Science Camp Randers er en succes og udvides til 7. klasser fremover.

Skolelever vilde med forskning

Bæredygtighed

06/08/2014 22:07

Nick Allentoft

Science Camp Randers har stor succes med deres koncept for 8.og 9. klasserne i Randers Kommune. Derfor bliver der fra dette skoleår udvidet med et forløb for 7. klasserne. Campen er for elever med særlig interesse for og evner for de naturvidenskabelige fag. Og den type elever, er der mange af i Randers.

Siden 2010 har et utraditionelt samarbejde mellem private skoler og folkeskoler i Randers skabt glæde og nysgerrighed hos eleverne. Naturvidenskab er ellers ikke ligefrem et fag, som de unge står i kø for at studere. Science Camp Randers blev derfor skabt for at øge motivationen blandt eleverne - og for at skabe et fællesskab blandt de elever, der allerede har interessen for faget.

C. la Cours Skole, Randers Real­skole og kommunens folkeskoler indgik derfor en aftale med Randers Ungdomsskole og Teknisk Gymnasium Tradium om et årligt science-forløb for 8. klasserne. Det er blevet en så stor succes, at mere end 30 elever hvert år tilmelder sig forløbet, hvor de kan prøve kræfter med livet som astronaut.

”Samtidig oplevede vi stor efterspørgsel fra andre klassetrin, der havde hørt om forløbet. Det har nu fået os til at udvikle to andre forløb for henholdsvis 7. og 9. klasserne,” forklarer lærer Jens Madsen fra Randers Realskole, som er en af koordinationerne af Science Camp Randers.

9. klasserne blev allerede koblet på campen sidste år med et særligt forløb hos Science Talenterne på Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter i Sorø.

Et forløb, der bliver gentaget for dette skoleårs 9. klasser i dagene 4.- 6. september. Som noget helt nyt bliver der altså derudover også et forløb for de randrusianske 7. klasser, der på en 2-dages camp til foråret, kan fordybe sig i forskning, forarbejdning og produktion af fødevarer.

”Fødevareproduktion er en af verdens største brancher med mange jobmuligheder. En stor del af produktionen bygger på både biologi og fysik, ligesom der i dag ligger meget forskning bag det, der sker hos en almindelig landmand. Det vil jeg gerne vise eleverne,” siger Lars Bro, der har sammensat forløbet for 7. klasserne.

Til daglig er han underviser på Bjerregrav Skole, hvor nogle af eleverne i det foregående skoleår fik fornøjelsen af at prøve forløbet under et pilotprojekt.

14-årige Victoria Lowe er en af de begejstrede elever, som har prøvet forløbet.

”Det var så spændende, at jeg er helt sikker på, at jeg bliver nødt til at tilmelde mig Science Camp igen, nu når jeg går i 8. klasse,” fortæller Victoria.

Under pilotprojektet skulle hun blandt andet prøve at lave sin egen Mozzarella ost.

”Det var en spændende oplevelse, hvor man skulle prøve at styre temperaturen under processen. Det var faktisk ret svært, men meget fascinerede. Og jeg havde ikke tidligere tænkt over at tilblivelsen af ost, er en fysisk og kemisk proces,” forklarer Victoria Lowe.

Elever og forældre, der er blevet nysgerrige for at vide mere om Science Camp Randers, kan finde yderligere information på www.sciencecamp.randers.dk

Her i begyndelsen af skoleåret er der tilmeldingsfrist for 8. og 9. klasserne, mens interesserede 7. klasse-elever først skal tilmelde sig i januar.

Mest Læste

Annonce