Notat afslører hidsig borgmester: Centerchef brød grædende sammen

Politik

12/12/2016 10:33

Nick Allentoft

Centerchef brød grædende sammen og blev siden sygemeldt efter trusler og hårde ord fra borgmesteren. Det afslører Radio24syv.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Langelands borgmester, Bjarne Nielsen (V), truede i en telefonsamtale daværende centerleder Hanne Sommer på det nu lukkede Børnecenter Tullebølle. Det fremgår af et telefonnotat, som Radio24syv er kommet i besiddelse af. Efterfølgende bryder Hanne Sommer grædende sammen på gulvet, bliver sygemeldt og må køres hjem af en kollega.

I samtalen pålægger borgmesteren Hanne Sommer at gå i pressen, fordi der er så mange problemer på Børnecenter Tullebølle. Det ønsker Hanne Sommer ikke, da det er aftalen, at det er kommunens daværende asyldirektør Sisi Eibye, der udtaler sig til pressen. Men det svar er borgmesteren langt fra tilfreds med.
 
”Borgmesteren siger, at det er jeg nødt til, og det skal jeg! Han siger meget højt, at han pålægger mig det! Og hvis ikke jeg gør det, får jeg at se, hvilke konsekvenser, det vil få for mig,” står der i telefonnotatet, som er underskrevet af Hanne Sommer.

Ifølge Radio24syvs oplysninger er notatet indsendt til ledelsen på asylområdet og til kommunens personaleafdeling. Notatet er dateret til 2. august 2016 klokken 14.39.
 
Af notatet fremgår det også, at borgmesteren hidser sig voldsomt op under samtalen.
 
”Borgmesteren lyder endnu mere vred/ophidset at høre til, og fortæller mig, at jeg er chef for centret! Og at Sisi (Eibye, daværende asyldirektør, red.) og Ulrik (Pihl, daværende driftschef, red.) ikke kan blive ved med at svare for mig! At det fanden rasme er ude hos mig, at det bliver ved med at komme fra, og at jeg er chef og ansvarlig!”
 
Efterfølgende bryder Hanne Sommer grædende sammen på gulvet i personalestuen på Børnecenter Tullebølle, fortæller hun og en kollega til Radio24syv.

”Det, at jeg kontaktes af en vred og ophidset borgmester, ramte mig dybt og jeg brød sammen. Min daglige adm. koordinator måtte køre mig hjem, da jeg ikke var i stand til selv at køre,” står der i notatet, som Radio24syv har.
 
Efterfølgende sygemelder Hanne Sommer sig, og vender ikke tilbage som leder af Børnecenter Tullebølle, der bliver lukket af Udlændingestyrelsen i slutning af oktober.
 
Radio24syv har fået sagen bekræftet af Hanne Sommer, der fortæller, at det var meget voldsomt, og at hun stadig er påvirket af samtalen. Ifølge hende er indholdet af telefonnotatet ”den pæne version af samtalen.”
 
Radio24syv har også spurgt daværende administrativ koordinator Anders Rasmussen, om han kan huske samtalen. Han var den kollega, der kørte Hanne Sommer hjem, efter hun brød sammen.
 
”Jeg kan bekræfte, at Hanne Sommer havde en samtale med borgmesteren, hvor han sviner hende til på det groveste. Hanne Sommer bryder derefter sammen. Hun sidder simpelthen og græder. Så jeg kørte hende hjem, fordi hun var helt ude af den,” fortæller Anders Rasmussen, der overværede samtalen, til Radio24syv.

Radio24syv har forelagt telefonnotatet for professor ved institut for økonomi og ledelse ved Aalborg Universitet Anders Drejer.
 
”Jeg er forfærdet over den tone, som borgmesteren tilsyneladende bruger over for lederen. Han rækker dybt ned i maskinrummet og prøver at tvinge personen til noget, som hun åbenlyst ikke har lyst til. Og det har så voldsomme konsekvenser for den her person,” siger Anders Drejer.
 
”Det skal han simpelthen ikke blande sig i. Det har han en direktør til (daværende asyldirektør Sisi Eibye, red.). Det her er et initiativ, som han selv tager for ikke at få ørene i maskinen. Det er ikke hans opgave, og han bryder simpelthen med god forvaltningsskik. Det er rystende,” siger Anders Drejer til Radio24syv.
 
Radio24syv er også kommet i besiddelse af et brev, som ledelsen på asylområdet i sommeren sender til den politiske ledelse i Langeland Kommune. Her fremgår det, at en samlet ledelse på asylområdet er stærkt kritisk over for politikernes rolle.
 
”Den ledelsesmæssige kommunikation fra Langeland Kommune (...) håndteres miskrediterende af de politiske nøglepersoner uden opbakning til ledelsen (på asylområdet, red.) og den ansatte direktør (asyldirektør, Sisi Eibye, red.)," står der i brevet.
 
Dermed peger pilen nu på, at også den politiske ledelse i kommunen har været kritisabel.

Hos Dansk Folkeparti på Langeland er kommunalbestyrelsesmedlem Kim Welcher ligeledes rystet over indholdet af telefonnotatet og den daværende centerleder Hanne Sommers opfattelse af borgmesterens opførsel.
 
”Jeg vil tage kontakt til de folk, jeg har i baglandet, og spørge, hvilke konsekvenser det skal have. Det står soleklart, at vi ikke kan have en politisk leder, der angiveligt opfører sig sådan her over for medarbejdere i kommunen. Det er helt og aldeles uacceptabelt,” siger Kim Welcher (DF) til Radio24syv.
 
”Bjarne Nielsen er i den grad ikke sin opgave voksen som borgmester for Langeland Kommune. For hvis han har gjort det her, hvor har han så ellers gjort det,” spørger Kim Welcher fra Dansk Folkeparti på Langeland.

Borgmester Bjarne Nielsen (V) mener ikke, det er rigtigt, at samtalen var så hård, som telefonnotatet viser. Dog erkender han, at han som borgmester pålagde daværende centerleder på Børnecenter Tullebølle at udtale sig til pressen.
 
”Det er korrekt, at jeg pålægger hende at gå i fjernsynet og svare på spørgsmål. Men at det skulle være ført i en tone, hvor der blev bandet og svovlet, kan jeg ikke huske,” siger Bjarne Nielsen (V) til Radio24syv.
 
Bjarne Nielsen (V) oplyser, at han stadig mener, det er Hanne Sommer, der burde være gået i medierne tilbage i august, fordi daværende asyldirektør Sisi Eibye var på ferie og driftschef Ulrik Pihl ligeså. 
 
Men den forklaring imponerer ikke professor Anders Drejer ved institut for økonomi og ledelse på Aalborg Universitet.
 
”I bedste fald er der tale om en fodfejl. I værste fald gør han det for at redde sig selv. Han vil gerne have lukket sagen, og derfor ringer han til en, som han slet ikke burde have ringet til,” fastslår Anders Drejer over for Radio24syv.

NOTE: Kender du til hidsige politikere, der tillader sig mere, end ledere normalt gør? Har du erfaringer med politikere og temperament, så skriv herunder eller direkte til os på [email protected] 

 

 

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.