Dennis K: Vi har fået en livsfarlig svingdørs-psykiatri

På fire år har vi set fem drab i psykiatrien. Det er toppen af et skræmmende isbjerg. Vold og trusler er stigende. Det seneste offer hedder Vivi Nielsen.

Hun blev 57 år gammel. To uger forud for drabet forsøgte personalet at få hendes drabsmand overført til psykiatrien, fordi manden talte om at slå ihjel, var psykotisk og stofmisbrugende.

Der er talrige historier om alvorligt syge mennesker, der udskrives, inden de er færdigbehandlede. Det er tragisk, og det har katastrofale følger for de medarbejdere, der er ansat til at tage sig af dem.

Det er udtryk for en politisk ledelse og styring af området, der har spillet fallit. Taberne bliver såvel de psykisk syge som medarbejdere og lokale ledere på de arbejdspladser, hvor vold og trusler er en del af hverdagen.

         LÆS  MERE om vold og trusler i det offentlige

New public management er ikke løsningen på de udfordringer, socialpsykiatrien står over for.

Til gengæld er mødet mellem medarbejderen og den enkelte borger helt centralt for, om borgerne fx reagerer med magtesløshed eller frustration, der kan ende i vold og trusler over for medarbejderne og andre psykisk sårbare borgere. 

Men ansatte i socialpsykiatrien kan ikke gøre deres arbejde med mindre, de har nogle anstændige rammer for arbejdet, tydelig ledelse og tilstrækkelige ressourcer.

        LÆS OGSÅ: Bosted vurderer voldsrisiko med borgerne

Den overordnede politiske ledelse og styring af psykiatrien – vores politikere, er ansvarlige for at der er de rette tilbud til de borgere, der har brug for hjælp – i såvel socialpsykiatrien som i behandlingspsykiatrien osv. Er der det rigtige antal senge, er det de rette, der ligger i dem, og ligger de der ligger der, længe nok?

Fra 2009 til 2014 er antallet af sengepladser i psykiatrien der er faldet fra 2.949 til 2.750. Samtidig er antallet af psykiatriske patienter steget.

Resultatet? En svingdørspsykiatri, hvor mange psykisk syge bliver kastebold mellem behandlings- og socialpsykiatri. Måske udskrives de til et botilbud måske til eget hjem. Ikke fordi de er færdigbehandlede, men fordi de er de mindst syge, og lægerne har brug for sengene til nogen, der har det værre.

Kommunerne må udvise lederskab

Men det er jo afgørende at disse mennesker først udskrives, når de er raske nok til at føre det liv og tage det ansvar, der kræves af dem på et bosted eller i eget hjem. Det kræver bl.a., at de ansvarlige læger på de psykiatriske afdelinger sikrer, at der bliver udfærdiget såkaldte koordineringsplaner eller udskrivningsaftaler, så der bliver tale om et sammenhængende forløb for borgerne, uanset hvortil de udskrives.

Ligeså afgørende er det, at kommunerne udviser lederskab og sørger for, at der udarbejdes koordinerede handlingsplaner, så den enkelte syge borger ses som et helt menneske – handlingsplaner, der fx både fokuserer på evt. behov for misbrugsbehandling, fysisk såvel som psykisk sygdom, job/uddannelse osv.

Herudover har kommunerne et stort ansvar for at sikre, at de psykisk syge borgere, såfremt de ikke kan være i eget hjem, udskrives til det rette sted. Hvad enten det er til en helt ny type institution eller til et specialiseret botilbud.

Det er afgørende at sikre, at det ikke bare bliver til det botilbud, der er billigst eller ligger inden for kommunegrænsen. Det er desværre ofte tilfældet. I dag er virkeligheden på bostederne, at psykisk sårbare borgere, fx autister, bor dør om dør med stærkt psykotiske borgere, der måske har en drabsdom og store misbrugsproblemer.

I februar kom Sundhedsstyrelsen med en national retningslinje for udredning og behandling af samtidig alkoholafhængighed og psykisk lidelse. Men vi har fortsat en situation, hvor det er kommunernes opgave at forestå misbrugsbehandlingen, mens regionerne tager sig af behandlingen for den psykiatriske lidelse.

Katastrofal dårlig styring

Det er udtryk for en uheldig styring og ledelse af et centralt velfærdsområde, og det er desværre de psykisk syge borgere der igen bliver ladt i stikken. Katastrofalt når vi ved at færre og færre tilbydes døgnbehandling for deres misbrugsproblemer og at op imod 50 procent af patienterne i psykiatrien på et tidspunkt har et misbrugsproblem af alkohol eller stoffer, som har stor betydning for deres behandling og livskvalitet. Et klart eksempel på at der er behov for et styrket samarbejde mellem kommuner og regioner.

Hvis den overordnede politiske ledelse træder i karakter og sikrer ordentlige vilkår og rammer, så har de lokale ledelser på de enkelte arbejdspladser også en chance for at tage det ansvar på sig, som de har, nemlig at sørge for at der bliver en voldsforebyggende kultur på arbejdspladsen i samarbejde med medarbejderne. Den faglige indsats over for borgerne og den voldsforebyggende indsats skal tænkes tæt sammen.

Og så skal ledelsen altså tage det alvorligt, når arbejdsmiljøloven siger, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres så det er sikkerheds og sundhedsmæssigt forsvarligt set fra medarbejdernes perspektiv.

Det betyder bl.a., at der skal tages stilling til hvem og hvor mange, der er på arbejde hvornår. Om der sker systematisk vidensdeling på tværs af faggrupper, vagter, afdelinger mv. At der er tid til fast supervision og den nødvendige efter og videreuddannelse, hvad man gør, når planerne ikke holder og tidspresset bliver for stort. Hvordan man får støtte fra kollegaer og ledelse og indflydelse på eget arbejde.

Men når alt det er sagt, så er hovedudfordringen altså, at vi står i en situation, hvor der bliver færre sengepladser i behandlingspsykiatrien og botilbuddene afspecialiseres.

Den kommunalreform, der bl.a. skulle sikre en koordineret og afstemt indsats i forhold til de svageste og mest sårbare borgere, har i stedet ladt dem og de medarbejdere, der skal tage sig af dem, i stikken.

Det viser de tragiske eksempler fra bl.a. Blåkærgård, Ringbo, Saxenhøj og nu Lindegården desværre med alt tydelighed.

Det er ikke en regning vi kan sende videre til de lokale ledelser på de enkelte botilbud – ej heller til de enkelte medarbejdere.

Det er en regning, som vi må sende til de politikere, der som ansvarlige arbejdsgivere, skal skabe rammerne for psykiatrien.

Jeg må dog desværre konstatere, at disse politikere er påfaldende tavse, når det handler om at komme med konkrete bud på, hvad der skal til. Hverken de psykisk syge eller de medarbejdere, der hver dag lægger krop til, kan leve med det.