Rekordsalg: Danskerne køber langt flere huse end tidligere

Nye handelstal fra Boligsiden.dk viser, at der i de første 10 måneder af 2018 er solgt rekordmange huse i Danmark. Halvdelen af landets kommuner har nu et højere hussalg end på noget andet tidspunkt i årtiet.

Der er solgt mere end 41.000 villaer og rækkehuse i Danmark fra januar til oktober. Det viser helt nye handelstal fra Boligsiden.dk. Sammenlignet med samme periode for syv år siden er 2018-salget 79 procent højere.

”Handlen med huse i Danmark har rigtig gode vilkår i disse år, og i 2018 har salget med få undtagelser hver eneste måned ligget over samme måned i 2017. I de nye tal for oktober kan vi igen se, at der har været høj aktivitet på markedet, hvor der er blevet givet håndslag på godt 4.300 handler. De mange handler i oktober er medvirkende til, at totalen for de første 10 måneder af 2018 er væsentligt højere end i samme periode de foregående år,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Salget på sit højeste i 48 kommuner
Det høje antal af hushandler er bredt forankret i hele landet, og 2018 har foreløbig været rekordår for 48 af landets kommuner. Der er dog en klar geografisk tendens i placeringen af disse kommuner.

Læs mere om boligmarkedet

Boligsiden deler viden og gode historier på DenOffentlige.  Deres udgivelser bliver samlet med øvrige historier om boligmarkedet på temasiden her.

”Det er især uden for de store byer, at salget er højt lige nu, mens tendensen i Aarhus, Aalborg og Esbjerg, hovedstadsområdet og på Sjælland generelt er, at antallet af handler toppede mellem 2015 og 2017. I takt med at priserne er steget i og omkring de store byer, er køberne trukket længere væk, så der lige nu er stor vækst i salget i andre områder af Jylland. Det gælder blandt andet i Lemvig, Silkeborg og Kolding, der er de tre jyske kommuner, hvor hussalget er steget mest siden sidste år,” siger Birgit Daetz.

Odense er den eneste af de store byer, hvor antallet af handler fortsat stiger. Også her stiger hussalget i de omkringliggende kommuner.

”Der er vækst i hussalget i alle kommuner på Fyn, og handlen er det seneste år steget mellem 28 og 14 procent i Kerteminde, Nyborg, Faaborg-Midtfyn og på Langeland. At det også stiger i hovedbyen Odense, gør Fyn til en særlig historie,” siger Birgit Daetz.

Vil tendensen fortsætte?
Det høje niveau i salget af huse har nu varet siden 2015, og Birgit Daetz forventer, at det fortsætter noget tid endnu. Og i hvert fald så længe renten er lav.

”Salget af huse tog et hop i 2015 og 2016 som konsekvens af den meget lave rente. I 2017 steg niveauet så endnu et nøk i takt med, at arrene efter finanskrisen blev helet, og højkonjunkturen bed sig fast. Det høje salg er fortsat ind i 2018, hvor blandt andet den lave arbejdsløshed har været med til at gøre flere i stand til at købe. Samtidig er renten stadig lav, og så længe den er det, forventer vi, at hussalget holder sit nuværende høje niveau.”

Mens salget af huse stiger, falder salget af ejerlejligheder fortsat. De nye handelstal for oktober viser, at salget er 11 procent lavere i de første 10 måneder af i år sammenlignet med samme periode sidste år. I København og Aarhus er salget henholdsvis 17 og 13 procent lavere.

Se antallet af solgte huse i de forskellige år samt øvrige nøgletal på Boligsiden.dk.

Emneord: 211118, Boligmarkedet
Boligsiden A/S på DenOffentlige.dk På Boligsiden.dk gør vi det nemt for boligkøbere at finde den bolig, de er på jagt efter. Selskabets aktionærer er ejendomsmæglere, ejendomsmæglerkæder og Dansk Ejendomsmæglerforening. Boligsid...
Aktivitet: Artikler: 129 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også