Hvis det lykkes at bryde mønstret for 70 pct. af de unge, hvilket er succesraten for de bedste mentorprogrammer, er den samfundsøkonomiske gevinst over 19 mia. kr.
”En satsning på at skabe flere mønsterbrydere er samfundsøkonomisk set en særdeles god forretning. Den gevinst bliver imidlertid ikke realiseret fuldt ud i dag. Indsatsen over for de socialt udsatte unge varierer meget fra kommune til kommune. Der er behov for en langt mere fokuseret og systematisk indsats,” siger Lisbeth Zornig Andersen, stifter af Huset Zornig.
Om Huset Zornig
Find artikler og blogs fra Huset Zornig og Lisbeth Zornig Andersen her.
Det konkluderer rapporten ”De unge mønsterbrydere”, som er udarbejdet af Huset Zornig. Rapporten rummer samtidig et design til et mønsterbryderprogram, som tager afsæt i best practice på området og som er udarbejdet i samarbejde med udsatte unge og voksne mønsterbrydere.
Zornigs mønsterbryderprogram
”Der findes allerede velfungerende mentorordninger, som har succes med at hjælpe unge med forskellige udfordringer til uddannelse og arbejde. Vi har analyseret, hvad de bedste gør, og inddraget de udsatte unge og voksne mønsterbrydere selv for at designe det mest effektive program,” siger Lisbeth Zornig Andersen.
Læren fra de mest succesrige mentorordninger er, at det er afgørende for succes, at relationen mellem en mentor og den unge er stærk og vedvarende, og at støtten er helhedsorienteret – det vil sige en støtte i alle livets forhold, også i fritiden, altså livsmestring. Rapporten anbefaler derfor en vedvarende støtte til socialt udsatte unge fra de er 14-16 år indtil de står på egne ben. Samtidig anbefaler rapporten, at mentorerne selv er voksne mønsterbrydere.
”Vi kan se, at det betyder noget for de socialt udsatte unge, at mentoren har erfaring med deres virkelighed, og selv er en mønsterbryder. Vi har derfor designet et program, hvor voksne mønsterbrydere støtter unge til mønsterbrud,” siger Lisbeth Zornig Andersen.
Mangler incitamenter
Mange af de eksisterende ungeindsatser har i dag en begrænset udbredelse. Flere tilbyder samtidig en begrænset indsats, som f.eks. lektiehjælp, men ikke livsmestring. Begrænsningerne hænger oftest sammen med økonomi. Mens det er klart, hvem der afholder omkostningerne til en indsats, så er det mere uklart, hvem der høster gevinsterne af et mønsterbrud – og hvornår.
”Vi mangler en økonomisk model, der skaber incitament for den enkelte kommune i at investere i den unges mønsterbrud. Med pressede budgetter er det lettere at spare nu og her, da man ikke kan regne med de senere gevinster i budgettet. Det betyder, at ungeindsatsen risikerer at blive ineffektiv, og milliardgevinsten ved et mønsterbrud fortaber sig og bliver til en milliardudgift i stedet,” siger Lisbeth Zornig Andersen.
Det er samtidig en udfordring, at de unge overgår fra en forvaltning til en anden, når de fylder 18 år. Ved den skæringsdato forsvinder en lang række støttemuligheder fra børne- og ungeforvaltningerne, mens nye regler og krav fra socialforvaltningerne og jobcentrene træder til i stedet, ligesom alle den unges kontaktpersoner i kommunen bliver udskiftet.
”18-årsgrænsen skaber et voldsomt brud og forstyrrer den kontinuitet i indsatsen, som vi kan se er meget afgørende for succes. Vi har behov for at bygge en bro hen over de lovmæssige og administrative kløfter, så den unge ikke falder i. Det er det, vi sigter mod med et vedvarende og sammenhængende mønsterbryderprogram,” siger Lisbeth Zornig Andersen.
Et mønsterbrydeprogram kan netop bygge bro over skiftet fra barn til voksen og sikre den afgørende kontinuitet i indsatsen, fremgår det af rapporten. Projektet er støttet af Det Obelske Familiefond og Lauritzen Fonden.
