Ny kampagne fra Socialdemokraterne er den største siden valget i 2011. Under overskriften "Det Danmark Du Kender", som Helle Thorning lancerede i sin nytårstale.

Socialdemokraterne lancerer stor reklamekampagne

Under overskriften "Det Danmark du kender" ønsker Socialdemokraterne at tage afstand fra politiske modstandere. Det er opsigtvækkende, at Socialdemokraterne fokuserer så entydigt på statsministeren i ny reklamekampagne, mener Troels Mylenberg.

I forlængelse af statsminister Helle Thorning-Schmidts nytårstale indleder Socialdemokraterne nu en omfattende reklamekampagne.


Under overskriften "Det Danmark du kender" lancerer partiet blandt andet en hjemmeside, ligesom budskabet også vil være at læse på togstationer og i en række landsdækkende aviser lørdag.

"Jeg blev statsminister i 2011. Og jeg ved godt, at ikke alt har været lige populært. Men jeg står også ved mine valg. Ansvaret er mit", lyder det blandt fra statsministeren.

Samtidig fastslår hun, at det går godt i Danmark:

"Vi bor i verdens bedste land – det skal vi bevare", står der i reklamen.

Politisk ordfører Ole Hækkerup (S) fortæller, at Socialdemokraterne med kampagnen ønsker at formidle nogle af de buskaber, som statsministeren leverede i sin tale 1. januar.

- Vi ønsker at sætte fokus på, at Danmark i virkeligheden godt kan det hele. Både det her med at skabe flere job, vinde i globalisering og at få en bedre velfærd, siger Ole Hækkerup til Ritzau.

- Det var de budskaber, der var gennemgående i nytårstalen, og det er også det projekt, der er løbet af stablen de seneste år med os i regering, siger han.

Den politiske ordfører mener, at kampagnens budskaber er indbegrebet af, hvad Socialdemokraterne står for. 

- Vi tror på, at man som land godt kan være frie, lige og rige. Det er en fortælling, der adskiller os fra de andre partier. 

- I forhold til Venstre bliver det at investere i velfærd meget let noget, der bare er en omkostning. 

- Det er også anderledes end den yderste venstrefløj, fordi vi ikke har noget imod, at erhvervslivet tjener penge. Det synes vi faktisk er en del af formålet med erhvervslivet.

- Endelig er det også forskelligt fra Dansk Folkeparti, fordi vi siger, at man er nødt til at prioritere. Man kan ikke både få mere velfærd og lavere skat og det hele på en gang, påpeger socialdemokraten. 

Han mener ikke, at kampagnen bør ses som et oplæg til en snarlig valgkamp.

- Oven på nytårstalen må man sige, at der ligger nogle ting på arbejdsbordet, der skal arbejdes på. Så jeg ser mere kampagnen som en opfordring til, at nu skal Folketinget i arbejdstøjet, siger Ole Hækkerup.

Socialdemokraterne oplyser, at kampagnen både økonomisk og omfangsmæssigt er den største siden det seneste folketingsvalg. 

Man ønsker dog ikke at fortælle, hvad den har kostet.

 

Analytiker: Ny S-kampagne er "antisocialdemokratisk"

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) spiller den altoverskyggende hovedrolle i Socialdemokraternes største reklamekampagne siden valget i 2011. 

"Jeg kan ikke få alle problemer til at forsvinde, men du kan være sikker på, at jeg vil passe på det Danmark, du kender", lyder det eksempelvis i den reklame, der lørdag vil være et finde i flere landsdækkende aviser.

- Det er en kampagne, der ikke handler særlig meget om Socialdemokraterne. Den handler om Helle Thorning-Schmidt, siger chefredaktør på Fyns Amts Avis, Troels Mylenberg, til Ritzau.

- Det er en statsminister, der taler om det politiske projekt i jeg-form. Sagt med et smil er det antisocialdemokratisk at sætte en person så meget i front. 

- Men det gør man jo fordi, at mange målinger faktisk viser, at Thorning har overhalet Lars Løkke Rasmussen i popularitet. Socialdemokraterne har en fornemmelse af, at hun er stærk, siger chefredaktøren.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Ole Hækkerup, insisterer på, at den store reklamekampagne, der også vil kunne findes på hjemmesiden detdanmarkdukender.dk og på landets togstationer, ikke har noget at gøre med et kommende valg.

Men det budskab giver ingen mening, fastslår Troels Mylenberg. 

- Der foregår ikke noget fra nu af og indtil valget, som ikke er tænkt ind i den kontekst. Selvfølgelig er det det. De forsøger at få skabt en bevægelse i vælgerhavet, for de er voldsomt bagud på point, siger redaktøren.

Det fremgår efter hans mening også tydeligt af S-kampagnen, at det er hos Dansk Folkeparti, at stemmerne skal hentes. 

- Det er deres eneste chance for at vinde det kommende valg. Socialdemokraterne taler om "Det Danmark, du kender". Det kunne lige så godt være en kampagne med et stort billede af Kristian Thulesen Dahl (DF-formand, red.), siger Mylenberg.

/ritzau/

 

Emneord: Kampagne, FV2015, Socialdemokraterne, Valgkampagne, Statsminister, Helle Thorning-Schmidt
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også