Stort antal udlændinge får varigt ophold i Danmark

Syv gange så mange udlændinge som i 2011 får i år permanent opholdstilladelse. Dansk Folkeparti er bekymret.

Afskaffelsen af VK-regeringens omstridte pointsystem betyder, at antallet af udlændinge, der får bevilget permanent opholdstilladelse i Danmark, er det højeste i flere år, skriver Kristeligt Dagblad.

Nye tal fra Udlændingestyrelsen viser, at der fra den 1. januar frem til den 15. november i år er givet permanent opholdstilladelse til 4342 udlændinge.

Godt halvdelen af dem kommer fra Mellemøsten og Afghanistan, mens den anden halvdel stammer fra Asien, Rusland, Tyskland og en række andre lande.

Til sammenligning blev der kun givet 578 tilladelser i 2011, hvor pointsystemet trådte i kraft.

Det fremgår af et svar fra Justitsministeriet til Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

Ifølge Udlændingestyrelsen hænger udviklingen først og fremmest sammen med, at regeringen i juni 2012 lempede kravene til ansøgeres danskkundskaber som et led i afskaffelsen af pointsystemet.

Desuden ophævede regeringen det såkaldte medborgerskabskrav, som betød, at deltagelse i foreningslivet tidligere kunne give point i forhold til at få en permanent opholdstilladelse.

Udlændingestyrelsen fremhæver samtidig, at afskaffelsen af pointsystemet har betydet et ansøgerboom.

I år har styrelsen behandlet 9300 sager om permanent ophold. Det er en fordobling i forhold til 2012.

Integrationsordfører Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti mener, at udviklingen vil give flere integrationsproblemer, fordi regeringen giver permanent ophold til flere indvandrergrupper, der har svært ved at tilpasse sig det danske samfund:

- Pointsystemet var med til at sikre, at de indvandrere, der fik ophold, var villige til at leve op til nogle krav. Mange af de udlændinge, der i dag får opholdstilladelse, kommer fra grupper, som traditionelt har haft svært ved at integrere sig i det danske samfund, og det giver nye integrationsproblemer.

Martin Henriksen siger til Kristeligt Dagblad, at han vil arbejde for at genindføre pointsystemet, hvis en borgerlig regering igen kommer til magten.

/ritzau/

 

Emneord: Ophold, Opholdstilladelse, Pointsystem, Udlændingestyrelsen, Martin Henriksen
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også