Skolen har adopteret skoven

Velfærd

24/04/2014 10:05

Freja Eriksen

286 elever fra Sengeløse Skole havde første skoledag i skoven, da plantningen af den nye statsskov ved Taastrup gik i gang. Skolen har nemlig ’adopteret’ skoven.

Et solidt greb om spade, hammer og sav, jord under neglene og under støvlerne - og masser af frisk luft og bevægelse. Folkeskolereformen kalder på nye initiativer og kreativitet – bl.a. for at indfri ambitionerne om mere undervisning uden for det traditionelle klasseværelse og flere aktiviteter som understøtter elevernes læring.

Og et sådant initiativ har Sengeløse Skole i Høje-Taastrup Kommune taget: Da plantningen af den nye Snubbekorsskov ved Taastrup gik i gang onsdag den 23. april var det samtidig første skoledag i skoven for 286 elever fra 0.-6. klasse.

Sengeløse Skole har nemlig ’adopteret’ Snubbekorsskoven for at gøre den til en del af skolens læringsrum, når folkeskolereformen træder i kraft fra august.

Skoven som læringsrum

”I skoven får vi bl.a. bålplads og materialer til vores aktiviteter. Og skovens nabo, bo- og uddannelsesstedet Grennesminde, har tilbudt os et samarbejde om at anlægge skolehaver. Vi forestiller os, at vi kan bruge skoven som læringsrum fx i natur- og tekniktimer, men også i hjemkundskab”, fortæller skoleleder Jens Arnt.

Visionerne om skole i skoven kom til fuld udfoldelse, da Snubbekorsskoven blev plantet. Kl. 9 var der fællessang ved 0.-3. klasse fra Sengeløse Skole og taler ved skovrider Kim Sønderlund fra Naturstyrelsen og borgmester Michael Ziegler fra Høje-Taastrup Kommune.

Michael Ziegler fremhævede den nye skov som endnu et tiltag, der inviterer til et sundt, sjovt og aktivt liv, samtidig med at ny skov er med til at passe på grundvandet. ”I sagde det så rigtigt i jeres sang: At vi planter skov for at passe på vores grønne jord”, sluttede borgmesteren sin tale, henvendt til eleverne.

Rovfuglepinde og fuglekasser

Dernæst gik plantningen af skoven i gang. De 286 elever plantede hvert deres træ, som de omhyggeligt lagde en sten med deres navn ved. Derudover brugte de skoledagen i skoven på at bygge rovfuglepinde og fuglekasser til skoven, bage snobrød og besøge Grennesmindes dyrehold m.m.

Kommunens borgere og andre interesserede var også inviteret, og flere deltog i arrangementet i dagens løb - nogle plantede deres eget træ. De fleste af Snubbekorsskovens 35.400 træer planter Naturstyrelsens medarbejdere dog ved hjælp af maskinkraft.

Snubbekorsskoven er en såkaldt bynær skov, som plantes umiddelbart nord for Taastrup. Den bliver på 12,6 ha som Høje-Taastrup Kommune vederlagsfrit har overdraget til Naturstyrelsen med henblik på, at der rejses statsskov. Sengeløse Skole vil udlåne sine faciliteter i skoven til kommunens andre skoler.

 

Mest Læste

Annonce