Erfaren leder bliver ny topchef for Københavns jobcentre

Ledelse

03/09/2018 15:41

Nick Allentoft

Den ledige plads som administrerende direktør for hovedstadens Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning er nu fyldt ud.

Borgerrepræsentationen har godkendt at ansætte Tanja Franck som ny øverste administrative leder for de næsten 1800 ansatte i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) i Københavns Kommune.

47-årige Tanja Franck kommer fra en stilling som direktør i Udlændingestyrelsen under Udlændinge- og Integrationsministeriet og tiltræder sit nye job den 1. oktober 2018.

Den nye administrerende direktør er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet og har bred erfaring fra statsadministrationen. Hun har tidligere været ansat som departementsråd i Statsministeriet, direktør i Forbrugerstyrelsen og har i årene fra 1998 til 2008 været ansat i Beskæftigelsesministeriet, hvor hun har haft flere ledende stillinger. Før da har Tanja Franck også været ansat i bl.a. Finansministeriet.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) siger om valget af Tanja Franck:

”Jeg glæder mig meget over at få Tanja Franck som ny administrerende direktør i BIF og er stolt af, at vi har kunnet tiltrække en strategisk og visionær person med stort kendskab til beskæftigelsesområdet. Tanja er kendt som en stærk leder, der går op i sin organisation og sine medarbejderes velbefindende og som lægger vægt på kompetenceudvikling og på at få alle til at tage ejerskab for de politiske beslutninger.

Hun kommer med en tung faglighed indenfor beskæftigelsesområdet og vil derfor kunne sætte sig i spidsen for den udvikling, som Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ønsker, hvor BIF skal yde god borgerservice og være en stærk samarbejdspartner overfor virksomhederne”, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Tanja Franck siger om sit nye job:

”Jeg glæder mig meget til at starte i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, og til sammen med Cecilia Lonning–Skovgaard, udvalget og alle chefer og medarbejdere at videreudvikle beskæftigelses- og integrationsområdet til gavn for både borgere og virksomheder i kommunen. At være med til at sikre at flere ledige borgere i København kommer i job eller uddannelse og fastholder det, at virksomhederne får den arbejdskraft, de har behov for, og at flere reelt bliver integreret i samfundet, er en meget spændende og vigtig opgave, som jeg ser frem til at komme i gang med”, siger Tanja Franck.

Direktionen i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen består nu af administrerende direktør Tanja Franck, ressourcedirektør Jeppe Bøgh Andersen og direktør Michael Baunsgaard Schreiber.

 

Mest Læste

Annonce