Den danske kunstner med base i Barcelona Marc Trensig startede i 2012 projektet Fuck the Poor, der nu er kommet til Danmark og Folkemødet.

Slip fordommene og grib dagsordenen

Sociale foreninger svigter deres eget samfundsansvar, og bidrager selv til, at den samfundskritiske socialdebat i egen optik er forstummet. Der er masser af samfundskritik, men den foregår blandt borgere som finder sammen i nye grupperinger i regi af den sociale modstandsbevægelse. Delvist skjult for offentligheden.

Dovne Robert og Fattig Carina. To sager, der tænder harmen hos mange mennesker med det sociale hjerte på rette sted. Sager, der har fordrejet den sociale debat, og siden slået den offentlige samfundskritiske socialdebat mere eller mindre ihjel. Sager, der viser, hvor samfundsdebatten generelt er havnet. Den handler om personsager mere end essensen af dem. Samtidig har en social modstandsbevægelse udviklet sig under den offentlige overflade, hvor borgere finder sammen i tusindvis for at bekræfte hinandens bekymringer, oplevelser og ikke mindst samfundskritik.

Reformer der rammer og socialpolitik der virker! Kom til debat hele lørdag i Folkemødets Cirkustelt. Mød bl.a. DenOffentliges redaktør Nick Allentoft.

Dovne Robert og Fattig Carina brugte med egne ord de muligheder, der blev serveret for dem. Men de blev lynhurtigt repræsentanter for en småborgerlig forargelse, der søger bekræftelse i at danskere misbruger velfærdsmodellen til at berige sig selv. Læg hertil års fokus på socialt bedrageri, og den samfundskritiske socialdebat bliver passiviseret.  

Ingen - og i Roberts tilfælde ikke engang ham selv - er i tvivl om, at deres brug af velfærdssystemet er samfundsødelæggende opførsel. Men når folkedomstolen tager fat gemmer saglige stemmer sig ofte. Det skete også med Robert og Carina, og dermed blev scenen overladt til andre.  

Sociale mediers styrke

Historier som dem om Robert og Carina vokser i kraft af den tid, vi lever i. En tid, hvor harmdirrende historier hurtigt skaber dagsorden på sociale medier. Og vokser!

De er lette at forholde sig til, lette at dele og lette at tage afstand fra - fordømme. Det er straks sværere at fordømme den sociallovgivning, der har givet to tilfældige borgere mulighed for at leve over evne.

Vejen til en dagsorden i medierne handler om at kende præmisserne. Det er de enkle letforståelige historier, der rydder forsiden. Sådan har det sådan set altid været.

Derfor nytter det ikke noget, at blive frustreret over, at mediernes dagsorden tromler faglighed, saglighed og evidens i socialdebatten. Tværtimod gemmer netop socialområdet på alletiders potentiale for at sætte dagsorden. Det viser de omtalte eksempler og utallige personsager om tvangsfjernelser, handicappede, ledige, syge eller hjemløse, der gang på gang fortæller gruopvækkende historier om, hvordan systemet behandler dem.

Pointen ligger ikke i medierne, politikerne, kommunerne eller regering og Folketing, men hos de aktører, der selv spiller kortene i socialdebatten - eller måske snarere undlader, at spille kortene i socialdebatten.  

Socialdebattens fallit

For et lille års tid siden udgav DenOffentlige en leder om socialrådgiverne. Den fik en skarp overskrift - “Socialrådgivernes fallit” - og satte debatten i brand. Budskabet med lederen var, at socialrådgiverne burde være det mørtel, der holder murstenene sammen i velfærdssamfundets hus, fordi de har hjertet, fagligheden og forståelsen for, hvordan mennesker i krise skal hjælpes.

Men det druknede i stødte reaktioner. I stedet for at gribe debatten, blev Dansk Socialrådgiverforening fornærmet på sin stands vegne. Alright, lederen var skarp og en smule generaliserende, men det er engang imellem vilkårene, når en tekst, skal indramme et kompliceret budskab.

På redaktionen kom indtil flere henvendelser fra socialrådgivere, der ønskede debat. Kommentartråden under teksten havde blandede reaktioner. Men den forening, der kunne have grebet muligheden for at revitalisere debatten - og dermed socialrådgiverens rolle - spillede fornærmet.

Eksemplet trækkes frem her, fordi det er et billede på, hvor socialdebatten står. Nemlig i en brydningstid, hvor de sociale foreningers fokus bør være på de mennesker, der er trykket af socialkrisen, snarere end den politik eller de organisationer, der søger at repræsentere den sociale debat.

Det er derfor fristende, at tale om de sociale organisationers fallit - men det er naturligvis at stramme den. Pointen er, at når verden ændrer sig, må aktørerne i den også ændre måden, de handler på. Her er noget at lære af enkeltsagerne.

Whistleblowere

I disse år oplever vi en international strømning, hvor mennesker ofrer deres karriere for at afsløre systemer eller organisationer. Enkeltpersoner går til ekstremer og, nærmest som var det taget ud af en film, sætter de deres tilværelse på spil for “offentligheden”. Endnu har vi til gode rigtig at opleve andre end soldater gøre det samme i Danmark, men det vil ikke vare længe, før det sker. De er derude, medarbejderne, der under ekstremt pres tilpasser sig en verden, de ikke længere kan identificere sig med.

På DenOffentlige kunne læserne snuse lidt til det for nylig, da en lærer på sin blog afslørede groteske forhold på en folkeskole. Historien blev plukket af BT, der vinklede en spiseseddel med “Nødråb fra klasseværelset” og fyldte fire sider med afsæt i bloggerens beskrivelser. Vi venter endnu på den socialrådgiver, jobcenterkonsulent eller projektleder, der afslører kaos og rod i den offentlige sagsbehandling. Historier om personsager og journaler, der roder på offentlige kontorer kan eksempelvis blive den ‘game changer’ debatten om tillidsreform, overstyring og New Public Management mangler.

Beskrivelsen er er et tænkt eksempel. Men den tjener som illustration af, at der skal andre ting til end faglighed og saglighed, hvis hele landet skal forstå den alvor, som socialområdet er i. De senere år har reformer udstillet, hvad velfærdsstaten - måske - er: middelklassens.

Velfærdssamfundet på 3. klasse

Flere og flere danskere lever et liv under den officielle fattigdomsgrænse, og flere og flere nærmer sig fattigdom mens deres aktiver konverteres til mad, husleje, telefonregning og kontingentet i børnenes idrætsforening. Når disse mennesker siger “ingen penge”, har de reelt ingen penge tilbage.

Andre danskere træffer beslutninger om disse danskeres liv og fremtid. Når de siger “ingen penge” betyder det som regel, at der er lavvande på bankkontoen. For langt de fleste, er det fuldstændig umuligt at forestille sig en tilværelse, hvor der ikke er penge til mad, en togbillet eller husleje.

Dansk Folkehjælp kunne eksempelvis i 2013 fortælle om en Megafon-måling, der viser, at næsten halvdelen af alle danskere mener, at fattigdom i Danmark kun findes i mindre grad eller slet ikke. Når danskerne er så opdelt, handler det om, at noget så banalt som begrebet “ingen penge” har to fortolkninger. Én hos udsatte og fattige og én hos den trygge middelklasse. Derfor er det måske helt naturligt, at det er svært at finde løsninger på noget så komplekst som socialkrisen.

Det inviterer til at spørge mange af de frivillige og aktive i de sociale foreninger, læserne af dette tidsskrift. Hvilken klasse tilhører du? Forstår du reelt, hvilke udfordringer socialkrisen består af?

Skal sociale foreninger have en stemme i den samfundskritiske socialdebat må de ikke alene forstå præmisserne i medierne, men også finde ind til den indignation og indsigt socialdebatten engang rummede. Ser man årtier tilbage, var socialt udsatte og deres organisering forenet. Det er svært at se det som tilfældet i dag.  

Den sociale modstandsbevægelse

For at sætte dagsorden i medierne er en væsentlig præmis, at man reelt er repræsentant for de mennesker, man påstår at repræsentere. I dag er mange tusinde danskere organiseret i forskellige grupperinger af det, vi på DenOffentlige har døbt den sociale modstandsbevægelse. Netværk og grupperinger, der umiddelbart er fuldstændig uafhængige af de traditionelle sociale foreninger. De kalder sig navne som Velfærd Danmark, Aktion syg i x by, Gensidig Forsørgelsespligt - nej tak og meget mere. Grupperne har været fremragende til at levere dokumentation, kilder og eksempler på udsatte, der er klemt i det sociale system. Enkeltsager er produceret på samlebånd til flere medier.

Disse grupper har kort sagt overtaget en lang række sociale organisationers taletid og måske endda deres eksistensberettigelse. Det er sket samtidig med, at sociale foreninger i samarbejde med de selvsamme aktører, som afgør socialt udsattes skæbne, har udviklet projekter og etableret rådgivninger og lavet arrangementer, der søger at tale udsatte menneskers sag.

Skal det etablerede sociale foreningsliv således genvinde en stemme i den samfundskritiske socialdebat må det gøre sig attraktivt for de mennesker, der tegner den sociale modstandsbevægelse i dag.

Kritikken er der.

Men de foreninger, der burde være naturlige alliancepartnere for de mange grupperinger, der udgør den sociale modstandsbevægelse, er der ikke.

 
 
 
Emneord: Social, Socialpolitisk debat, Socialrådgivere, Socialkrisen, Socialpolitisk Forening, Fattigdom, Chefredaktør Nick Allentoft
Samfundssind v. Nick Allentoft på DenOffentlige.dk Tidligere stifter og chefredaktør på DenOffentlige.dk....
Aktivitet: Artikler: 88 | Kompetenceområder: 7

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 14.06.14 Lisbeth Sand Pedersen
    Slip fordommene og grib dagsordenen

    fantastisk indlæg i en debat der bliver mere og mere væk i fordomme og skyttegravs retorik.

    som aktivist står jeg netop med de allerfattigste og måtte lære at ingen penge, VAR ingen penge. ikke en krone. det var det første kultur chok jeg fik .. derefter var jeg nødt til at omforme mine tanker om hvad man siger til folk som støtte. jeg husker hvordan jeg sagde til en .. jamen 100 kr er sgu da billigt for en cykel .. hvorefter hun sagde .. javist hvis man har dem .. men jeg har kun 50 øre i pungen som skal holde hele måneden. og intet i banken .. for jeg er i ribers. jeg lærte noget der.

TILMELD NYHEDSBREV

Læs også