Skats digitale gældsvåben ramt af flere nedbrud

Infrastruktur

26/03/2014 09:30

Freja Eriksen

Skat har store problemer med det it-system, der skulle hjælpe med at inddrive gæld til det offentlige.

Så sent som mandag brød systemet ned igen. Det samme er sket flere gange før, bekræfter Skats ledelse, der ifølge Politiken onsdag har iværksat det, der i stigende grad ligner en redningsaktion for det omdiskuterede og stærkt forsinkede digitale inddrivelsessystem EFI.

Skats indsatsdirektør Jens Sørensen afviser, at nedbruddene har kostet staten penge eller haft betydning for inddrivelsen af danskernes gæld til de offentlige kasser. Ikke desto mindre sætter Skat nu alle kræfter ind på at behandle de mange gældssager, der er så tæt på at være forældede, at skattemyndighederne riskerer at miste retten til at kradse pengene ind.

Hvor mange sager – og hvor store beløb der er tale om – har det ikke været muligt at få oplyst, skriver Politiken. Men problemet er så presserende, at Skat har sat 320 fuldtidsansatte skattefolk til udelukkende at behandle forældelsestruede krav de næste to uger.

Det fremgår af et brev til medarbejderne fra indsatsdirektør Jens Sørensen, der også gør det klart, at der bliver tale om et betydeligt overarbejde.

Læs også: Sådan kan nyt Cyber Crime Center bremse it-kriminelle

- Opgaven har en volumen, der gør, at det bliver afgørende, at alle bidrager, også i et omfang, som gør, at det bliver nødvendigt, at der arbejdes over i større eller mindre grad, skriver Jens Sørensen i et brev til medarbejderne dateret 24. marts.

De folkevalgte statsrevisorer har gennem de seneste fem år med bekymring fulgt forsinkelserne af EFI.

- Det er sådan set fornuftigt nok at sikre sig, at Skat kan gøre krav gældende over for de borgere og virksomheder, som skylder det offentlige penge. Men det er en kortsigtet løsning, siger formand for Statsrevisorerne, Peder Larsen (SF) til Politiken. Han peger på, at andre opgaver må vente, når kræfterne bliver samlet om at forny de krav, der er ved at blive for gamle.

- Det kan gå ud over den almindelige skatteligning af borgere og virksomheder. Skat har høstet rationaliseringsgevinsterne, inden EFI fungerer«, siger Peder Larsen, der mener, at det må være bittert for de fyrede medarbejdere at se andre ansatte blive kaldt på overarbejde.

Netop den adfærd er tæt på at være uanstændig, mener Jørn Rise, formand for Dansk Told- og Skatteforbund, der repræsenterer hovedparten af Skats ansatte:

- Det er rent ud sagt langt ude, at man med den ene hånd afskediger skattefolk i stort antal og med den anden forlanger, at folk påtager sig et betydeligt overarbejde, siger Jørn Rise til Politiken med direkte henvisning til Skats seneste fyringsrunde, der kostede omkring 330 medarbejdere jobbet.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce