Ungarn indhegnede grænsen, Danmark indrykkede skræmmeannoncer i mellemøstlige aviser, og mange steder i Europa vendte blikket sig indad af frygt for, at flygtningepresset skulle trække tæppet væk under de europæiske velfærdssamfund.
I stedet for at finde fælles løsninger blev der peget fingre, og Tyskland og forbundskansler Angela Merkels ”wir schaffen das” (vi klarer det)-linje blev latterliggjort.
Det mener Niels Ersbøll, der som generalsekretær i EU’s Ministerråd fra 1980 til 1994 og en af Danmarks mest erfarne diplomater var med til at forme det åbne Europa, der i dag er truet af nationale grænsekontroller og briternes folkeafstemning om at træde ud af fælleskabet til juni. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Den danske EU-veteran, der i dag fylder 90 år, var med til at forhandle indlemmelsen af Grækenland, Spanien og Portugal i 1980’ernes Europæiske Fællesskab og skabelsen af det frie, indre marked.
”Når jeg ser på, hvordan regeringscheferne i dag er tvunget til at fumle sig til svar på Europas store problemer, herunder flygtningeproblemet, bliver jeg sur over, at de ikke kan bruge det fantastiske samarbejdsapparat, EU er. Landene lukker om sig selv af frygt, men man glemmer historien. Årsagen til, at det hele startede, var netop, at man samlet kunne skabe sikkerhed,” siger Niels Ersbøll.
I denne uge har EU-Kommissionen fremsat en række forslag til at redde EU’s asylsystem som afløser for den forliste Dublin-forordning, der egentlig skal sikre, at flygtninge skal søge asyl i det EU-land, de er ankommet til først.
Niels Ersbøll håber, det vil lykkes med en solidarisk fordeling, men er bekymret for de afvisninger, der blandt andet kommer fra Danmark. Han køber ikke argumenter om, at flere flygtninge vil skabe større problemer med muslimsk radikalisering i lande, der i forvejen har store problemer med fejlslagen integration.
I Ungarn har Viktor Orbáns Fidesz-parti, der af kritikere kaldes højrepopulistisk, absolut flertal, og også i en lang række andre lande stormer indvandrerkritiske partier frem – med i Ersbølls vurdering – ”nemme” løsninger.
Han mener, at de etablerede partier bør blive bedre til at formidle et nuanceret billede som modsætning til populisme. Han anerkender mange menneskers bekymring over flygtninge, terror og radikalisering, men mener ikke, man løser noget ved at vende sig indad.
”Vi har selv hovedansvaret for, at vi er kommet i en situation, hvor den eneste mulighed synes at være at bygge mure. EU har i den grad forsømt at yde den nødvendige indsats i Syrien og nærområderne. Ikke mindst med henblik på at lette tilværelsen for de mange flygtninge, der befinder sig der. Men også for at hjælpe lande som Jordan og Libanon, som har enorme problemer,” siger han.
”Når problemet så er der, er man nødt til at påtage sig ansvaret og finde en retfærdig fordeling. Hvis folk bare bliver lukket inde, skaber det grobund for alt det, vi frygter af radikalisering og had mod Vesten,” siger Niels Ersbøll.
EU-landene bør frem for alt løfte udfordringerne i fællesskab, og de fattigere medlemslande bør få økonomisk støtte til at modtage flygtninge, mener han.
”Det er en belastning at tage imod asylansøgere. Først økonomisk, men også socialt og kulturelt, og der skal vi lære af fortidens fejl. Vi må ikke lade de nye bo i lukkede områder, som det er sket i Bruxelles, hvor radikale miljøer vokser. Indvandrerne skal spredes, så de kan blive integrerede og lære de europæiske værdier. Dem skal vi stå vagt om,” understreger Niels Ersbøll.
Han trak sig tilbage fra udenrigstjenesten i 1997, men har siden fulgt aktivt med og flere gange ytret sig i pressen. Han har kritiseret nedskæringerne i udviklingsbistanden og i Udenrigsministeriets stab samt daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens håndtering af Muhammed-krisen i 2005 og advaret om, at Danmarks EU-forbehold svækker vores indflydelse i unionen.
Den forhenværende topdiplomat, som i 1980’erne var den højest placerede danske embedsmand i det daværende EF, peger på, at de problemer, der i øjeblikket tårner sig op i EU, i vid udstrækning skyldes udenrigsministrenes svækkede indflydelse.
”Tidligere mødtes de en gang om måneden og havde med god planlægning i forvejen tid til at drøfte sager og søge kompromisser. De kendte hinanden godt, og i stedet for kun at se sit eget lands perspektiv, gav man sig tid til at se de langsigtede fordele, samarbejdet gav. I dag er det de fortravlede regeringschefer, der må mødes konstant og ikke har den fornødne tid til at sætte sig ind i sagerne, som er henvist til at træffe beslutningerne. Og for mange af dem, er udenrigspolitik et ukendt felt,” mener Niels Ersbøll.
Nogle kritikere af EU-samarbejdet peger på, at forskellene mellem landene i dag er blevet så store, at systemet risikerer at kollapse.
Niels Ersbøll mener, at udvidelserne har medvirket til at vanskeliggøre samarbejdet, og at østlandene har fået for meget indflydelse og burde være blevet sluset ind langsomt.
”I bagklogskabens lys skulle man have indset, at udvidelsen mod øst krævede en særlig tilpasningsperiode i stedet for, at de nye lande fra dag ét fik vetoret som de gamle. Selvom Ungarn ikke vil modtage én eneste flygtning, kan de alligevel stemme imod de andre landes forslag om at tage imod flygtninge. Det vil tage generationer, før at den demokratiske tankegang er fuldt udbredt i de tidligere kommunistiske stater,” siger han med henvisning til udvidelserne i 2004 og 2007, hvor i alt 10 tidligere østbloklande blev optaget.
Ud over håndteringen af flygtningekrisen og indlemmelsen af østlandene mener Ersbøll også, at EU fejlede i håndteringen af finanskrisen.
”Ved at stramme grebet om de fattige økonomier i Sydeuropa, skabte man en stor ungdomsarbejdsløshed. Det er en kæmpe bommert, fordi de unge er fremtiden. De ser verden internationalt og er vant til at rejse og arbejde frit. Hvis Schengen-samarbejdet falder til jorden på grund af grænselukningerne, har Europa for alvor skudt sig selv i foden,” siger han.
Niels Ersbøll kalder selv sine holdninger optimistiske og anderkender, at nogle vil kalde dem naive. Det bekymrer ham dog ikke synderligt. Han bygger sin optimisme på, at medlemslandene før eller senere må indse, at kun et europæisk samarbejde kan løse de problemer, verden og Europa står over for:
”Jeg tror på, at man i tide forstår, at det er en forkert vej, EU går i øjeblikket. Vi bliver aldrig De Forenede Europæiske Stater, og det er fint. Vi skal anerkende forskelligheden, men også forstå, at Europa er stærkere i fællesskab og kan udrette langt mere sammen end landene hver for sig”.
