Alle kender Lisbeth Zornig Andersen, men færre er klar over, at socialt udsatte i tusindvis er kørt over af en stribe reformer de seneste år. Den politiske kommunikation af samme reformer, taler til middelklassen, og kritiske spørgsmål tromles eller ignoreres. Det er essensen af frustrationerne hos en række sociale foreninger, meningsdannere og organisationer, der alle er bekymrede for udviklingen.
De samfundsmæssige rammer for en kritisk socialpolitisk debat
Læs mere om konferencen og tilmelding her
“Debatten kan ikke levere troværdige svar på de sociale problemer, og derfor oplever mange borgere utryghed og magtesløshed, hvilket fører til let spil for de populistiske svar,” siger Johannes Bertelsen, der er formand for Frivilligt Forum, landsforening for de frivillige sociale organisationer.
Sammen med Socialpolitisk Forening og FORSA er Frivilligt Forum gået sammen med Mediehuset DenOffentlige for at sætte nyt liv i den konstruktive socialkritiske debat. En konference med temaet de “samfundsmæssige rammer for en kritisk socialdebat” bliver første skridt i at finde nye vinkler og positioner for debatten.
Eksemplet Zornig
En af dem, der har formået at sætte en massiv dagsorden, er Lisbeth Zornig Andersen. Først som formand for Børnerådet og siden som selvstændig har Zornig præget den offentlige debat om socialt udsatte mere end nogen andre. Men også Zornig mener, at debatten på sin vis står stille.
“Vi bruger 600 mia kr. om året på sociale ydelser i Danmark. Det er en tredjedel af vores samlede produktion. Sammenligner vi de tal med udlandet er vi utrolig venlige overfor mennesker i social nød. Men hvor mange af pengene går til socialt udsatte, altså samfundets svageste? Det ved vi faktisk ikke, og man må spørge hvorfor, når debatten nu er evidensbaseret og der er så mange derude, der så længe har talt de svages sag,” siger Lisbeth Zornig Andersen, der deltager på konferencen den 12. maj.
Zornig gjorde sig senest bemærket med demokratikampagnen Stemmer på Kanten, der mobiliserede socialt udsatte vælgere til kommunalvalget 2013 for at sikre den vælgergruppe større politisk bevågenhed. Stemmeprocenten i socialt udsatte boligområder steg for første gang i 35 år - og mere end landsgennemsnittet.
“Det vigtigste var næsten, at vi med vælgermøder skabte direkte kontakt mellem socialt udsatte og politikerne. Udsatte borgere kunne fortælle politikerne direkte og personligt om deres problemer og forslag til løsninger, uden filter. Oftest var det første gang, de to parter mødte hinanden. Mange politikere fik en aha-oplevelse og tog mange noter. Hvad jeg ikke forstår er, hvorfor ingen andre har gjort dette. Man får ikke gode løsninger uden inddragelse af brugerne,” siger Zornig.
Ifølge Johannes Bertelsen er eksemplet Zornig værd at respektere og lade sig inspirere af, men han opfordrer medierne til at være langt mere saglige i deres dækning af socialkritiske historier.
“Historien om Dovne Robert gav alt for let spil for alle moraliseringer og fordomme, og gav ikke plads til at rejse en relevant debat om incitamentspolitikken som socialpolitisk virkemiddel. Her burde være plads til en diskussion om sammenhængen mellem borgerens samfundsmæssige deltagelse og borgerens motivation hertil. Det er en debat, som handler om pædagogik, meningsfylde, deltagelse og ejerskab og som ikke kun er relevant i forhold til beskæftigelses- og socialpolitikken men i det hele taget i forhold til at føle ejerskab over for samfundet og den politik, som driver det,” mener Johannes Bertelsen.
Ti år ændrede rammerne
Ifølge Bertelsen har Socialdemokraterne og venstrefløjen lagt sit sociale fokus til side for nødvendighedens politik. Han beskriver udviklingen de sidste ti år således.
“På mange måder er situationen den samme men skærpet i den forstand, at leveringen af socialpolitiske løsninger bliver stadigt vanskeligere. Årsager og udfordringer som globalisering og individualisering er alle enige om. Det vigtigste socialpolitiske redskab for såvel den borgerlige regering som den nuværende regering er brugen af beskæftigelsespolitikken som incitamentspolitik. Fra wellfare til workfare. Situationen er dog ændret ved, at vi har fået større kommuner og, at Socialdemokratiet og venstrefløjen ikke som for 10 år står for løsningen og håbet om, at de kunne bidrage til at ændre på ”den nødvendige politik”.
Lisbeth Zornig Andersen er enig et stykke af vejen, men peger mere på forfejlet samfundsledelse som problemet.
“Vi har metoder til at forebygge socialt udsathed, til at få socialt udsatte på højkant, sikre unge en uddannelse, få indvandrerkvinder uden uddannelse med dårlige sprogkundskaber i selvforsøgelse, langtidsarbejdesløse i beskæftigelse, etc. Men vi mangler den ledelsesindsats, der sætter løsningerne i system og skaber resultater. Det har regeringer med skiftende farver forsøgt i 30 år - uden at lykkes. Så det er ikke en blå eller rød problemstilling,” siger Zornig.
Fra udvikling til administration
Ifølge Johannes Bertelsen er velfærdsmodellen simpelthen truet af afvikling, fordi den oprindelige intention er gået tabt.
“Der er sket en stadigt stigende afkobling af visionen bag og realiseringen af velfærdsmodellen til en ren administration af modellen. De nuværende administratorer kan desværre kun administrere og magter ikke at være visionære og at udvikle modellen. Et fænomen, som også ses i mange virksomheder, som har succés med et produkt. Hvis de ikke magter at udvikle nye produkter går virksomheden ned,” mener Johannes Bertelsen fra Frivilligt Forum, der blandt sine medlemmer tæller frivilligcentre, væresteder, patientforeninger, krisecentre, hjælpelinier og en lang række andre aktører på det sociale område.
Konferencen afholdes på Borup Højskole i København mandag den 12. maj. Se hele program og tilmeld dig her.
