FØLG OGSÅ DEBATTEN under den oprindelige artikel
Ledelseskommissionen
Se hele vores tema om Ledelseskommissionen her
Debatten om ledelse og styring af den offentlige sektor blæser stadig med stormstyrke, og New Public Management er flere gange i løbet af 2016 erklæret død. Men hvad kan - om noget - afløse NPM, hvilken styringslogikker bør gælde, og hvordan kommer vi i mål med fremtidens velfærd?
For at fremme god offentlig ledelse har regeringen nedsat en Ledelseskommission, som DenOffentlige følger tæt.
1. påstand:
”Med begrænset effekt har samfundet allerede brugt 800 millioner kroner på at uddanne offentlige ledere (…) Det er vores vurdering at effekten af investeringen er begrænset.”
Som belæg for deres vurdering nævner Digmann og Petersen to evalueringer fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA 2011 & 2017). Den første evaluering fra 2011 er meget positiv og kan derfor ikke bruges som belæg for deres påstand. Konklusionen på evalueringen er nemlig, at diplom i ledelse vurderes til i høj grad at være relevant og anvendelig for ledere under uddannelse. Flere af de personer, der har medvirket i evalueringen fremhæver, at uddannelsen er med til at udvikle og styrke dem som ledere. Dette medgiver Digmann og Petersen ganske vist også.
Derefter tager Digmann og Petersen fat i EVAs 2017-evaluering. Her har de i for sig ret i, at evalueringen i store træk viser, at diplom i ledelse ikke har nogen positiv effekt. Men det er måske ikke så underligt, når evalueringen søger en sammenhæng mellem en skoleleders deltagelse i diplom i ledelse og folkeskoleelevers evner i matematik og dansk. Det er (nærmest) indlysende, at den evaluering ikke viser en positiv effekt. Det er indlysende, idet en diplomuddannelse i ledelse altså ikke handler om, at en skoleleder skal blive dygtigere til at lære en skolelærer, hvordan denne skal lære eleverne at regne og læse.
På samme måde handler diplomuddannelsen i ledelse heller ikke om, hvordan en afdelingssygeplejerske skal lære en sygeplejerske at forklare en patient, hvordan denne skal tage sin medicin.
Min pointe er, at en diplomuddannelse i ledelse faktisk handler om ledelse – som fag, profession, fænomen, position, funktion og rolle. Det samme gælder de forskellige masteruddannelser i ledelse, fx Master of Public Governance, Master of Public Management m.fl. Og ja, lederuddannelserne handler en del om menneskelige relationer, adfærd, kommunikation, organisationstyper, forandringer m.m., hvilket jo er relevant for den kontekst som læreren og sygeplejersken arbejder indenfor. Men deres lederes deltagelse i en lederuddannelse har kun indirekte indflydelse på undervisnings- og læringsforhold i skolen eller på, hvordan sygeplejersken omgås afdelingens patienter.
Digmann og Petersen vurderer tilsyneladende at ”effekten af investeringen er begrænset” alene på den ene EVA-evaluering fra 2017. Jeg har dog kendskab til mindst 14 forskningsbaserede nationale og internationale studier, der viser en positiv effekt af lederuddannelser. Derudover er der flere meget grundige konsulentrapporter, der undersøger og finder positive effekter på en lang række områder. Dette er alene evalueringer og studier, der undersøger formelle lederuddannelser. Derudover er der en meget lang række af studier, der undersøger effekter af in-formelle lærings- og udviklingsforløb for ledere. Man kan derfor ikke, som Digmann og Petersen foreslår, overføre manglende effektmål fra ét studie om én type ledere til andre typer af ledere på andre områder og dermed indikere, at lederuddannelser generelt ikke har en effekt.
FØLG OGSÅ DEBATTEN under den oprindelige artikel
2. påstand:
”At undervise i et fag forudsætter, at man kan undervise i det, løsrevet fra enhver kontekst, før det praktiseres”.
Det er ganske enkelt noget vrøvl. Tusindvis af undervisere rundt om i verden underviser i ledelse ved bruge eksempler fra praksis og ved at relatere til konkret anvendelse i praksis. Undervisningen er alle de steder som jeg kender til, i både ind- og udland, slet ikke løsrevet fra praksis. Mange gange foregår undervisningen sågar i praksis, fx ude på de enkelte arbejdspladser, som vi samarbejder med.
Mange undervisere har desuden selv ledererfaring og ved derfor, hvad ledelse handler om. Endelig står det i studieordningerne for samtlige formelle lederuddannelser i Danmark, at der skal skabes en tæt kobling mellem teori og praksis. Som forsker kan man godt studere ledelse i et primært teoretisk perspektiv, men undervisningen i ledelse er tæt koblet til praksis. Lederuddannelserne har derfor solide rødder i praksis.
3. påstand:
”Alle parter varetog deres egen interesse og det var vanskeligt at få nogle til at tage ansvar for at udvikle forløb, der for alvor kunne øge kvaliteten af ledelsesudøvelsen.”
Der refereres formentlig til tiden lige efter trepartsforhandlingerne i 2007. Men påstanden har lidt samme karakter som de to foregående – den har intet eller kun vagt belæg.
Landet over (og verden over for den sags skyld) anstrengte og anstrenger undervisere, konsulenter og forskere sig hver dag for at udvikle kvaliteten af forløb, der kan øge kvaliteten af ledelse. Vi forsøger at forstå ledelse bedre, og at forbedre vores undervisning; vi forsøger at udvikle samarbejdet med praksis og vi arbejder målrettet på at basere vores arbejde med, for og til praksis på et solidt fundament – baseret på såvel teoretisk som praktisk viden. Det primære formål er ganske enkelt at forstå og udvikle ledelsespraksis til gavn for os alle.FØLG OGSÅ DEBATTEN under den oprindelige artikel
