Borgere i 15 kommuner: Socialchefer, tag ansvar!

Velfærd

25/2/18 1:57

Freja Eriksen

Borgere i 15 kommuner undrer sig over socialchefers menneskesyn. Hvorfor sætter I systemet over mennesket, spørger de efter høring i Folketinget.

Det er med stor bekymring og indignation, at vi, undertegnede, har lagt øre til Socialchefforeningens formands udtalelser under høringen af fleksjob og førtidspensionsreformen på Christiansborg den 31. januar 2018

Formålet med høringen var at gøre status over reformen, her fem år efter at den trådte i kraft. På høringen var der fokus på, hvad der har virket godt og mindre godt i forbindelse med reformen, og til det formål var der fremmødt flere talere fra fagkundskaben til at belyse problemstillingen fra forskellige vinkler. Deriblandt var social- og arbejdsmarkedsdirektør Helle Linnet, Vordingborg Kommune, formand for Socialchefforeningen (FSD), som skulle bidrage med kommunernes erfaringer med reformen.

LÆS SVARET FRA SOCIALCHEFERNE

Helle Linnets oplæg vidnede om et menneskesyn, der ikke levnede rum til megen empati og medmenneskelig forståelse for landets syge borgere – et menneskesyn, der synes gennemsyret af, at det er systemet over mennesket.

Derfor er det også med stor bekymring, at vi må se en person som Helle Linnet bestride en så vigtig og tillidsfuld post, som det er at være formand for landets kommunale chefer og dermed være retningsgivende for de holdninger, der ligger til grund for det praktiske arbejde i kommunerne.

Besparelser er eneste succeskriterie 

Formand Helle Linnet lagde under høringen ud med at fremhæve sin egen kommunes succes med at have nedbragt antallet af borgere på offentlig forsørgelse og dermed tilvejebragt en besparelse. 

Hun udtalte: "… vi har en stærk opbremsning i bevilling af førtidspensioner og i det hele taget i forhold til antallet af folk som er på overførselsindkomster,” og udtalte videre: "… det har også medført en besparelse i vores kommune, og den har vi faktisk haft rigtig meget brug for,” hvorefter hun konkluderede, at "… økonomien spiller også en rolle, og det har faktisk betydet noget for os.”

Læs mere om socialkrisen

Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.

Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet. 

 

Der blev fokuseret på besparelser frem for hensynet – og viljen – til at yde reel hjælp til de syge.

Det er en generel tendens, at nedgangen i antallet af bevilgede førtidspensioner betegnes som værende en succes. Men succesen kan – for undertegnede – udelukkende måles i de kommunale besparelser og intet andet. For vores vedkommende har den nuværende systemtilgang derimod medført en større menneskelig deroute, både økonomisk, menneskeligt og helbredsmæssigt – en deroute, som vi tilmed har fået varige mén af.

Vi må derfor kraftigt fraråde at fortsætte tendensen med at sætte besparelser over hensynet til syge.

Pengene fra sparede førtidspensioner går til meningsløs aktivering  

Det burde være logik, at alvorlig sygdom ikke kan afhjælpes ved at spare på antallet af bevilgede førtidspensioner.

Nedgangen i antallet af bevilgede førtidspensioner har medført, at syge i stedet parkeres på kontanthjælp eller i ressourceforløb i årevis, på langt lavere ydelser. Det har således været muligt at udskyde tilkendelserne af de fleksjob eller førtidspensioner, som i sidste ende alligevel er uundgåelige.

Kontanthjælpskassen synes ubemærket at have erstattet førtidspensionen langt hen ad vejen – for dem, der altså kan få kontanthjælp.

Set i lyset af de drastiske nedskæringer i bevillingerne til fleksjob og førtidspensioner virker det til gengæld helt absurd, hvor mange ressourcer der bruges på meningsløs aktivering af syge borgere i en endeløs jagt på at udvikle arbejdsevne.

Formand Helle Linnet kom med følgende eksempel under høringen: 

"Træning kan jo være mange ting, og der har vi jo naturvejledere, som går tur med folk, hvis de har brug for at komme ud og bare gå nogle få skridt og se og få noget frisk luft, så på den måde har vi jo brugt hele vores kommunale velfærdsforvaltningers tilbud til og så støtte op omkring den enkelte person. Og det synes vi har betydet rigtig, rigtig meget for den helhedsmæssige indsats."

Mon pengene kunne forvaltes bedre?

Sæt en nedre grænse for hvor få timer, det giver mening at kunne arbejde 

Efter kommunernes oplæg var der en spørgerunde, og det var nok her, vores største indignation blev vakt, da Karina Adsbøl (DF) spurgte formand Helle Linnet ind til brugen af sengepraktik, som Linnet anerkendte.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

Hun forsvarede og retfærdiggjorde brugen af sengepraktik i sin kommune og udtalte: "Nogle gange oplever vi også administrerende direktører, der er blevet rygopererede. De har også en seng på deres kontor, når de skal ligge ned for at kunne klare nogle timer på arbejde. Hun udtalte endvidere: "Det man kan bidrage med, det skal man bidrage med – også selv om det er småt".

Man får det indtryk, at der ikke er nogen nedre grænse for, hvornår et menneske er for sygt til at bidrage på arbejdsmarkedet.

Det tager vi afstand fra og opfordrer til at lytte til de mange fagorganisationer, der bl.a. har foreslået en nedre grænse på syv timer. 

Vi tager ligeledes kraftigt afstand fra sengepraktik og opfordrer til, at den øjeblikkeligt afskaffes ved lov.

Vi vil meget gerne slå fast, at en seng hører hjemme i et soveværelse eller på et sygehus og ikke på en arbejdsplads. Såfremt det ikke er muligt at passe et job uden en seng, så er det fordi man er for syg til at arbejde og i stedet bør tildeles en førtidspension.

Er et menneske så sygt, at der er behov for en seng på jobbet, så er det heller ikke nødvendigvis kun et spørgsmål om bare lige at skulle have et lille hvil, sådan som Helle Linnet så blødt udlagde det i sin besvarelse. Det kan derimod udpine kroppen, psyken og smerterne m.v. til det yderste i forsøget på at vride de sidste minutters arbejdsevne ud af et meget sygt menneske. 

Sengepraktik udvikler sig til ‘ambulancepraktik’

Spørgsmålet er også, om et menneskes helbredstilstand kan holdes stationær, eller om det forværres, når kroppen konstant skal presses så meget, at der ligefrem er brug for en seng.

Vi ser nemlig ikke kun eksempler på sengepraktik i vores sociale modstandsgrupper, men også på "ambulancepraktik", dvs. praktikker hvor helbredstilstanden bliver forværret i en sådan grad, at den syge må afhentes på praktikstedet af en ambulance. 

Vi ser eksempler, hvor der ikke er udsigt til bedring af helbredstilstanden, og hvor sengepraktik frarådes af lægerne, men alligevel sendes borgeren i sengepraktik, jf. Joan Hansen fra Helle Linnets egen kommune i Vordingborg

Vi mener derfor, at formand Helle Linnet tegner et blidt og urealistisk billede af brugen af sengepraktik i forhold til, hvad vi oplever, og vi stiller os undrende over for, hvordan man i hendes position kan erklære sig tilhænger af sengepraktik.

Det er et udtryk for et barskt og yderligtgående menneskesyn, og man fristes til at spørge, om formand Helle Linnet selv kunne tænke sig at ligge og "blomstre" i en seng til offentlig udstilling på sin arbejdsplads.

Stenkast mod medarbejdere er tegn på et umenneskeligt pres på borgerne 

Formand Helle Linnet påtaler, at der er "en meget rå tone" i sagsbehandlingen "med en meget anklagende debat", samt at hendes medarbejdere er blevet udstillet på Facebook og således har været "udsat for et kæmpe pres", selvom de blot forsøger at leve op til lovens intentioner.

Hun bemærker det pres, som hendes medarbejdere er blevet udsat for, men det skriger ærlig talt til himlen, at hun tilsyneladende ikke har bemærket det enorme pres, som syge udsættes for i kommunernes forvaltning.

Vi mangler at få forvaltningerne til at sætte fokus på dem, som forvaltningerne er sat i verden for.

Hun fortæller videre, at de har fået kastet sten gennem ruderne inde hos nogle af sagsbehandlerne og konkluderer: "Jeg synes det er hård kost".

Det synes vi også og tager naturligvis afstand fra stenkast mod sagsbehandlere.

Det er aldrig vejen frem.

Men har formand Helle Linnet forstået og erkendt, at disse stenkast kan være et tegn på borgeres afmagt og et råb om hjælp i en håbløs, kaotisk og endeløs forvaltning, der tromler syge år ud og år ind – en forvaltning, der har efterladt os på perronen helt uden for lov og almen retssikkerhed?

Når den slags sker, bør det være et wake-up call til forvaltningen om, at der er noget ravruskende galt på området, som kræver øjeblikkelige ændringer. Det burde få pilen til at pege indad og forårsage selvransagelse. Men i stedet rækker Formand Helle Linnet ud og efterlyser manglende "politisk opbakning" til at opretholde den nuværende forvaltning af loven. 

Det vidner ikke om en forvaltning, der er til for borgerne eller lytter til borgerne, selvom Helle Linnet i sit oplæg nok så stolt fortalte, at de arbejder ud fra ”empowerment-metoden”, der har fokus på borgerinddragelse, medbestemmelse og deltagelse i egne sager – en metode, som mange af os syge borgere ikke kan nikke genkendende til.

Vi stiller os derfor undrende over for, om forvaltningen reelt er til for at hjælpe borgerne, eller om det er borgerne, der er til for at "fodre" forvaltningen. 

LÆS SVARET FRA SOCIALCHEFERNE

Kommunerne mener de kan vurdere helbredstilstand bedre end lægerne 

I sit oplæg nævner Helle Linnet også samarbejdet med lægestanden og hentyder til, at lægestanden ikke har forstået deres plads i hierarkiet, idet hun udtaler: "… vi skal ikke have en mening om, i hvilket omfang sklerose er, på hvilket stadie det er, eller hvis der er nogle andre lidelser, men det er os som kommune, der har det samlede blik på, hvor en borger er” (…) "og det er ikke altid, vi er helt enige om den arbejdsdeling."

Hun lader os med andre ord forstå, at det er kommunerne, der har det sidste ord mht. borgernes helbredstilstand og ikke lægerne.

Det synes at fremgå af hendes udtalelser, at hun blot anser borgerens helbredstilstand som en brøkdel af det samlede billede – og med samme vægtning som de øvrige ressourcer, der skal få den syge borger ud på arbejdsmarkedet – helt i tråd med reformens intentioner. Men problemerne opstår, når helbredstilstanden ene og alene blokerer for, at den syge kan deltage på arbejdsmarkedet. 

Som syge oplever vi gang på gang at blive fastholdt i systemet i årevis, fordi kommunerne nægter at anerkende, at helbredstilstanden ene og alene blokerer for deltagelse på arbejdsmarkedet. De fastholder stædigt at fokusere på de øvrige ressourcer og det berømte helhedsbillede. Det synes ofte helt ude af proportioner og umuligt at trænge igennem med, at vores nok så gode vilje, uddannelse og kompetencer er ubrugelige uden en arbejdsevne. 

Vi bliver derfor nød til at holde fast i, at helbredstilstanden fremover skal være overordnet alt andet – og ikke som i dag blot en brik, der ikke vægtes højere end de øvrige dele i ressourceprofilen.

De lægelige udtalelser skal fremover vægtes højest og skal frem for alt respekteres, for det bliver de ikke i dag. Flere har fået ødelagt den sidste rest af arbejdsevne, som følge af at lægeudtalelserne ikke har øverste rang.

Det burde være logik, at lægeudtalelserne rangerer højest.

Og det burde være logik, at beskæftigelsesindsatsen ikke kan være overordnet social- og sundhedsindsatsen.

Vi – undertegnede fra diverse modstandsbevægelser landet over – savner svar. 

Vi vil gerne vide, om medlemmerne af Socialchefforeningen kan stå på mål for det menneskesyn, som formand Helle Linnet fremfører på høringen den 31. januar? Er der enighed blandt cheferne om, at dette menneskesyn skal være grundlaget for den gængse forvaltningspraksis ude i kommunernes arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesafdelinger?

Venlig hilsen og på vegne af nedenstående grupper.

LÆS SVARET FRA SOCIALCHEFERNE

"Næstehjælperne":

  • Marianne Rasmussen, København
  • Bettina Bundgaard, København
  • Berit Anita Andersen, Valby
  • Ulla Curdt, Farum

"Jobcentrets Ofre":

  • Ea Green Larsen, Vordingborg (admin.)
  • Henning Søder, Vordingborg 
  • Jan Jensen, Aalborg (admin.)
  • Sanne Werner Bach Jensen, Aalborg

"Ja tak til pension og fair behandling af syge"

  • Kirsten Viki Hedegaard Brømsøe, Nordfyn (admin.)

"Liv over Lov":

  • Jane Pihlmann, København (admin.)
  • Bitten Vivi Jensen, Frederiksberg

"Syg i Norddjurs":

  • Lone Bording Jensen, Grenaa

"Syg i Jammerbugt":

  • Lena Dahl Møller, Brovst

"Kamp for velfærd og fællesskab":

  • Tanja Newby, Hornslet (admin.)

"Aktion systemets Ofre" og "Folkebevægelsen for social retfærdighed":

  • Lisbeth Sand, Randers (admin.)
  • Marianne Grann, Randers (admin.)

"Behandl mig ordentligt" / Vi vælger velfærd og Aktivistisk samling": 

  • Joel Wedell, Ishøj (admin.)

"Gensidig forsørgerpligt, nej tak" / "Bedre vilkår for førtidspensionister":

  • Carina Leugenhagen Jensen, Esbjerg (admin.)

"Bekæmp fattigdom NU":

  • Mille Stockner, Taastrup

"Folkebevægelsen for Social retfærdighed":

  • Britta Glinvad Kristensen

"Syge siger Stop":

  • Birgit Holm-Petersen, Kalundborg (admin.)

"Alle os i ressourceforløb”

  • Lotte Rasmussen, Herlev, (admin.)
  • Jette Schimdt