En stribe danske youtube-stjerner lægger videoer sponsoreret af udbydere af pengespil ud til deres tusindvis af følgere. Det afdækker Efterforskerne på P1 i dag.
Youtuberne fortæller om og linker til hjemmesider med bl.a. roulette og blackjack. Men disse hjemmesider har ikke licens til at udbyde spil i Danmark, og derfor er youtubernes omtaler ulovlige, vurderer flere eksperter. For formidling af pengespil må ikke målrettes et dansk publikum, med mindre udbyderen har dansk licens.
- Dem, der reklamerer for et spiludbud, der ikke har licens, overtræder spilleloven, siger Henrik Norsk Hoffmann, advokat med speciale i spillelovgivning:
- Det er rimelig åbenlyst, at hvis man kommunikerer på dansk, så retter man sig mod det danske marked, og så skal man have licens, siger Henrik Norsk Hoffmann.
Han bakkes op af advokat Uffe Nørgaard, som også har speciale i spillelov.
- Der er tale om spil, som kræver en tilladelse af spillemyndigheden, og da ingen af dem har tilladelse, vil det være ulovligt at markedsføre, siger Uffe Nørgaard, advokat hos Innova advokatfirma.
De ni danske youtubere har alt fra et par tusinde til 150.000 abonnenter på deres youtube-kanaler. De oplyser alle, at de har fået sponsorater af skin betting udbydere, når de omtaler deres spilsider.
Skin betting er en slags pengespil, der især tiltrækker børn og unge, der spiller computerspillet Counter-Strike. De unge køber forskellige udsmykninger til deres digitale våben, kaldet “skins”, som dernæst bruges som indsats på online spilsider med eksempelvis roulette eller blackjack.
Efterforskerne har tidligere lavet en rundspørge, der viser, at hundredevis af danske børn helt ned til 10-årsalderen har prøvet at gamble med skins, og hver femte opfatter sig selv som afhængig af skin betting. Og det bekymrer Center for Ludomani.
- De har ikke godt af at komme i gang så tidligt, og risikoen for at udvikle egentlig ludomani senere hen er også større. Så det er vildt bekymrende, siger Henrik Thrane Brandt, souschef hos Center for Ludomani.
Spillemyndigheden bekræfter over for Efterforskerne på P1, at der ikke findes nogen udbydere af skin betting med spillelicens i Danmark.
De kan dog ikke afgøre, om nogen af de ni danske youtubere bryder spilleloven, før de selv har undersøgt sagen. Men det vil de gøre:
- I forhold til overtrædelse af markedsføring på f.eks. en youtubekanal, der kan vi gå ind og vurdere, om det er en overtrædelse. Vi kan i første gang henstille til de personer om at stande øjeblikkeligt. Og så kan vi også lave en politianmeldelse. Og det er også noget, vi vil gøre konkret, siger Torben Ersbøll, kontorchef i Spillemyndigheden.
En overtrædelse af spillelovens regler om formidling af spil kan ifølge loven meldes til politiet og i yderste konsekvens udløse en bøde. Men det kommer sjældent så vidt, vurderer advokat Henrik Norsk Hoffmann.
- Det ville være Spillemyndighedens normale praksis først at sende et “hold op eller vi kommer efter jer” brev. I grove træk vil det stå, at vi har bemærket at du foretager den slags aktiviteter, der er i strid med spilleloven. Hvis ikke du stopper omgående, så melder vi det til politiet, siger Henrik Norsk Hoffmann.
For det meste har sådan et brev den effekt, at folk holder op. Men ellers kan sagen i princippet gå videre til politiet, som skal vurdere, om den konkrete formidler af spil uden licens på youtube har handlet groft uagtsomt eller med forsæt efter straffelovens bestemmelser, siger advokat Uffe Nørgaard.
- Hvis en person ikke følger en henstilling (fra Spillemyndigheden, red.), så har du i den grad gjort det lettere at løfte bevisbyrden for, at der er tale om forsæt eller grov uagtsomhed, siger Uffe Nørgaard.
Efterforskerne på P1 har kontaktet de ni youtubere og forelagt for dem, at flere eksperter vurderer deres formidling af skin betting som ulovlig.
Ingen af dem har ønsket at stille op til interview. Og da mange af dem er mindreårige, har redaktionen valgt ikke at offentliggøre deres navne.
Mere om sagen hos Efterforskerne på P1