Offentligt ansatte sparer mere op til pensionen

Velfærd

08/12/2018 18:11

Nick Allentoft

Pensionsselskaber oplever, at de seneste års reformer har gjort almindelige lønmodtagere usikre på fremtiden. Derfor garderer de sig.

Almindelige lønmodtagerfamilier har aldrig sparet mere op til alderdommen end nu. Flere arbejdsmarkedsselskaber oplever et kraftigt spring i frivillig indbetaling til pension. Sygeplejersker, socialpædagoger og lægesekretærer hos PKA har næsten fordoblet deres frivillige indbetalinger i 2018 til over 1,15 mia. kr. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

»Vi tror, det skyldes flere ting. Der er større usikkerhed om folkepensionen og om udsigten til afkast fremover. Samtidig er de unge bevidste om, at de skal forvente at leve og arbejde længere og ønsker medindflydelse på, hvornår de trækker sig tilbage,« siger medlemsdirektør Tomas Frydenberg, PKA, til Jyllands-Posten.

Velfærdsstat eller velfærdssamfund

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

En frivillig opsparing kan for de fleste hæves mindst fem år før folkepensionen og dermed bruges til at gå ned i tid eller stoppe tidligere på arbejdsmarkedet, nu hvor efterlønnen er næsten væk.

Sampensions kontoransatte kunder har med foreløbig 1,4 mia. kr. skudt mere ind frivilligt end forventet for hele året.

»Vi mærker en stor utryghed fra kunderne oven på de seneste års pensionsreformer. Alle kan måske ikke gennemskue reglerne, men ved, at de skal arbejde længere. Ved at spare mere op sikrer man sig, at det ikke alene er politikerne, der bestemmer, hvornår man kan stoppe. Det øger trygheden,« siger Anne-Louise Lindkvist, chef for kunderådgivning og salg i Sampension.

PensionDanmark, Industriens Pension, PFA Pension og akademikerkassen MP-Pension melder også om rekord i frivillige indbetalinger. Flere selskaber afviser, at væksten kan skyldes nye højere skattefradrag, idet disse fortsat er stort set ukendte.

»Uden helt at forstå alle reglerne oplever kunderne forringede vilkår. Det giver en vis frustration og mindsker tilliden. Paradoksalt nok fører det for mange til højere opsparing. Jo mere usikkerhed, jo større er behovet for at passe på sig selv,« siger pensionsøkonom Carsten Holdum, PFA, til Jyllands-Posten.

Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen opfordrer til at få tjekket privatøkonomien, inden der sættes yderligere ind på pensionen. For nogle vil tilbagebetaling af dyr gæld give et bedre resultat.

Mest Læste

Annonce