Forside Rejse Ny undersøgelse afslører danskernes mærkelige rejsevaner: Det pakker vi i...

Ny undersøgelse afslører danskernes mærkelige rejsevaner: Det pakker vi i kufferten

bagagebånd
Shutterstock

Danskerne pakker lidt af hvert.

Kufferten skal snart findes frem i tusindvis af danske hjem, når efterårsferien står for døren.

Men hvad pakker danskerne egentlig med, når de bytter oktoberkulde ud med sol og varme? 

Tilsyneladende ikke kun det mest oplagte.

En ny undersøgelse foretaget blandt 4.550 danskere i Spies’ rejsepanel viser, at 28 procent tager kaffe- eller teposer med hjemmefra, når de rejser på ferie.

17 procent pakker vaskemiddel, mens 14 procent finder plads til deres egen hårtørrer.

“Man kan godt rejse langt væk uden nødvendigvis at have lyst til at undvære alt hjemmefra,” siger Sofie Folden Lund, der er presse- og kommunikationschef i Spies, og fortsætter:

“For nogle er det den kaffe, de plejer at drikke om morgenen, mens andre gerne vil kunne vaske en T-shirt eller børnenes tøj undervejs. Det siger lidt om, at en god ferie for mange også handler om at gøre det nemt og trygt for sig selv.”

Hver femte midtjyde pakker vaskemiddel

Der er også forskel på, hvor i landet vaskemidlet oftest får en plads i kufferten.

I Region Midtjylland svarer 20 procent, at de normalt tager vaskemiddel med på ferie. Det er den højeste andel i undersøgelsen. I Region Hovedstaden gælder det 16 procent.

Også kaffe, te og hårtørrer er blandt de ting, midtjyderne relativt ofte finder plads til.

“Det er min helt klare opfattelse, at mange midtjyder har en mere praktisk tilgang til ferien end eksempelvis københavnere. Dem, der bor i Region Midtjylland, har et andet overskud og mere ro i hverdagen, hvilket gør dem i stand til at tænke i fremtidige, potentielle scenarier, som for eksempel snavset tøj, som lige skal vaskes,” siger Manou Messmann, der er ekspert i forbrugeradfærd.

“Københavnere er vant til et hurtigere tempo i hverdagen og er derfor – modsat mange jyder – vant til at tage tingene, som de kommer, hvilket vil sige mere spontant og ad hoc,” tilføjer hun.

Selv elkedlen ryger i kufferten

For nogle stopper den praktiske feriepakning ikke ved kaffe og vaskemiddel.

5 procent af de adspurgte tager deres egen elkedel med, 3 procent pakker en Chromecast, og knap to procent finder endda plads til et strygejern.

Ads by MGDK