Foto: Shutterstock

Selvstændige kan nu passe corona-ramte børn hjemme

Velfærd

21/09/2020 10:51

Selvstændige bliver en del af den nye ordning, hvor forældre kan passe deres hjemsendte, corona-ramte børn på barselsdagpenge. Dermed lukker politikerne det hul, som opstod i sidste uges trepartsaftale mellem regeringen, fagbevægelsen og de store arbejdsgivere. SMVdanmark takker for, at politikerne har lyttet, men mener også, det er helt fair og naturligt, at selvstændige bliver inkluderet i ordningen.

I sidste uge aftalte regeringen og arbejdsmarkedets parter, dvs. fagbevægelsen og de store arbejdsgiverorganisationer, at forældre hvis børn var hjemsendt pga. corona, kunne få lov at passe dem på barselsdagpenge.

Men aftalen gjaldt kun, hvis man var lønmodtager. For selvstændige eller freelancere med corona-ramte børn var der ingen hjælp at hente. Nu har regeringen med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i spidsen foreslået, at ordningen udvides til også at omfatte selvstændige. Det kommer efter pres fra blandt andre SMVdanmark, og Jakob Brandt, adm. direktør, sender en stor tak til politikerne.

"Nu opnår vi ligestilling på dette punkt mellem lønmodtagere og selvstændige, der kan stå i en præcis lige så vanskelig situation som ansatte forældre, hvis deres børn bliver sendt hjem. Politikerne skal have tak for, at de har lyttet til gode argumenter og godt kunne se uretfærdigheden,” siger han.

Han er dog stadig ærgerlig over, at det ikke var tænkt ind fra starten, da aftalen blev skabt ved forhandlingsbordet i sidste uge.

”Det er desværre sket flere gange siden corona-krisens start, at de små og mellemstore virksomheder bliver overset. Det er skuffende, at de store erhvervsorganisationers fokus igen var på de store virksomheder og lønmodtagerne. De selvstændige betaler den samme skat, og det må være helt fair, at de får del i velfærdsydelserne, når de har nøjagtig samme behov som lønmodtagerne,” siger Jakob Brandt.

De selvstændige skal leve op til samme krav som lønmodtagere for at blive omfattet af ordningen, hvilket blandt andet vil sige, at de skal opfylde barselslovens betingelser for ret til barselsdagpenge, og de skal også fremlægge dokumentation for, at skolen eller institutionen har sendt barnet hjem. Desuden skal den selvstændige på tro og love erklære, at det ikke er muligt at drive virksomhed hjemmefra.

Mest Læste

Annonce