Rohde går til De Radikale som åbent inviterer flere V-folk indenfor

Politik

19/12/2015 22:42

Nick Allentoft

Jens Rohde går i protest mod Venstres asyl- og EU-politik. Han bliver nu nyt medlem af De Radikale, hvor man byder Rohde meget velkommen og inviterer flere V-folk ind.
Jens Rohde melder sig ud af partiet Venstre i protest mod partiets asylpolitik samt den skeptiske EU-kurs og går til Radikale, skriver Politiken. Udmeldelsen sker efter mange års hård kritik af V-toppen fra Rohde, der senest i 2014 blev genvalgt til Europaparlamentet for Venstre.

Rohde er også viceborgmester i Viborg Byråd, og han har en fortid som Venstre-profil, ligesom han i starten af 00'erne var politisk ordfører. 

Men nu har Rohde fået nok:    - Da jeg for halvandet år siden gik til kamp for at få Kristian Jensen som formand i Venstre, brugte jeg argumentet, at vi var ved at ligne DF light.    - Dengang havde jeg aldrig forestillet mig, at Venstre skulle være forfatter til de forslag, der så er kommet nu, siger Jens Rohde til Politiken med henvisning til de omfattende stramninger af asyl- og udlændingepolitikken, som V-regeringen har gennemført og varslet de seneste måneder.   Jens Rohde advarer ligefrem i Politiken om, at der er sket et generelt "værdiskred" i borgerlig blok.   - Hvis jeg ser ud over blå blok i dag, er der ikke flere liberale grundprincipper i det, der foregår, end der er russere i en russisk salat, siger Jens Rohde til Politiken.   Venstres næstformand, Kristian Jensen, er ikke enig i eksmedlemmets kritik.   - Vi har en udlændingepolitik, der går på to ben. Det er et tab for Venstre, hver gang et medlem forlader Venstre, og det er naturligvis også et tab, når nogle, der er valgt på Venstre-stemmer og dermed har et Venstre-mandat, forlader Venstre, siger Kristian Jensen til Politiken.   Det er kun få dage siden, at den nu tidligere Venstre-mand og folketingskandidat Kåre Traberg Smidt også fik nok af partiets hårde udlændingepolitik. Han skiftede til Alternativet.   Østergaard: Rohde har længe matchet De Radikale Venstres skeptiske EU-kurs og den strammere tilgang på asylområdet udløser nu Jens Rohdes partiskifte.   Venstres mangeårige profil Jens Rohde, medlem af EU-Parlamentet og viceborgmester i Viborg, har lørdag aften officielt meddelt, at han skifter Venstre ud med De Radikale.   Det skyldes Venstres asylpolitik og den stadig strammere tilgang til området. Politisk leder for De Radikale, Morten Østergaard, ser frem til samarbejdet.   - Jeg glæder mig til at arbejde sammen med Jens. Vi har gennem længere tid kunnet se, at han bragte synspunkter frem, som matchede vores, og derfor er jeg sikker på, at han vil føle sig hjemme fra første dag, siger Morten Østergaard i en kommentar.   I søndagens kronik i Politiken - som blev tilgængelig lørdag aften - begrunder Jens Rohde blandt andet sit skift med, at der er tale om "en værdipolitisk nødvendighed".   Jens Rohde mener, at Venstres politik har lagt sig alt for tæt på Dansk Folkepartis. Han siger videre, at han ved, at der er medlemmer af Venstres folketingsgruppe, som deler hans synspunkter.   Morten Østergaard mener, at De Radikale er det rette parti for Jens Rohde.   - Jens Rohde er velkommen i de radikale rækker. Vi er stolte af, at han ser os som det bedste sted at kæmpe for frihed til forskellighed, for internationalt udsyn og for ansvar for de forfulgte, siger Morten Østergaard.   For en uge siden meldte Kåre Traberg Smidt sig ud i protest, og midt på ugen fulgte en anden folketingskandidat efter.   Michael Jellesmark, der også er tidligere medlem af Venstres hovedbestyrelse, gik til Alternativet ligesom Traberg Smidt.   Også den tidligere radikale leder Margrethe Vestager byder V-profilen Rohde velkommen.   - De bedste to ord i den anledning er: Varmt velkommen, siger hun til Politiken.   Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) byder også det nye medlem velkommen.   - Velkommen Jens Rohde, respekt! Måtte andre Venstre-folk vise samme styrke og rygrad!, skriver han på det sociale medie Twitter.   BLÅ BOG: Jens Rohde - fra Venstre-mand til radikal Jens Rohde forlader Venstre i protest mod partiets udlændingepolitik og melder sig ind hos De Radikale. EU-parlamentarikeren Jens Rohde (V), der også er viceborgmester i Viborg, forlader Venstre i protest mod partiets udlængepolitik og EU-politik. Han har meldt sig ind hos De Radikale.   * Alder: 45 år, født 18. april 1970 i Holstebro.   * Uddannelse:   1989: Student fra Viborg Katedralskole.   1994-1995: Statskundskab-studier.   * Politisk karriere   1993-2015: Medlem af Venstre.   1998-2006: Medlem af Folketinget, valgt i Viborg Amtskreds.   2001-2006: Politisk ordfører for Venstre.   2001-2005 og igen fra 2014: Byrådsmedlem i Viborg Kommune.   Siden 2009: Medlem af Europaparlamentet, genvalgt 25. maj 2014 med 48.882 personlige stemmer.   2015: Melder sig ind hos De Radikale.   * Erhvervskarriere:   1984-1997: Programmedarbejder på Radio Viborg.   1989-1991: EU-reporter for Radio Viborg og Danmarks Erhvervsradio.   1991-1994: Ansat på reklamebureauerne CC Marketing og Byro.   1994-1998: Daglig leder af Viborg Handelsstandsforening.   1998: Medieunderviser, Viborg Ungdomsskole.   2007: Administrerende direktør for TV2 Radio.   * Privat: Gift med Katrine. Tre børn. Familien bor i Viborg.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce