Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Psykoterapeut advarer: Forældrene er ofte en del af børns angstproblematik

Social

13/02/2024 17:51

J. Bøgen

Flere og flere børn lider af angstlidelser, viser tal fra flere offentlige myndigheder.

Ifølge Sundhedsstyrelsen har op mod 50.000 børn og unge behandlingskrævende angst, og fra 2009-2019 er der sket en stigning på 129% i andelen af 0-17 årige med angst og OCD, viser en rapport fra Social- og Indenrigsministeriet.

Ifølge Flemming Bust, psykoterapeut hos Angst.dk, kan forældre spille en afgørende rolle i denne udvikling, selvom de ikke er bevidste om det.

“Forældre kan så frøet til angst hos børn ved konstant fortælle børn "Pas nu på det, og på nu på det". På den måden opdrages/indstilles barnets mindset og fokus på alt der kan gå galt, hvilket især sker, hvis forældrene selv har tendens til overbekymring og angst. Børn reagerer følelsesmæssigt på forældrenes adfærd og drager ofte den ubevidste konklusion, at 'Når far eller mor er bange, må der være noget at være bange for’”, forklarer Flemming Bust.

Flemming Bust understreger, at der er stor variation i årsagerne til angstlidelser hos børn, og at ikke alle børns angsttilfælde skyldes forældrenes adfærd. Når det er tilfældet, er det selvfølgelig heller ikke en bevidst handling fra forældrenes side, men snarere et resultat af deres egne udfordringer og bekymringer. 

"Det er vigtigt at forstå, at forældre ikke ønsker at påføre deres børn angst," påpeger han. "Ofte er de selv fanget i et mønster af overbekymring og er ikke klar over, hvordan det påvirker deres børn”, siger han.

Børn kan ikke ‘bare’ fikses i terapi

Flemming Bust fremhæver samtidig en vigtig udfordring i behandlingen af børns angstproblemer; nemlig den almindelige opfattelse blandt forældre om, at det at sende barnet til terapi alene kan løse alle problemer.

"Forældre har ofte en almindelig opfattelse af, at det at sende barnet til terapi alene kan løse alle problemer. Men det er afgørende at forstå, at forældrene selv kan være en central brik i både udfordringen og løsningen", påpeger Flemming Bust.

Terapi er således ikke kun en ressource for børnene, men også for forældrene, der kan lære at forstå deres egne mekanismer og ændre deres adfærd i familiemiljøet, understreger Flemming Bust.

“Behandlingsmetoderne varierer, men nogle gange kræver det, at forældrene selv går i behandling for at lære at agere som forældre på en mere støttende måde. Andre gange kan der være forældre-sessioner eller deltagelse i dele af terapisessionerne sammen med barnet”, forklarer Flemming Bust.

Dette samarbejde mellem forældre og terapeuter kan være nøglen til at skabe en positiv forandring i barnets liv og fremme deres mentale sundhed og trivsel.

Mest Læste

Annonce