Skandaleramt it-system skyder gælden til Skat til vejrs

Ledelse

10/04/2016 21:06

Nick Allentoft

Danskernes skatterestancer vokser med milliarder, efter at Skat har måttet lukke inddrivelsessystemet EFI.

Den totale nedlukning af det skandaleramte inddrivelsessystem EFI har sendt mængden af penge, danskerne skylder i skat, op med flere milliarder. Det viser den seneste opgørelse fra Skat.

Ved udgangen af 2015 skyldte danskerne Skat 82,7 milliarder kroner, en stigning på markante 4,6 milliarder kroner på tre måneder og på 10,8 milliarder på et halvt år. 

- Fjerde kvartal af 2015 er det første hele kvartal, hvor den automatiske inddrivelse i EFI-systemet har været sat helt i stå.

- Helt som forventet i regeringens handleplan "Skat ud af krisen" er der tale om en stigning i restancerne, skriver Skat i sin kvartalsredegørelse.

EFI, et milliarddyrt computersystem der skulle automatisere Skats inddrivelse af gæld, måtte lukkes efter Kammeradvokaten sidste år slog fast, at det lavede så alvorlige fejl, at det var direkte ulovligt. Problemerne omfattede blandt andet inddrivelse af for gammel gæld.

- Vi arbejder på højtryk for at stable et nyt automatisk inddrivelsessystem på benene. Den opgave må vi erkende, tager tid. Der udføres et stort manuelt inddrivelsesarbejde af mange hundrede medarbejdere i Skat, som gennemgår de enkelte sager og inddriver så meget, som der nu er grundlag for.

- Trods det må vi forvente, at de samlede restancer over en periode vil fortsætte med at stige, indtil vi har et nyt og solidt inddrivelsessystem, skriver fungerende direktør for inddrivelse i Skat Jørgen Rasmussen i en pressemeddelelse.

Skat oplyser, at man ikke forventer, at et nyt system kan være på plads før tidligst til næste år.

- For at sikre at et nyt automatisk inddrivelsessystem ikke bliver behæftet med fejl og mangler, er der i første omgang tale om et inddrivelsessystem med relativt enkle funktionaliteter, som der løbende kan bygges videre på for at dække Skats behov, hedder det i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce