”Send alle dumme udlændinge til månen!”

Er et asylstop virkelig inhumant, eller er det både en økonomisk, logisk og fornuftig beslutning for at vores samfund igen kan fungere og ikke degenereres til et uciviliseret stadie? Anahita Malakians kaster et blik på debatten i dette blogindlæg.

De gamle dage er forbi og fremtiden ser dyster ud

Man kan godt sidde i dag som tidligere flygtningebarn og prise sig lykkelig over at politikken og samfundsoplysningen om omkostningerne ved indvandringen dengang jeg kom til, var så mangelfulde og naive som de var. For havde man vidst at vi i dag ville stå i sådan en uholdbar situation på området, så havde jeg nok ikke været i landet. Det kan man så mene ville være drønærgerligt og et tab for det danske samfund, da jeg i dag har bidraget med børn til næste generation, to virksomheder, et par arbejdspladser, frivilligt arbejde, lokalt og politisk engagement og en stemme i samfundsdebatten til forsvar for danske værdier. Men jeg ved også godt at der er langt imellem flygtninge som mig der endda er 1.-generations. Og kan en enkelt tilflytter som mig så gøre det op for alle dem der ikke evner eller ønsker at være en del af samfundet og bidrage til det? – nej, det kan det desværre ganske enkelt ikke.  

Hvis skyld er det så at vi er nået dertil at vi må takke nej til guld på gaden og endda smide det på gaden, når det faktisk er indenfor vores grænser? Det er selvfølgelig politikernes skyld og deres naive forestilling om at så længe vi bød velkommen til friheden og demokratiet, så ville alle tage i mod med kyshånd og værne om disse. Værne om de rettigheder som de manglede i deres fødeland som de nu flygtede fra. Det var den naive forestilling om at arbejdspladsen var det bedste sted til at assimilere folk til at bakke op om den danske velfærdsmodel som bygger på tillid og fællesskab og den kristne arbejdsmoral. Det var desværre den blåøjede tillid til at hvis vi bare talte inkluderende, så ville de ønske at blive som det danske folk, fejre frisind og vise tolerance for forskellighed. 

Men begge forestillinger krakelerer i dag, for noget er øjensynligt gået galt. Det er tankevækkende at se at tredje generation af indvandrere stadig halter på visse områder såsom karakterer, uddannelse og arbejde.  

Mange taler om tonen, og den er med til at forhindre integrationen, men den retorisk inkluderende måde har vi prøvet før uden held. Tredjegenerationen stammer fra de pakistanske og tyrkiske gæstearbejdere som kom til i 60’erne. Selvom de dengang blev kritiseret i offentligheden, så var det ikke for deres manglende integrationsindsats men mere den stigende arbejdsløshed efterfølgende i 70’erne. For det med integration havde politikere slet ikke øje for dengang, idet de ikke regnede med at de ville blive hængende i flere år. Men det gjorde de, og de holdt fast i deres kultur, religion og normer. De blev videregivet i sådan en grad at vi stadig oplever afstand til samfundet fra udlændinge som er født i landet. Religiøse dogmatiske normer i islam fylder ikke mindre for hver generation til trods for at denne bliver mere uddannet og civiliseret. Det ligger der bare nu som et livsvilkår der er nemt at holde fast i for den muslimske ungdom, idet det er det eneste uforanderlige i en globaliseret og individualistisk verden. I en verden hvor fællesskaber er i konstant forandring og opbrud. For de unge muslimer er det nemt at holde fast ved den identitet som er dem givet frem for at skabe en på baggrund af refleksioner, oprør og udbrud. Derfor oplever vi også at fremgangen med de verdslige værdier går enormt langsomt og islam stadig fylder meget. Vi kan jo se at tørklædepigerne ikke bliver mere ligestillingsorienterede på trods af længere uddannelser. Vi kan se at tilslutningen til blandende ægteskaber i høj grad halter da de danske mænd ikke er muslimer. Og desværre vælger danske kvindelige konvertitter at smide al fornuft over bord og iklæde sig niqab i forsøg på blive ortodokse muslimer som de tror, er de rigtige troende. 

 

”Send alle de dumme til månen” …

I en samtale for ikke længe siden gik det endelig op for mig hvilken kamp det er vi kæmper i udlændingedebatten. Det er en antagonistisk kamp om ansvar. I samtalen gav min ven udtryk for at hvis han kunne, så ville han sende alle de dumme muslimer der ikke fattede hvad det ville sige at være civiliseret til månen ved at trykke på en enkelt knap. Abdullah som råbte racist, fordi han ganske enkelt var for uintelligent til at forstå længere end sin næsetip og næste bøn, havde vi ingen gavn af i dette samfund. Men ... vi havde dog et ansvar pga. tidligere koloniseringer og krige over for de mennesker, syntes min ven. Vi havde været med til at forhindre deres civiliserede udvikling og derfor stod vi i dag med nogle af de mennesker i vores varetægt. Nogle blev endda selv inviteret herop. Og dem skulle vi tage ansvar over for og uddanne dem, så de en dag kunne leve op til vestens forventninger. Det ville sikkert tage 3-4 generationer mere, men det var vilkårene, idet retorikken virkede mere ekskluderende end inkluderende i dag. Havde vi holdt kæft, så havde vi måske set det komme et par generationer før.

Tør jeg nævne Sverige her …?

For mig stod det klart at det var det ansvar som størstedelen af den danske befolkning ikke længere ønsker at tage. Vi vil gerne påpege at det er den udvikling vi ønsker for at vi kan leve civiliseret og i harmoni med hinanden – men vi ønsker ganske enkelt ikke at påtage os ansvaret for den udvikling og integrationen. Den bør og skal tilflytterne have ansvaret for. De skal forstå at uddanne sig, omstille sig og blive et aktiv for samfundet, frem for en belastning.  Vores ansvar er at give rammerne og mulighederne og at holde fast i dette frie og demokratiske land. Vores ansvar er at tilbyde et fællesskab som vi holder af, og som de enten kan tilslutte sig eller lade være. Men hvis de ikke ønsker at deltage i dette fællesskab, og i stedet peger fingre ad det, gør skade på det og ikke mindst prøver at bryde det op, så har vi ansvaret for at vise dem døren ud igen.

Lappeløsninger løser intet

Det er det ansvar vi bør tage, men som vi ikke gør i dag. I stedet prøver vi at inkludere de utilpassede, men samtidigt gøre det utåleligt for dem. Vi prøver at straffe dem der ønsker at misbruge gæstfriheden, men formår at straffe fællesskabet i samme åndedrag. Det virker som den utopiske tanke om at alle skal inkluderes for enhver pris, selvom vi godt ved at det går ud over flertallet. I skolerne giver de børn som har svært ved at sidde i larmen ørebøffer på, så de alligevel kan være en del af fællesskabet. Det omvendte ville være at give resten af klassen mundkurv på for at kunne rumme den enkelte. Det er det vi er i gang med i vores samfund i dag. Nogle prøver at få tilpasset fællesskabet til deres behov for at de kan være i det, fremfor at finde et personligt kompromis som indebærer at de ændrer på sig selv. Og i inklusionens tegn forfalder visse politikere til at efterkomme disse fuldstændige uhørte særkrav eller endda selv finde på dem. For at vende tilbage til skoleanalogien, så er det som om læreren finder på dumme pragmatiske løsninger i den enkelte klasse, hvorefter rektor er nødt til at rydde op ved at indføre sanktioner på hele skolen. For at holde skolen på en nogenlunde ret kurs med dens grundværdier intakt. 

Sådan er den politiske situation i dag desværre. Vi lapper og lapper på skader og gør det hverken godt for fællesskabet eller den enkelte flygtning i dag. Vi binder flygtninge på hænderne men beder dem samtidig være med til at svinge sjippetovet rundt for at være med i legen. Vi gør flygtninge en bjørnetjeneste i dag ved at overhovedet sige ja til at de kan få ophold i vores land. For de vil aldrig kunne nå vores forventninger. De vil ikke kunne få de samme rammer som jeg fik, og derfor vil de heller ikke blive lige så danske som jeg er blevet. 

Derfor bør vi stige stop! Stop til flere for fællesskabets skyld, for flygtninges skyld og for det civiliserede samfunds skyld og for de fremtidige generationers skyld. Stop, så vi kan få tingene vendt den rette vej igen, og vi dermed en dag i fremtiden kan byde ordentligt velkommen til folk som mig, der både kan og vil dette samfund, dets værdier og frihed.  

 

Emneord: KANDIDATERNE, Nytår18 Kandidaterne, Anahita Malakians
Anahita Malakians på DenOffentlige.dk I 2014 tog jeg et aktivt valg og meldte mig ind i et politisk parti for første gang.  Politik er for mig ikke et karrierevalg, hvor jeg skal udvikle mine kompetencer bedst muligt og konkurrere ...
Aktivitet: Artikler: 4 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også

  • 10.01.19 Politik
    Hvad er dine planer med Folkemødet 2019?

    Der er kun fem måneder til Folkemødet starter og i det grå vintervejr kan det synes mærkeligt at fokusere på noget så langt ude i fremtiden, men fremtiden er lige om hjørnet og det er præcis det perspektiv OPS-Scenen.dk vil have på vores debatter og arrangementer. Fremtiden i perspektiv af verdensmålene og mere og bedre offentlig-privat samarbejde.

  • 14.12.18 Politik
    Borgmester lancerer integrationspolitik: Det er københavnernes politik

    Med Københavns nye integrationspolitik vil kommunen fremover investere i integration, sætte målrettet ind med det der virker og have mere langsigtede indsatser. Beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) mener, at integrationspolitikken skal tilbage til kernen.

  • 10.12.18 Politik
    Nu skal Danmark markedsføres som life science nation

    Regeringen bevilger i alt 7 millioner kroner til markedsføringen af Danmark. Det skal styrke eksporten og tiltrække investeringer fra medicoindustrien, og pengene bliver administreret i et offentligt-privat samarbejde.

  • 30.10.18 Politik
    Efter flere forsøg: Nyt råd skal fremme OPS

    Et nyt råd skal komme med anbefalinger og løsningsforslag til bedre offentlige udbud og fremme konkurrencen om de offentlige opgaver. Derfor nedsætter erhvervsminister Rasmus Jarlov i dag Forum for Udbud. Se medlemmerne og kommissorie her.

  • 04.10.18 Politik
    Din guide til årets debatter: Her er regeringens lovkatalog for 2018-19

    Flere ministre har udsigt til et travlt folketingsår. Se de væsentlige dele og hent hele lovkataloget her - så har du styr på politikernes årshjul, som også er lobbyisternes menukort.