Sammenhængsreform bid 1: Regeringen vil skrotte regler for fire milliarder kroner

Politik

02/09/2018 19:42

Nick Allentoft

Forsøg med friinstitutioner og afskaffelse af regler er med i kommende sammenhængsreform, skriver Politiken.

Regeringen vil i samarbejde med kommuner og regioner fjerne administrative regler for i alt fire milliarder kroner fra 2019 til 2022.

Det skriver Politiken søndag efter at være kommet i besiddelse af en række regeringsnotater med dele af en kommende sammenhængsreforms indhold.

Reformen har været halvandet år undervejs.

Den vil ifølge avisen blive præsenteret i seks bidder. Den første – en afbureaukratiseringsreform – lægges frem på tirsdag, når statsminister Lars Løkke Rasmussen afslutter sit årlige regeringsseminar.

Politiken beskriver flere dele af udspillet dog uden at uddybe, hvordan der skal fjernes regler for fire milliarder kroner.

Som en del af udspillet vil regeringen barbere antallet af statslige puljer med 50 procent inden 2022.

Ifølge Politikens dokumenter vil regeringen også igangsætte nye forsøg med "friinstitutioner", så plejehjem og sociale tilbud ikke længere skal følge statslige regler og regulering i kommunerne. 

Derudover skal en ny såkaldt frihedspakke sikre større frihed på undervisningsområdet.

I første omgang vil regeringen lægge flere end 100 initiativer frem, som tilsammen skal sikre, at man når målsætningen om mere frihed til offentlige institutioner.

Ifølge det kommende udspil vil regeringen nedsætte et ministerudvalg, som skal følge arbejdet de kommende år.

Man vil også oprette et nyt "forenklingsforum" med repræsentanter fra KL, staten, Danske Regioner og faglige organisationer, som skal komme med input til at sætte gang i afbureaukratiseringen. 

Som noget nyt skal forenklingsforummet komme med forslag til regeringen, som regeringen enten er tvunget til at følge eller forpligtet til at forklare, hvorfor den ikke gør.

Afbureaukratiseringsreformen får navnet "Færre regler og mindre bureaukrati i den offentlige sektor" og har til formål at "skabe mere frihed og tid til velfærd". Det står der i udspillet dateret september 2018.

Det bliver det første af i alt seks reformspor, og sammenhængsreformen præsenteres således ikke som en sammenhængende reform, skriver Politiken.

Den kobles i stedet til andre reformer formuleret i andre ministerier af andre ministres embedsmænd.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce