Slut med flyttehjælp: Folketinget stopper social eksport finte

Social

16/11/2018 13:01

Nick Allentoft

Fremover skal det være tilflyttekommunen, der vurderer om en borger kan opnå flyttehjælp. Det skal stoppe spekulation i såkaldt social eksport af borgere.

Kunne du tænke dig at flytte et andet sted hen, for eksempel til Lolland? Og kunne du tænke dig at få nogle penge med i flyttetilskud?

Denne praksis, som nogle kommuner har brugt for at få kontanthjælpsmodtagere til at flytte, bliver nu stoppet. 

VLAK-regeringen har sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti besluttet sig for at ændre et regelsæt i loven om aktiv socialpolitik.

SANKTIONER OG KONTROL - LÆS HELE AFTALEN HER

- Vi laver om på reglerne i forhold til flyttehjælp, hvor vi siger, at det nu er den modtagende kommune, der skal tage stilling til, om man kan yde flyttehjælp eller ej, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

- Det sker selvfølgelig ud fra objektive kriterier. 

Læs mere om socialkrisen

Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.

Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet. 

 

- Men det kommer helt sikkert til at have en positiv effekt i forhold til, at nogle kommuner har følt sig for belastet tidligere, fordi den kommune, som kontanthjælpsmodtageren flyttede fra, fik flyttehjælp med i ryggen, siger han.

Den hidtidige praksis har mødt hård kritik fra nogle kommuner. De mener, at de kommer til at modtage mange kontanthjælpsmodtagere, der har fået penge med fra den kommune, som de flytter fra.

Det er også blevet kaldt social eksport og er blevet kritiseret hårdt af blandt andet Lolland Kommune. 

Kommunen har påpeget, at den bliver hårdt belastet økonomisk af at skulle modtage kontanthjælpsmodtagere fra blandt andet Københavns Kommune og andre kommuner i hovedstadsområdet.

Spørgsmål: Hvad mener du om den praksis, der hidtil har været fra nogle kommuners side?

- Den synes jeg har påkaldt sig en reaktion, og derfor har vi nu lavet en aftale om det, siger Troels Lund Poulsen.

Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, er ligeledes glad for aftalen. 

- De borgere, der er kommet på kontanthjælp, skal hjælpes i deres kommune. 

- De skal ikke bare sendes videre til en anden kommune, fordi kommunen ikke vil stå ved dem, og fordi der er billigere boliger i den anden kommune. Det går ikke, siger han. 

Borgere har fortsat mulighed for at få flyttehjælp fremover. Men det skal altså ske fra den kommune, der modtager borgerne, for eksempel Lolland Kommune. 

- Lolland skal selv sige, at "den borger vil vi gerne have. Vi kan se noget perspektiv i at få den borger ned, og vi kan godt få ham på arbejdsmarkedet". 

- Så kan Lolland Kommune give flyttetilskud, siger Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted. 

Det fremgår ikke, om politikerne samtidig forventer, at flyttehjælp helt ophører som følge at den nye regel.

 

FAKTA: Aftaleteksten om flyttehjælp

Stop for social eksport via reglen om flyttehjælp Efter en regel i lov om aktiv socialpolitik kan en opholdskommune yde hjælp til dækning af udgifter ved flytning, hvis flytningen til en ny bolig forbedrer borgerens eller familiens bolig- eller erhvervsforhold. Efter den gældende regel er der risiko for, at reglen kan anvendes som led i en uhensigtsmæssig praksis, hvor en opholdskommune alene af økonomiske hensyn tilskynder borgere på overførselsindkomst til at flytte til en anden kommune. Aftalepartierne er derfor enige om, at det fremadrettet skal være modtagerkommunen, der administrere reglerne om flyttehjælp, så opholdskommunen ikke har mulighed for økonomisk at tilskynde borgere på overførselsindkomst til at flytte til en anden kommune. Aftalepartierne bemærker, at kommunerne i dag har pligt til at føre tilsyn med, at bygninger, som benyttes til beboelse og ophold, ikke ved deres indretning og beliggenhed er sundhedsfarlige og brandfarlige. Kommunen har i disse tilfælde pligt til at kondemnere.  

Mest Læste

Annonce