Kl. er 0800, 2. juledag 2016.
Den sidste juleferiedag, skal jeg bruge til at slappe af ovenpå nogle hyggelige, men også hektiske juledage.
Min mobil ringer. I displayet står der ”Brandvæsnet”. Det bliver det sort/hvid ternede flag for min ”slappe-af-dag”, og startskuddet på 14 timers stormflodsindsats i Jyllinge.
Kl. 0800, den 5. januar, 2017 – står jeg foran spejlet og binder min butterfly og gør mig klar til at tage på kontoret. Min mobil ringer. I displayet står der ”Brandvæsnet”. Jeg hopper i min brandmandsuniform og kører til brandstationen Dæmningen i Valby. 20 minutter efter sidder jeg i min indsatsdragt i et Hovedstadens Beredskab Frivilligenhedens køretøjer, på vej til Hvidovre og 12 timers stormflodsindsats.
Læs mere om samskabelse her
Bestræbelsen på at forstå samfundets små og store problemer, udvikle nye og bedre løsninger, og gennemføre disse i praksis bliver bedre, hvis vi samarbejder på kryds og tværs.
Sammen er vi både klogere, mere nyskabende og i stand til at udrette mere, end hvis vi er hver for sig.
Jeg er er frivillig brandmand i Hovedstadens Beredskabs Frivilligenhed.
LÆS OGSÅ: Samfundets kriser skriger på løsninger
Kendetegnet for begge disse indsatser er, at de er mønstereksempler, på samskabelse. Vi stod skulder ved skulder med borgere, kommunal-arbejdere, politi, Beredskabsstyrelsen og de fastansatte brandmænd. Vi havde eet fælles mål: Begrænse skaderne af den kommende stormflod.
Nu læser jeg i Den Offentlige om den nye ”Samskabelsesbevægelse”, som er ved at tage sin form, med professorerne Jacob Torfing og Eva Sørensen fra Roskilde Universitet, som fødselslæger.
Min første reaktion på denne ”bevægelse” var: Ja, men det har vi ALTID haft. Jeg tænkte tilbage på mine ungdomsår i Tønder. Her blev uddannet som deltidsansat Brandmand i Tinglev og indtrådte i det Frivillige Brandvæsen i Tønder. Pudsigt nok, var det der jeg fik stor erfaring med stormflodsindsatser. En indsats som foregik på samme vilkår, som dem i Jyllinge og Hvidovre. Så samskabelse fandtes også for 30 år siden.
Jeg husker tydeligt, at denne ”samskabelse” og frivillighed også havde en meget alvorlig bagside. 2 af vore røgdykkere mistede livet i en brændende bygning, mens de udførte deres frivillige arbejde.
Jeg mener, at samskabelse måske er et nyt ord (som min stavekontrol i øvrigt ikke kender), men det er ikke et nyt begreb.
Helt tilbage til den tid, hvor vi boede i huler og levede som jægere og samlere, fandt vi ud af, at ved at gøre tingene sammen, så nåede vi bedre resultater. Det handlede ikke om sociale kompetencer, men om flokkens overlevelse.
Siden har vores samfund ændret sig meget. Samfundet har overtaget flere og flere opgaver, hvilket har fjernet ansvaret for flokkens overlevelse fra det enkelte individ. Den enkeltes samfundsansvar har – groft sagt - begrænset sig til at betale sin skat og stemme til Folketings- og kommunalvalg. Hvis du gør det – og i øvrigt overholder det regelsæt vi i fællesskab har vedtaget - jamen så har du opfyldt din borgerpligt. Hvis du så oven i købet en gang i mellem laver et opslag på Facebook, som starter med: ”Jeg synes, at det er for dårligt…” – Ja, så er du nærmest samfunds-engageret udover det forventelige.
Personligt, har jeg altid gjort mere end min borgerpligt. Skolebestyrelse, klasseråd, frivillig i sportsklubben, byggelegepladsen, grundejerforening, kulturelle og politiske tænketanke, klummeskribent i 12 år i lokalavisen. Ja og så frivillig brandmand.
Hvorfor? Fordi jeg er opdraget til, at den der kan, bør.I takt med, at samfundet – i en god mening - har fritaget den enkelte for et direkte ansvar for det samfund man lever i, ja så har samskabelsen haft trænge kår. Andre tog sig af det.
Nu er vores samfund blevet udfordret på mange forskellige niveauer. Flygtninge, naturkatastrofer, integration, flere marginaliserede borgere, bandekriminalitet, ensomhed etc, samtidigt med at riget fattes penge. Problemer som er svære at lovgive sig ud af, men som kræver en indsats af den enkelte.
Det kan Samskabelsesbevægelsen være med til at ændre på. Sparke lidt til borgernes ansvarfølelse for flokkens overlevelse, men i den grad også sparke til det politiske system og få dem til at slække på deres formynderiske patent, på hvad der er bedst for samfundet. Vi skal også minde vores virksomheder om, at udover bundlinjen, har de også et ansvar for flokkens overlevelse.
Jeg kan så tilføje, at det firma jeg arbejder for, Ultrabulk A/S, bakker op om mit virke og de er dermed med til at påtage sig et ansvar for samskabelse. De tillader at jeg står til rådighed – og de betaler endda for de første 2 dage.
Så kan samskabelse lade sig gøre?
Ja.
Det er Jyllinge og Hvidovre tydelige eksempler på. Nogle gange skal der bare en stormflod til, for at minde os om vores fælles ansvar.
Samskabelse skal minde os om, at vi har så mange aktiver i vores samfund, som desværre - ad åre - er blevet bogført som passiver.
Det handler stadig om flokkens overlevelse.
