Aarup anmelder regeringsudspil: Luk jobcentrene og genskab socialindsatsen

Politik

20/11/17 6:46

Nick Allentoft

Det værste var, at hun ikke talte med mennesker. Hun var i løbet af den første måned på jobcentret i kontakt med fem forskellige sagsbehandlere: LC75P, NS72Q, WR39T, LB62M og SM56D, fortæller Knud Aarup i denne anmeldelse af regeringens udspil til forenkling af beskæftigelsessystemet.
For nylig hørte jeg et skræmmende eksempel på et jobcenters manglende evne til at hjælpe ledige borgere, som har ondt i mere end beskæftigelsen. En ung kvinde beskrev, hvordan kontakten med jobcentret systematisk nedbrød hende som menneske. Først oplevede hun den totale magtesløshed, når hun skulle kontakte jobcentret telefonisk. Hun blev ledt gennem et omfattende system af valgløsninger (4 led af 7 valgmuligheder) og derefter skulle hun vente i kø i mere end 20 minutter. I kontakten blev hun på forhånd mødt med en grænseløs mistillid og til sidst blev hun frataget sit eget-ansvar. 

Men det værste var, at hun ikke talte med mennesker. Af sikkerhedsmæssige grunde brugte sagsbehandlerne ikke deres egne navne. I stedet hed de et nummer. Hun var i løbet af den første måned på jobcentret i kontakt med fem forskellige sagsbehandlere: LC75P, NS72Q, WR39T, LB62M og SM56D. Samtidig havde hun selv mistet sit eget navn, fordi hun hele tiden skulle bruge sit sagsnummer i samtalerne og ved kontakt.

LÆS OGSÅ BETTINA POSTS ANMELDELSE

Et sådant system har opgivet enhver intention om at hjælpe og støtte mennesker til at kunne hjælpe sig selv og blive myndige mennesker. Det er et system, som alene har kontrol og overvågning som indhold. Det fører uvægerligt til en aflæring af den enkeltes ansvar for sig selv. Det er et system med en udpræget grad af distance – ”professionel distance”. Det er et system, hvor ethvert element af relationsdannelse er væk og hvor menneskelig social udvikling ikke gives en chance.

Sådan et system kan ikke redes. Det er ikke desto mindre det, som regeringen forsøger med sit udspil ”Mere frihed. Mindre bureaukrati. Alle skal med”, som blev offentliggjort i for nylig

”Denne gang skal det lykkes”

Der er tale om et udspil til en forenklet beskæftigelsesindsats. Det er et forsøg på et opgør med et beskæftigelsessystem, som siden 2001 har udviklet sig til et monster af indviklede incitamentsstrukturer og regler, som hverken kommunerne eller borgerne kan finde ud af. Og selv om jeg mener det ikke tager fat om nældens rod, er det et lille skridt i den rigtige retning. Det er forbilledligt åbent om det nuværende systems store mangler, og udspillet fortæller ærligt om umulige og ugennemskuelige incitamentsstrukturer og et hobetal af proceskrav. Det erklærer endda åbenhjertigt, at øvelsen har været forsøgt før og siger derfor: Denne gang skal det lykkes! 

På plussiden tæller klart et mere forenklet kontaktforløb for de ledige. Med et krav om fire samtaler inden for de første 6 måneder vil det give mulighed for en bedre tilrettelæggelse af arbejdet på jobcentrene. I samme retning peger også forenklingen af krav på tværs af målgrupper og de forenklede tilbudskrav. Endelig lægger udspillet op til at give kommunerne mere generelle incitamenter til at sætte ind tidligt og få borgere ud af overførselsindkomst. 

Når jeg alligevel er skeptisk, hænger det sammen med den manglende håndtering af og forslag til forbedring af indsatsen overfor de borgere, som befinder sig længere væk fra arbejdsmarkedet. Udspillet adresserer mere eller mindre alene de borgere, som alligevel ville komme i arbejde. Sagt lidt polemisk, står der ikke et ord om sociale indsatser i regeringens udspil og det er en klar mangel. For man kan finde rigtig mange eksempler på jobcentrenes elendige indsats for mennesker med sociale problemer, psykisk sårbarhed eller funktionsnedsættelse.

Lad A-kasserne tage sig af de ledige

Men kan man overhovedet undvære jobcentrene? Er de ikke nødvendige for et smidigt og fleksibelt arbejdsmarked? Her er svaret klart nej! Siden midt 90’erne har den aktive arbejdsmarkedspolitik været et grundlag for det danske arbejdsmarked og her skal man ikke lede efter forklaringen i eksistensen af jobcentrene og det eksisterende beskæftigelsessystem.

Det dynamiske arbejdsmarked er et resultat af to centrale forhold, som regeringsudspillet ikke adresserer. For det første, at det snarere er de ledige og virksomhederne selv, men også fagforeningerne og A-kasserne, som sikrer den store bevægelighed på det danske arbejdsmarked. Der er ikke udarbejdet egentlige opgørelser over kommunernes andel af jobformidlingen, men KL har tidligere oplyst, at de mener at jobcentrene står for 40.000 ud af de 800.000 jobåbninger. 

For det andet, er dagpengesystemet og det sociale sikringssystem en væsentlig forudsætning for borgernes villighed til at skifte arbejde og dermed sikre et fleksibelt arbejdsmarked. Af de 800.000 nye job bliver de 2/3 besat af allerede beskæftigede lønmodtagere. Blandt dem er der 60%, som skifter branche eller arbejdsfunktion. Den sidste 1/3 af de 800.000 bliver besat af personer, som går fra ledighed, uddannelse eller selvforsørgelse til job. Det er er således tale om et meget agilt arbejdsmarked, hvor man tør skifte job og kaste sig ud i noget nyt. Den situation er i stigende grad under pres og mere end 1/3 af alle dagpengemodtagere har i dag en følelse af generel utryghed. 

Tilbage står af man godt kan undvære jobcentrene fordi virksomhederne, borgerne selv og arbejdsmarkedets organisationer over tid har vist sig ganske gode og effektive til at sikre den dynamiske allokering af arbejdskraften for langt hovedparten af borgerne. Derfor kan man sagtens flytte ansvaret for de 80-90% af borgerne til A-kasserne. Omvendt har jobcentrene også vist, at de ikke kunne løse opgaven med de borgere, som ligger langt fra arbejdsmarkedet. 

Kommunerne skal sikre social udvikling for den enkelte

Etablering af jobcentrene og opbygningen af den omfattende incitaments- og kontrolstruktur har betydet, at jobcentrene ikke længere laver socialt arbejde. Det har siden 2001 ikke kunnet betale sig at have socialarbejdere ansat i jobcentrene. De var i vejen, og i stedet er der ansat mere administrativt orienterede personer, som kan manøvrere imellem de mange regler og processer. Det har betydet, at mennesker med særlige behov – fordi de havde funktionsnedsættelse, psykisk sårbarhed eller sociale problemer – ikke har fået den nødvendige socialfaglige støtte. Resultatet kan ses i beskæftigelsesgraderne: kun ca 45 % af mennesker med mobilitetshandicap og kun ca 25% af mennesker med psykisk sygdom er i beskæftigelse. 

Derfor kan man lige så godt nedlægge jobcentrene. Størstedelen af borgerne klarer sammen med virksomhederne ærterne selv og de jobparate kan derfor flyttes til A-kasserne. Resten – de ikke jobparate – kan flyttes til socialforvaltningerne. Det kunne være begyndelsen på igen at lave socialt arbejde på arbejdsmarkedsområdet, og det kunne måske genskabe noget af den tryghed, som er en forudsætning for den danske flexicuritymodel. 

Se, det ville have været et rigtigt innovationsudspil på beskæftigelsesområdet.