S slår nyt slag for hurtigere tog med rejsetidsberegner

Infrastruktur

27/09/2013 10:45

Ny hjemmeside giver danskerne et overblik over, hvor meget rejsetiden med tog reduceres med Togfonden DK.

Danskerne skal ikke være i tvivl om, hvad de får ud af, at regeringen i samarbejde med Enhedslisten og Dansk Folkeparti har valgt at øge beskatningen af Nordsøolien.

Derfor lancerer Socialdemokratiet fredag hjemmesiden tjektogtiden.dk, der er inspireret af rejseplanen.dk, for at vise folk, hvor meget rejsetiden med tog vil reduceres i fremtiden ved at bruge de mange oliemilliarder til at optimere den danske togdrift.

- Med tjektogtiden.dk kan danskerne se, hvad de hurtigere tog betyder, når de pendler på arbejde eller besøger familien langt væk.

- Derfor har vi lagt alle tilgængelige tal ind i beregneren, siger Socialdemokratiets trafikordfører, Rasmus Prehn, i en mail til Ritzau.

Tjektogtiden.dk udgør anden etape i Socialdemokratiets store kampagne for Togfonden DK.

Første etape i partiets tog-kampagne blev skudt i gang den 20. september, hvor tredobbelte annoncer med påskriften "Hurtigere og bedre tog til alle i Danmark. Eller. Lav skat til udvalgte olieselskaber" blev hængt op på togstationer og trykt i lokale aviser.

Kampagnen skal minde danskerne om, at Venstre står uden for den nye skatteaftale i Nordsøen, som skal finansiere et nyt jernbanenet og hurtigere tog.

- Venstre har jo forsøgt at latterliggøre de hurtigere tog ved at sige, det kun handler om et par minutter.

- Nu kan man sort på hvidt se, at det faktisk rykker noget. Tjektogtiden.dk viser helt enkelt, hvor stor en forskel oliemilliarderne gør for danskerne, siger Rasmus Prehn.

Fredag mødes regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten for at nå til enighed om, hvordan Togfondens 28,5 milliarder kroner skal fordeles.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce