Er det noget for dig?
Det er ikke nogen hemmelighed, at mange elsker at rejse væk fra hjemlandet for at opleve nye kulturer.
Inden længe pakker et hav af danskere kufferten til en kort storbyferie i Europa.
Priserne på både flybilletter, hotelovernatninger og restaurantbesøg har dog taget nogle gevaldige hop opad på det seneste.
Heldigvis findes der stadig spændende områder, hvor pengene rækker længere, og man slipper for store turistmængder.
En ny europæisk opgørelse har fundet tre oversete perler, som er perfekte til et billigt afbræk i 2026.
Det skriver Travelbook.
Billige europæiske storbyer
Det britiske magasin Time Out har lavet en liste over de mest budgetvenlige byer til en hurtig rejse.
Helt i top finder man Sarajevo, som er hovedstaden i Bosnien-Hercegovina. Undersøgelsen viser, at byen er ideel, fordi man kan gå rundt i gaderne i timevis uden at bruge formuer.
Byen byder blandt andet på gratis guidede ture, hvor man kun betaler drikkepenge til guiden.
Prisniveauet er generelt meget lavt, da en halv liter øl koster 2,30 euro, mens en overnatning i en ferielejlighed i snit står i 40 euro.
Hvis turen i stedet går til Albanien, kan man besøge hovedstaden Tirana, som snupper andenpladsen.
Landet har oplevet et stort boom i antallet af besøgende, fordi det fungerer som et billigt alternativ til Spanien, Grækenland eller Italien.
Tirana byder på spændende historie fra kommunisttiden, og priserne rundt omkring i byen er tilmed rimelige, skriver mediet.
En engelsk overraskelse
Den sidste by på listens top tre er den engelske by Hull, som officielt hedder Kingston upon Hull.
Byen er måske ikke den første destination, man tænker på, når man skal på ferie, hvilket netop gør 2026 til det oplagte tidspunkt for at besøge den.
Priserne er noget højere end i de to øverste byer, da en øl koster 5,60 euro, og en overnatning ligger på 80 euro.
Byen er dog noget billigere end resten af Storbritannien.
Travelbook anbefaler især, at man tager en rolig gåtur gennem den smukke og historiske gamle bydel.