Jaet var overvældende klart. 63,4 procent stemte ja, 36,6 procent nej, og valgdeltagelsen var historisk høj på 90,1 procent.
På mandag er det 45 år siden, Danmark stemte sig ind i det daværende EF, det senere EU, og siden har vi haft ikke færre end syv folkeafstemninger om forskellige dele af det europæiske samarbejde. Det er skiftevis blevet til ja og nej, og et varmt kærlighedsforhold er det aldrig blevet til. Snarere et smålunkent og arrangeret fornuftsægteskab.
I dag er både tilhængere og modstandere enige om, at det først og fremmest var økonomiske argumenter, som overbeviste det store flertal i 1972. Det handlede om flæskepriser, mens alt det politiske om en ”stadig snævrere union”, især fra tilhængersiden, blev nedtonet.
På flere måder er debatten i dag vendt på hovedet. Hvor alle borgerlige partier på nær Retsforbundet dengang var varme tilhængere af EF og venstrefløjen lige så entydigt modstandere, er billedet nu mudret på begge sider af midten.
Hvor de røde modstandere argumenterede politisk imod at afgive suverænitet, er det i dag borgerlige politikere, som bruger de samme argumenter. Mens i hvert fald dele af venstrefløjen nu taler om, at der politisk er behov for et stærkere samarbejde i EU, hvis man skal løse klima- og flygtningeproblemerne i Europa.
Personificeringen af det skifte er SF’s tidligere formand Holger K. Nielsen. Han var i 1972 ubetinget modstander af EF. Han frygtede at tabe dansk suverænitet, og at de progressive kræfter skulle blive sat tilbage, men efter at han i 1979 blev ansat som sekretær for medlem af EuropaParlamentet Bodil Boserup fra Folkebevægelsen mod EU, blev hans stålsatte EU-modstand udfordret.
”Vi var med i den europæiske gruppe af kommunister og sad blandt andet sammen med de italienske kommunister, som var meget pragmatiske i forhold til EU. De så EU som en mulighed for at gøre forholdene bedre for Italien og andre sydeuropæiske lande, og der fik jeg første gang syn for, at der blandt venstreorienterede kunne være forskellige holdninger til samarbejdet,” fortæller Holger K. Nielsen til Kristeligt Dagblad.
Han forblev selv modstander og ville stemme nej til alt, der havde med EU at gøre op gennem 1980’erne. Han var imod det indre marked, og da Maastricht-traktaten kom på bordet i 1992, var han som nyvalgt SF-formand ikke et sekund i tvivl. ”Holger og konen sagde nej til unionen”.
Det sagde et lille flertal af de danske vælgere også, og derfor fik han en nøglerolle, da regeringen efterfølgende skulle strikke det såkaldte nationale kompromis sammen.
Det endte med Edinburgh-aftalen, som kom til folkeafstemning året efter, hvor Danmark fik de berømte fire undtagelser fra unionssamarbejdet. Det var undtagelser fra det retlige samarbejde, fra det økonomisk-monetære samarbejde, fra det forsvarspolitiske samarbejde og fra unionsborgerskabet, der dog aldrig fik nogen reel betydning.
Når Holger K. Nielsen gør status, har unionen udviklet sig meget anderledes, end han og SF undervejs havde forestillet sig.
”Jeg står ved forbeholdene og vil ikke fortryde dem, men tiden er en anden i dag. På forsvarsområdet er det lidt uklart, hvad man havde tænkt sig, men idéen var at reaktivere Vestunionen. Man kunne forestille sig, at det ville blive til en fransk inspireret ekspeditionshær, der kunne tage til Afrika for at pleje franske interesser, men sådan gik det jo slet ikke. Det er blevet meget, meget mindre,” siger Holger K. Nielsen.
Læs hele historien i Kristeligt Dagblad eller på k.dk
