

Nogle af de ingredienser, der skal gøre koldingenserne klogere på klimaforandringer og klimatilpasninger er regnvandsdrinks, fællesspisning med klimavenlig suppe, klimaænder i Kolding Å og en konkurrence, hvor skolebørn konkurrerer på at levere den bedste regnvandsløsning. Desuden kommer Energi-, forsynings- og klimaminister Hans Chr. Lilleholt forbi Regnvejrsfesten og kårer Årets Klimahelt.

’Klimaforandringer og klimatilpasning kan være både komplekst og teknisk og skal vi have koldingenserne til at interessere sig for emnet, er vi nødt til at tænke ud af boksen og blande sjov og ballade med alvor. Ellers når vi aldrig bredt ud’, forklarer Sanne Munk, der er klimatilpasningskoordinator i Kolding Kommune.

Klimatilpasning skal give merværdi
Klimavands slogan ’Nyt vejr, nye muligheder’ er ikke grebet ud af luften, forsikrer Sanne Munk. Det har sit udspring i Kolding Kommunes Klimatilpasning, som handler om, at alle store klimatilpasningsprojekter i Kolding skal rumme mindst to merværdier, udover at håndtere den øgede regnmængde.

’Når vi klimatilpasser, ønsker vi derfor ikke kun at stuve vandet væk, men også at udvikle bæredygtige løsninger sammen med borgere og virksomheder, hvor vi reducerer vores brug af ressourcer, reducerer kvælstof, forskønner de områder, hvor vi klimatilpasser med nye kreative muligheder eller noget helt fjerde’, forklarer Sanne Munk.

Læs mere om Regnvejrsfesten og Klimavand på klimavand.dk og følg Klimavand på Facebook på facebook.com/klimavand

 

Mest Læste

Annonce