Socialministeren har udsendt Socialpolitisk Redegørelse 2016. Det er den første af slagsen, og alligevel sker offentliggørelsen i stilhed dagen efter Folkemødet på Bornholm. Socialpolitisk Redegørelse 2016 er et nyt initiativ, og det giver et grundigt overblik over det specialiserede socialområde. Men indholdet er kendt og dokumenteret gennem mange år, løsningssiden halter, og redegørelsen cementerer en alt for snæver tilgang til løsning af sociale problemer.
Det går ikke godt med sociale indsatser i Danmark
Redegørelsen, som er på 262 sider, rummer syv afsnit: en sammenfatning, en gennemgang af udgifterne på det specialiserede socialområde, en opfølgning på ministerens sociale mål, en gennemgang af målgrupperne udsatte børn og unge, udsatte voksne og mennesker med handicap samt et afsnit, hvor der beskrives en ny datastrategi for det sociale område.
Budskabet er det samme som gentagne socialministre gennem de seneste år har formidlet, nemlig at det ikke går de mennesker godt, som er omfattet af de sociale indsatser. Der er for ringe effekt af det arbejde, som bliver lavet på det sociale område. De anbragte børn og unge får ikke uddannelse eller beskæftigelse, men til gengæld begår de kriminalitet i større omfang. De udsatte voksne kommer ikke ud af deres misbrug, har komplekse sociale problemer og kommer ikke på arbejdsmarkedet og dør tidligere end andre. De handicappede får ikke uddannelse og klarer sig heller ikke godt på arbejdsmarkedet. Derfor ender de på overførselsindkomst.
LÆS OGSÅ: Nu får vi sociale flygtninge
Så langt er der ikke noget nyt i redegørelsen. Størstedelen af resultaterne er kendte og mange af tabellerne har været bragt før, typisk i forskellige analyser fra SFI, KORA og andre. Når det er sagt, er det rigtig positivt, at man nu for første gang på det specialiserede socialområdet har en samlet beskrivelse af tingenes tilstand.
Roses skal det også, at redegørelsen i forhold til hver målgruppe forsøger at pege på metoder, som kan give bedre effekt af indsatserne på området. Særligt positivt er det, at man også kommer med konkrete eksempler på lovende praksisser og indsatser, som virker. Der er dog langt igen, og jeg fornemmer en fortsat uvilje mod at komme tæt på og tage udgangspunkt i den konkrete sociale praksis og at udvikle den. Der er faktisk kun få danske eksempler og derfor fylder rækken af udenlandske evidensbaserede metoder meget. Jeg savner fx det arbejde, som Liva Rehab laver på prostitutionsområdet eller ”De små skridts metode” fra Landsforeningen af VæreSteder.
Redegørelsen er også præget af en forbilledlig ærlighed om de problemer, som knytter sig til manglende viden om fx udgifterne på det sociale område. Faktiske skriver man i lidt floromvundne vendinger i afsnit 2, at man ikke aner, hvor store udgifterne er til handicap i Danmark. Man kan ikke adskille udgifterne til ældre og handicappede fra hinanden, og fordelingen af udgifterne baserer sig på en skøn, som senest blev opdateret i forbindelse med kommunalreformen i 2007. Det interessante er her, at den problemstilling har eksisteret siden jeg var ansat i Indenrigsministeriet først i 1980’erne. Med andre ord: Når fx KL er ude med, at udgifterne til handicappede er steget i kommunerne, baserer det sig i sidste ende alene på et skøn!
Der mangler helhed og sammenhæng
Det store problem med Socialpolitisk Redegørelse 2016 er den meget snævre tilgang, som den har til løsning af sociale problemer. Den er begrænset af, at Social- og Indenrigsministeriet kun har villet beskæftige sig med det, som ministeriet har umiddelbar indflydelse på.
Det bliver mest tydeligt i afsnittet om udsatte børn og unges vej i uddannelsessystemet. Her er der lavet konkrete analyser af, hvor dårligt det går for udsatte børn og unge fra førskolealderen til ungdomsuddannelserne. Det er ikke noget smukt billede. Men når man så kommer til løsningerne, er der ikke nogen bud på, hvad der kunne gøres anderledes i daginstitutionerne, i grundskolen eller i ungdomsuddannelserne. Det hører nemlig under Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling.
LÆS OGSÅ: Ti års indsats har ikke hjulpet, siger Statsrevisorerne
På lignende måde mangler der i forhold til udsatte voksne hele sammenhængen til psykiatrien. Der er en righoldig litteratur om sammenhængen, og man nævner faktisk et af de seneste eksempler, SFIs rapport fra december 2015: Familiebaggrund og social marginalisering i Danmark. Den rapport påviser punkt for punkt, hvorfor man ikke kan lave en indsats overfor socialt udsatte voksne uden af sammentænke de sociale indsatser med behandlingspsykiatrien. Den ene indsats giver ikke mening uden den anden. Det var i øvrigt også en af Psykiatrikommissionens anbefalinger. Men igen ville det kræve, at man koordinerede med Ministeriet for ældre og sundhed.
Det samme kunne man sige i forhold til behandling af de sociale problemer, som hænger sammen med beskæftigelse, etnicitet, alder, bolig, sundhed, uddannelse og så videre. Man har valgt at se bort fra den mangeårige erfaring, at sociale problemer skal ses i en sammenhæng, og at sociale problemer ikke kan løses isoleret i forhold til enkeltindivider, men altid skal behandles i sammenhæng med familien, netværket og øvrige samfundsmæssige rammer. Det er en skam, og det betyder, at redegørelsen kun vil få begrænset effekt.
En offentliggørelse i stilhed
Et særligt kritikpunkt knytter sig til måden og tidspunktet for offentliggørelsen. Når man vælger at offentliggøre noget dagen efter det mediefokuserede folkemøde, og mens der lukkes ned til sommeren, får man umiddelbart den tanke, at man helst ikke vil gøre et nummer ud af offentliggørelsen. Lad os offentliggøre den i stilhed! Hvis det har været hensigten, er det lykkedes ret godt. Det er blevet til lidt indslag i News, en enkel debat i Deadline og enkelte radiointerviews om emnet. Ellers er redegørelsen stort set ikke blevet omtalt.
Det kan undre, at man ikke bruger anledningen til at melde klart ud og fortælle den brede offentlighed, at det ikke går så godt med de sociale indsatser over for de målgrupper, som redegørelsen omhandler.
Kan det skyldes, at der ikke for alvor er rygdækning i regeringen til at sætte fokus på de mange uløste problemer på det sociale område i Danmark? Det billede, som bl.a. statsministeren har tegnet gentagne gange, om et Danmark som en helt særlig plet på kloden med frihed, velstand og harmoni, stiller den socialpolitiske redegørelse i hvert fald indirekte spørgsmålstegn ved.
Eller skyldes den manglende lyst til offentlighed, at man ikke vil starte en diskussion med kommunerne eller med de faglige organisationer på det sociale område?
LÆS OM Socialpolitisk redegørelse her
Uanset hvad årsagen måtte være, er det en skam, at vi ikke får fokus på de mange sociale problemer i Danmark. Det fortjener de mennesker, hvis liv bliver negativt påvirket af den manglende effekt af de forskellige sociale indsatser.
Godt begyndt er halvt fuldendt?
Socialpolitisk Redegørelse 2016 er et godt initiativ og på mange måder et fremskridt. Det er den, fordi den på sine mange sider rummer små analyser af, hvor det går dårligt for udsatte børn, unge og voksne samt mennesker med handicap. Det er den også, fordi den lover bedre data om sociale forhold i fremtiden.
Samtidig er den et tilbageskridt, fordi den cementerer en snæver tilgang til socialpolitik: Socialpolitik som lig med de snævre sociale indsatser på det specialiserede socialområde. Der står ikke et ord om sammenhæng mellem økonomiske ydelsesniveauer, kontanthjælpeloft og sociale problemer. Det til trods for, at der i international forskning er påvist en klar sammenhæng mellem det at have få økonomiske ressourcer og det at klare sig dårligt på alle livets områder. Derfor kan man ikke om Socialpolitisk Redegørelse 2016 sige, at godt begyndt også er halvt fuldendt.
Der er langt igen, før socialpolitikken i Danmark kommer til at bygger på en helhedsorienteret og sammenhængende indsats, som formår at løfte samfundets dårligst stillede 20%.
