Her er det et Uber pressebillede. Helsingør Kommune vil i særlige tilfælde stå for kørsel, når langtidsledige og flygtninge er i praktikforløb.

Principsag splitter Helsingør Byråd: Flygtninge og langtidsledige i jobtilbud kan nu køres på arbejde af kommunen

Politik

30/11/2016 12:04

Nick Allentoft

Smalt flertal har vedtaget, at lokale borgere i jobtilbud skal have mulighed for at blive kørt på arbejde af kommunen, hvis de arbejder på arbejdspladser, som ligger langt væk og er svære at nå med offentlige transport. Det skriver Helsingør Dagblad.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Med 13 stemmer mod 12 vedtog det smallest mulige flertal i Helsingør Byråd mandag aften at indføre en regel om, at lokale borgere i jobtilbud skal have mulighed for at blive kørt på arbejde af kommunen, hvis de arbejder på arbejdspladser, som ligger langt væk og er svære at nå med offentlige transport. Det skriver Helsingør Dagblad.

Ordningen udspringer direkte af, at en arbejdsplads, som har flygtninge i jobtilbud og lignende, har bedt kommunen om at få etableret transporten. Forslaget blev stemt igennem af venstrefløjen, De Radikale og Venstre, mens De Konservative med Benedikte Kiær i spidsen og Dansk Folkeparti stemte imod.

Velfærdsstat eller velfærdssamfund

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

Det var Enhedslistens Allan Berg Mortensen, formand for Helsingør Byråds beskæftigelsesudvalg, som havde stillet forslaget - på baggrund af en konkret henvendelse fra entreprenørvirksomheden Barslund, som har en del flygtninge fra Helsingør i praktik eller jobtilbud.

Barslunds byggepladser ligger ofte et stykke vej fra nærmeste station, arbejdstiden starter ofte tidligt, og derfor foreslog virksomheden, at når planen var, at nogle af disse flygtninge senere skulle fastansættes, så kunne kommunen vel godt sørge for, at flygtningene under praktik og jobtilbud blev kørt på arbejde. Det foreslag var at gøre flygtninge en bjørnetjeneste, lød kritikken i byrådet.

Provokation mod mennesker i arbejde

- Helt almindelige danskerne står altså hver dag tidligt op for at gå på arbejde, og de kommer selv derhen med bil eller offentlig transport. Beskæftigelsen for personer med ikke-vestlig oprindelse er nedslående, fordi vi i årevis har strøget denne gruppe med fløjlshandskerne og ikke stillet de nødvendige krav. Vi er nødt til at stille krav til dem, der kommer her og skal integreres i samfundet. Hvis man gerne vil stå til rådighed for arbejdsmarkedet, så kan man transportere sig selv, er holdningen fra Dansk Folkepartis Marlene Harpsøe.

Hun vurderer, at Helsingør Kommune er blevet en gavebod.

»Ingen kvaler, Helsingør Kommune betaler«, skriver hun i en kommentar på Facebook.

Andersledes så ja-stemmerne i byrådet på sagen.

Under debatten i byrådet i går aftes forklarede Allan Berg Mortensen, at Barslund-virksomheden normalt stiller biler til rådighed for deres ansatte netop, fordi byggepladserne ligger langt væk og er svært tilgængelige med offentlig transport. Men bil-tilbuddet hjælper ikke flygtningene, mente han.

- Vi har en stor virksomhed her i kommunen, som gerne vil ansætte nogle flygtninge, 10 til 15 om året. Flygtninge er den gruppe, vi har sværest ved at få i beskæftigelse, blandt andet fordi de ikke mestrer det danske sprog. Virksomheden er placeret i Helsingør Kommune, men arbejdspladserne er spredt ud over hele landet, og virksomhedens ansatte får derfor stillet en bil til rådighed, så de kan komme frem til tiden. De fleste flygtninge har ikke et kørekort, der er gyldigt i Danmark og kan derfor ikke selv køre til arbejde, i egen eller firmabil. Flygtningene er derfor dårligere stillet end danskere, forklarede politikeren fra Enhedslisten.

Kun i særlige situationer

Kørslen skal ifølge det nye forslag kun tilbydes, hvis arbejdsstedet virkelig er svært tilgængeligt. Desuden skal det være sandsynligt, at jobtilbuddet eller praktikken efterfølgende fører til en fastansættelse. Allan Berg Mortensens parti fastslog sammen med Socialdemokraterne, SF, Lokaldemokraterne, De Radikale og Venstre, at job-transporten blandt andet på grund af disse krav er en god idé. Og måske endda en god forretning.

- Det er sund fornuft. Borgere inkluderes i samfundet, og kommunen sparer penge. Vi investerer i jobskabelse på samme måde, når vi ansætter to ekstra jobkonsulenter. Hvis denne ordning fører til, at en person bagefter arbejder i et halvt år, vil kommunen spare mellem 50.000 kroner og 90.000 kroner, afhængig af hvilken forsørgelse borgeren havde forud for ansættelsen. Derudover vil borgeren betale skat, lød det fra Berg Mortensen.

Hos De Konservative undrede politikerne sig over, at et flertal havde tænkt sig vedtage forslaget. Det var en glidebane, mente blandt andre Philip Læborg.

- Det kan ikke være meningen, at vi får sådan et barnepigesamfund, hvor vi som kommune skal have en ansat til at køre folk på arbejde… Det er ikke en kommunal opgave at køre folk på arbejde. Man kan vel sige med et glimt i øjet, at hvis man kan komme igennem det halve af Europa til Danmark, så kan man også finde ud af at tage til Herlev. Vi taler jo om voksne mennesker, sagde Læborg under debatten.

Venstre stemte for

Det var ikke mindst Venstre, som kom i fokus under byrådsdebatten. Partiet overraskede måske mange ved at stemme ja til forslaget om tilbuddet om job-transport til blandt andre flygtninge.

- Vi har været meget i tvivl. Hvis det her er den bedste mulighed for at løfte flere i arbejde, så skal vi gøre det, sagde Johannes Hecht-Nielsen.

Samme partis Mette Lene Jensen skældte ud på Dansk Folkeparti for på forhånd at afvise alle forslag, der på en eller anden måde kunne gavne flygtninge. Og Jan Ryberg fra Lokaldemokraterne påpegede, at en kommune godt må være venlig.

- Det danske transportsystem er en udfordring. Og det har altså aldrig skadet at give nogle en hjælpende hånd og udvise en lille smule medmenneskelighed, sagde han.

I øvrigt skal økonomien til job-transporten hentes i kommunens Center for Job og Uddannelse - til benzin, leje af bil, løn til chaufføren med mere.

Som nævnt har byrådet nu vedtaget, at ordningen skal følges af en række kriterier. Det er primært, at kommunen skal vurdere, at der er stor sandsynlighed for, at forløbet i praktisk eller jobtilbud ender med fast arbejde på stedet, og at arbejdspladsen ligger et svært tilgængeligt sted i forhold til offentlig transport.

Andre kriterier vil blive, at mødetidspunktet enten er meget tidligt eller meget sent på dagen, og transporten vil være til job, ikke som udgangspunkt hjem igen. Og arbejdspladsen skal ligge inden for en times bilkørsel fra Helsingørs kommunegrænse. Desuden vil det gælde, at ordningen kun er en mulighed for folk uden kørekort.

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.