Selvbestaltet finsk borgerværn breder sig

Politik

27/03/2016 19:25

Nick Allentoft

Den fremmedfjendske finske gruppe Soldiers of Odin opstod i efteråret som følge af den europæiske migrantkrise, der også ramte Finland. Nu spreder den sig.

I takt med et stadigt større antal asylansøgere sidste efterår krydsede over grænsen fra Sverige, opstod der i Kemi i den nordlige del af Finland et selvudnævnt borgerværn. Organisationen, der kalder sig Soldiers of Odin, har siden bredt sig også ud over landets grænser.

Soldiers of Odin Germany, Soldiers of Odin Portugal, Soldiers of Odin Melbourne, Soldiers of Odin USA og Soldiers of Odin Danmark har oprettet konti på de sociale medier. Men flere steder er organisationens medlemmer også begyndt at patruljere fysisk. 

Timo Kilpiläinen fra den finske Polisstyrelsen har specialiseret sig i ekstremistgrupper. Han vurderer, at langt de fleste udenlandske foreninger som følge af en stor medieomtale indtil videre kun er støttegrupper for den indvandrerfjendske bevægelse.

- Men Soldiers of Odin har også bredt sig mere end virtuelt. Grupper af gadepatruljer med foreningens logo på ryggen er set i Estland, Norge, Danmark og Storbritannien, siger Kilpiläinen til nyhedsbureauet FNB.

I de lande, hvor Soldiers of Odin også er dukket op som gadepatruljer, ser medlemmerne det som deres opgave at beskytte borgere mod flygtninge, men myndighederne betakker sig for de selvbestaltede borgerværns tjenester.

Da en norsk gruppe gik på patrulje i byen Drammen vest for Oslo, fik deltagerne klar besked fra myndighederne om, at deres aktiviteter var uønskede.

- De blev stoppet af politiet og fik forbud mod at optræde som borgerværn. Der var ikke flere end fem, oplyste operationsleder Erik Gunnerød til avisen VG.

På Soldiers of Odins officielle Facebook-side i Finland afviser foreningen enhver påstand om, at den skulle være racistisk eller nazistisk. Men den finske statsradiofoni Yle har afsløret, at gruppen ud over den officielle Facebook-side også har et lukket forum.

I en række skærmklip viser Yle, hvad der sker i den uofficielle afdeling af Soldiers of Odin. Her er tonen en helt anden med racistiske og voldelige udtalelser. 

Eksempelvis har et medlem lagt et billede op af et mørkhudet barn i en spand med kommentaren "en spand med lort". Et andet medlem har postet et billede af Koranen dækket med bacon og afføring.

På flere billeder på den lukkede Facebook-side poserer mænd med geværer. Andre fremviser patroner og blankvåben eller optræder med nazihilsner. På et foto fra en sammenkomst i et lokale ses en fane fra den nazistiske Schutzstaffel, kendt som SS. 

Selv om Soldiers of Odin forsøger at give et stuerent indtryk af foreningen, så lurer en anden virkelighed under overfladen. I begyndelsen af marts gjorde den finske afdeling, der menes at have omkring 500 medlemmer, hierakiet klart for medlemmerne.

Den terminologi, der benyttes, minder ikke så lidt om den, man finder hos mc-klubber som Hells Angels og Bandidos. Finland er inddelt i chapters og medlemshierakiet består af fuldgyldige medlemmer, prospects og supporters.

Ud over formanden Mika Ranta, der skal for retten med en tiltale for grov vold, er flere andre i ledelsen af Soldiers of Odin i en række byer tidligere dømt for vold, tyveri og spritkørsel.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce